Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/468

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
440
Vikingetog.

kaldte man denne Skat Næfeſkatten[1]. Alt dette indeholder Overdrivelſer. Det er tydeligt, at Thorgiſl kun har gjennemført det for alle germaniſke Erobrere fælles Lehnsſyſtem, at han har tilegnet ſig Ejendommen over Landet og udſtykket det i Lehn til Jarler og Herſer, aldeles ſaaledes ſom vi ſenere erfare om Harald Haarfagre i Norge. Endog dennes Næſeſkat (nefgildi), d. e. Perſonſkat, gjenkjende vi, men Navnet har i Tidens Løb faaet en hadefuld Forklaring og Folket, for hvem alle de nye Indretninger vare ganſke uvante og fremmede, har anſeet dem ſom et Tyranni, der fra Slægt til Slægt er ſkildret med ſterkere og ſterkere Farver. Det ſynes iſær at være de mange, for Irerne hidtil ukjendte Borge[2], hvortil Nordmændene ſtøttede deres Magt, og hvorved ogſaa fornemmelig Sagnene om Thorgiſl ere faſtholdte, ſkjønt han viſtnok ſelv maa have været en ſaa merkelig Perſonlighed, at hans Minde under alle Omſtændigheder maatte leve i Sagnet[3]. Ogſaa blandt hans egne Landsmænd ſynes et Sagn om ham at have holdt ſig, ſkjønt det ſenere er henført til en urigtig Perſon. I Harald Haarfagres Saga heder det, at Harald Haarfagres to Sønner, Frode og Thorgils, herjede paa Skotland, Irland og Bretland, og vare de førſte blandt Nordmændene, ſom indtoge Dublin; at Frode blev forgiven, og at Thorgils længe var Konge over Dublin, indtil han blev ſvegen og dræbt af Irerne[4]. Da det i de irſke Annaler udtrykkeligt heder, at Dublin for førſte Gang erobredes af Nordmændene paa den Tid, da Thorgiſl herſkede, bliver det indlyſende, at Snorres Thorgils er ingen anden end han, og at han urigtigt har flyttet ham ned i Tiden og gjort ham til en Søn af Harald Haarfagre[5].

  1. Ma-Geoghegan hist. d’Irlande I. p. 383.
  2. Disſe Borge, de ſaakaldte „Glasborge“, have flere villet tillægge Kelterne, men det ovenanførte Udſagn af Girald kan ej ganſke overſees; en lignende Borg findes desuden paa Hetland, den bekjendte Móseyjarborg. Hvor Girald omtaler disſe Borge, ſiger han ej alene, at Nordmændene havde opført dem, men tillægger udtrykkeligt, „at det irſke Folk ej bryder ſig om at have Borge, men bruger Skovene til Borge, Myrene til Grave“. — I Rusland finder man Spor af lignende Borge, ſe Kruſes Necrolivonica.
  3. Der fortælles ogſaa et Sagn om at hans Huſtru Odd ſkal have ſat ſig paa Alteret i Kloſterkirken i Clonmacnois, og derfra modtaget Folkets Hyldeſt. Se Worsaae, Minder om de Danſke og Nordmændene, S. 384. Her meddeles ogſaa nogle andre overdrevne irſke Skildringer af Nordmændenes Voldſomhed i det 9de Aarhundrede.
  4. Harald Haarf. Saga hos Snorre, Cap. 35. Det heder i de 4 Meſtres Annaler udtrykkeligt, at Mælſechnail i Aaret 847 (ɔ: 849 eller 850) ødelagde Dublin, ſom altſaa indtil da endnu maa have været i Nordmændenes Vold. I Inisfallen-Annalerne heder det udtrykkeligt, at Dublin erobredes for førſte Gang af Nordmændene 837, ſe O’Connor, rer. hib. Scr. Vol. III. App. p. 31, og i Ulſter-Annalerne nævnes ved 841 (842) „Dublin-Hedningerne“, altſaa „Hedningerne, ſom da vare i Beſiddelſe af Dublin“.
  5. Med Henſyn til de Navne, der ſattes i Forbindelſe med disſe ældſte Beretninger om Nordboernes Vikingetog paa Irland og i Frankrige, ſkulde man overhoved formode at de forſkjellige nordiſke Riger, ſom ſenere oprettedes, have haft hver ſin Yndlingshelt, hvilken de, uden Henſyn til Tidsregningen, tillagde de meeſt iøjnefaldende Bedrifter, at ſaaledes Nordmændene paa Irland have nævnt Thorgiſl, medens Nordmannerne ſenere nævnte Haſting, Danerne i Northumberland maaſkee Gudrum, og Danerne i Danmark Ragnar Lodbrok og Sønner. Thi vi have nu ſeet, at Haſting er den nordmanniſke Repræſentant for de ſamme Bedrifter, ſom Ragnars Saga tillægge Ragnars Sønner, og Girald Gurmund (Gudrum): at Ragnar igjen hos Saxo ved at erobre Dublin og overvinde Kong Mælbrigda tillige udfylder Thorgiſls og de ham nærmeſt foregaaende Nordmænds Plads — det er desuden ikke uſandſynligt at Thorgiſl ogſaa kan have været med, da Mælbrigda blev overvunden — og endelig, at Thorgiſls Bedrifter i vore Sagaer ſkydes ned til Harald Haarfagres Sønners Tid.