Indbyggere af Lochlan (Norge eller Norden), eller Gall d. e. Fremmede; undertiden kaldes de ogsaa „Hedninger“ (Geinte). Fra Midten af det 9de Aarhundrede, da Lodbrokssønnernes Daner havde faaet Overhaand i England, begynde de irske Annaler at skjelne mellem de „sorte Fremmede“ og de „hvide Fremmede“; ved hine skulle Danerne, ved disse Nordmændene være betegnede[1].
Nordmændene viste sig, som oven anført, allerførst ved Irland i Aarene 794–797. Deres første Voldsgjerning af nogen Betydenhed i disse Farvande var hiin Ødelæggelse af det berømte, af St. Columba stiftede Kloster paa Iona eller Icolmkill, hvorved 68 Mennesker, deels gejstlige, deels verdslige, skulle være dræbte[2]. Men man er ikke ganske sikker paa Aaret, i hvilket denne Voldshandling fandt Sted. Efter denne Tid nævnes mellem Aarene 810 og 830 temmelig hyppige Anfald paa forskjellige Kanter af Irland; i Førstningen formaaede Irerne et Par Gange at slaa Nordmændene tilbage, men man seer tydeligt, hvorledes disse mere og mere begynde at spille Mester. I det sidstnævnte Aar (830) herjede de Landskabet Conall, og førte Kongen, ved Navn Mælbrigda tillige med hans Broder fangne med sig til deres Skibe[3]. Det er rimeligviis denne Bedrift, hvortil Saxo sigter, naar han fortæller at Ragnar Lodbrok gjorde et Tog til Irland, fældte Kong Melbricus og indtog Dublin; og det bliver heraf end mere tydeligt, at de Bedrifter i Irland og England, man har tillagt Ragnar, vedkomme en yngre Høvding enten af dette eller et andet Navn. I det paafølgende Aar herjedes Armagh og flere andre Distrikter; især gik det ud over Klostrene, som plyndredes og tildeels ødelagdes. Endelig ankom i Aaret 838, to Flaader, hver paa 60 Skibe, den ene i Boyne, den anden i Liffey. Dublin erobredes[4], og Nordmændene udbredte Ødelæggelse paa alle Kanter. De ødelagde baade Kirker og Befæstninger, røvede Kvæg og Faar. Paa et Sted satte Indbyggerne sig til Modværge, og vandt en Sejr, hvori 120 af Nordmændene skulle være faldne, men i et andet og større Slag sejrede de Fremmede, og her, heder det, faldt baade Konger og Høvdinger, uden at engang deres Lig kunde finde en Begravelse[5].
- ↑ Lochlannoch skal egentlig betyde „de som bo ved Indsøerne“, en Benævnelse der nærmest passer paa Norge. Hvor der skjelnes mellem Daner og Nordmænd, kaldes hine Dubh-lochlannoch, Duhh-Geinte eller Dubh-Gall, disse derimod Finn-Lochlannoch, Finn-Geinte, Finn-Gall. Enkelte Steder forekommer dog „Nordmændenes“ Navn.
- ↑ Ulsterske Annaler, hos O’Connor IV. p. 193. De fire Mestres Ann. sammesteds III. p. 312.
- ↑ Ulsterske Ann. sst. p. 208.
- ↑ Innisfallens Annaler, sammest. II. App. p. 31.
- ↑ De 4 Mestres Annaler, sammest. III. p. 338.
