Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/465

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
437
Irland.

Indbyggere af Lochlan (Norge eller Norden), eller Gall d. e. Fremmede; undertiden kaldes de ogſaa „Hedninger“ (Geinte). Fra Midten af det 9de Aarhundrede, da Lodbroksſønnernes Daner havde faaet Overhaand i England, begynde de irſke Annaler at ſkjelne mellem de „ſorte Fremmede“ og de „hvide Fremmede“; ved hine ſkulle Danerne, ved disſe Nordmændene være betegnede[1].

Nordmændene viſte ſig, ſom oven anført, allerførſt ved Irland i Aarene 794—797. Deres førſte Voldsgjerning af nogen Betydenhed i disſe Farvande var hiin Ødelæggelſe af det berømte, af St. Columba ſtiftede Kloſter paa Iona eller Icolmkill, hvorved 68 Menneſker, deels gejſtlige, deels verdslige, ſkulle være dræbte[2]. Men man er ikke ganſke ſikker paa Aaret, i hvilket denne Voldshandling fandt Sted. Efter denne Tid nævnes mellem Aarene 810 og 830 temmelig hyppige Anfald paa forſkjellige Kanter af Irland; i Førſtningen formaaede Irerne et Par Gange at ſlaa Nordmændene tilbage, men man ſeer tydeligt, hvorledes disſe mere og mere begynde at ſpille Meſter. I det ſidſtnævnte Aar (830) herjede de Landſkabet Conall, og førte Kongen, ved Navn Mælbrigda tillige med hans Broder fangne med ſig til deres Skibe[3]. Det er rimeligviis denne Bedrift, hvortil Saxo ſigter, naar han fortæller at Ragnar Lodbrok gjorde et Tog til Irland, fældte Kong Melbricus og indtog Dublin; og det bliver heraf end mere tydeligt, at de Bedrifter i Irland og England, man har tillagt Ragnar, vedkomme en yngre Høvding enten af dette eller et andet Navn. I det paafølgende Aar herjedes Armagh og flere andre Diſtrikter; iſær gik det ud over Kloſtrene, ſom plyndredes og tildeels ødelagdes. Endelig ankom i Aaret 838, to Flaader, hver paa 60 Skibe, den ene i Boyne, den anden i Liffey. Dublin erobredes[4], og Nordmændene udbredte Ødelæggelſe paa alle Kanter. De ødelagde baade Kirker og Befæſtninger, røvede Kvæg og Faar. Paa et Sted ſatte Indbyggerne ſig til Modværge, og vandt en Sejr, hvori 120 af Nordmændene ſkulle være faldne, men i et andet og ſtørre Slag ſejrede de Fremmede, og her, heder det, faldt baade Konger og Høvdinger, uden at engang deres Lig kunde finde en Begravelſe[5].

  1. Lochlannoch ſkal egentlig betyde „de ſom bo ved Indſøerne“, en Benævnelſe der nærmeſt pasſer paa Norge. Hvor der ſkjelnes mellem Daner og Nordmænd, kaldes hine Dubh-lochlannoch, Duhh-Geinte eller Dubh-Gall, disſe derimod Finn-Lochlannoch, Finn-Geinte, Finn-Gall. Enkelte Steder forekommer dog „Nordmændenes“ Navn.
  2. Ulſterſke Annaler, hos O’Connor IV. p. 193. De fire Meſtres Ann. ſammeſteds III. p. 312.
  3. Ulſterſke Ann. ſſt. p. 208.
  4. Innisfallens Annaler, ſammeſt. II. App. p. 31.
  5. De 4 Meſtres Annaler, ſammeſt. III. p. 338.