ledes, at Thorgisl herjede paa Irland i tredive Aar. Den samme Forfatter, som meddeler hiint Sagn, siger udtrykkeligt, at han først ankom til Irland i Aaret 838. Og vi have endnu en meget paalidelig Angivelse i de frankiske Annaler, der udtrykkelig sigter til disse Begivenheden i det den melder, at Irerne, efter længe at have været hjemsøgte af Nordmændene, omsider bleve dem skatskyldige i Aaret 847, men allerede i det følgende Aar gjorde Opstand mod dem og ved Guds Hjelp fik dem forjagne fra Landet[1]. De irske Annaler vide at berette om fire store Slag, som Landets Konger strax efter Thorgisls Drab skulle have vundet over Nordmændene, af hvilke der i alt faldt henved 4000[2]. Med andre Ord, der skede en almindelig Rejsning imod dem. Men alle disse Begivenheder, Irlands Undertvingelse, Thorgisls Drab og den paafølgende Nationalkamp, maa paa denne Maade sammentrænges til Aarene 847 og 848. Det sidste Aar maa ansees aldeles sikkert, da de frankiske Annaler tilføje, at Irernes Konge i Anledning af Sejren sendte et Gesandtskab til den franske Konge med Gaver og Fredstilbud for at bede om Tilladelse for ham til at rejse til Rom gjennem dennes Stater. Der var altsaa en bestemt Begivenhed, som for den frankiske Annalist betegnede Aaret. Anderledes forholdt det sig derimod med hvad han havde erfaret om de tidligere Begivenheder paa Irland. Her var han udsat for at tage Fejl, og her bliver det derfor rimeligere at følge de irske Annaler, forsaavidt som de antyde at Landets Trældom varede henimod 8 Aar.
Thorgisls Herredømme paa Irland maa saaledes have vedvaret fra 838 til 846, og i de to paafølgende Aar maa Irerne have kæmpet en Undergangs Kamp med hans Mænd Hvis man kan stole paa andre Fortællinger, der meddeles om ham, maa han virkelig have behersket Irland med et Jernscepter. Han udnævnte en norsk Konge, fortælles der, i hver Provinds, en Høvding i hvert Distrikt, en Abbed i hver Kirke eller Kloster, en Krigshøvedsmand i enhver Landsby, og ethvert Huus blev forpligtet til at holde en Kriger; ingen var længer Herre i sit eget Huus. Han lagde en Skat af en Øre Guld paa ethvert Familiehoved; den, der ej betalte denne Skat, naar den blev ham affordret, straffedes med Tabet af Næsen, derfor
