Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/464

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
9. Vikingetog til Irland og Skotland. Norſke Riger paa Irland.


Imidlertid havde ogſaa de britiſke Øer paany, og gjentagne Gange, været hjemſøgte. Dog begyndte ikke Vikingernes Angreb paa England ſelv at blive ret følelige eller overvældende, førend imod Midten af det 9de Aarhundrede, da Lodbroksſønnerne under uhørte Gruſomheder oprettede det danſke Rige i Øſt-England. Før den Tid ſynes Vikingerne fornemmelig at have ſøgt Irland og de nærliggende Smaa-Øer. Aarſagen til, at de ſaaledes paa en vis Maade gik England forbi, var vel iſær den, at det maatte være dem meget lettere at faa Bugt med de raa og halvvilde Irer, end med de civiliſerede og endnu i Begyndelſen af det 9de Aarhundrede temmelig ſtridbare Angelſaxer. Dertil kom, at de Vikinger, ſom hjemſøgte Irland, fornemmelig — efter hvad man af de gamle Beretninger derom maa ſlutte — vare Nordmænd, der kom umiddelbart fra Norge ſelv. Og den naturlige Vej maatte for Nordmændene, naar de førſt havde lært Irlands Beliggenhed at kjende, blive nordenom Skotland. Vi have ſeet, at Nordmændene allerede for 825 havde fundet Færøerne og Hetland[1]. Efter denne ſidſte Øgruppe rettede man ſenere Kurſen til Grønland[2], og rimeligviis til Island. Efter den havde man ſandſynligviis allerede længe rettet Kurſen til Irland. Thi et Døgns Sejlads med gunſtig Vind lige i Veſt bragte et Skib fra det ſydveſtlige Norge ſaa langt, at man øjnede Hetland. Derfra kunde man ſee Orknø; fra Orknø ſaa man Skotlands Kyſt, og denne behøvede man kun at følge mod Veſt og Sydveſt, for at komme ind mellem Syderøerne og naa Irland. Det nordlige Skotland, iſær den Deel deraf, ſom ligger veſtenfor Orknøerne, indeholdt lidet, der kunde friſte vore Forfædre til at gjøre Landgang her. Vilde Klipper og øde Strande, med faa Spor af Befolkning, møde endnu Øjet paa disſe Kanter, og maa for tuſinde Aar tilbage have haft et endnu mindre indbydende Udſeende. Det er derfor let at forſtaa, hvorledes vore Forfædre i Førſtningen, inden de fra Irland af havde lært Skotland bedre at kjende, ilede dets barſke Kyſter forbi, for deſto ſnarere at naa Erins grønne, frugtbare Strand, hvor et rigt og forholdsviis let Bytte ventede dem. Paa denne Maade kom de ſlet ikke i Berørelſe med England, og i Førſtningen ogſaa ſaare lidet med Skotland. Vi finde ogſaa faa Angreb af nordiſke Vikinger paa de mere befolkede Dele af Skotland førend henimod Midten af det 9de Aarhundrede, og ſelv disſe faa Angreb ſynes meeſt at være udgangne fra dem, der allerede havde faaet Fodfæſte i England og Irland.

I de irſke Annaler forekommer Benævnelſen „Nordmænd“ kun meget ſjælden. Det ſædvanlige er, at Vikingerne enten kaldes Lochlannoch, d. e.

  1. Se ovfr. S. 48.
  2. Grønlands hiſt. Mindesmerker, 3die Deel S. 212. Landnáma I. 1.