ne, men Advarslen havde, som man seer, kun daarligt frugtet. Erkebiskoppen havde ogsaa bedet ham om, ikke at modtage eller understøtte Grev Baldvin af Flandern, der mod Kirkens og Kongens Forbud havde vovet at bortrane og egte Kong Karls Datter Judith, Enke efter den wessexiske Konge Ædhelwulf og dennes Søn af første Egteskab Ædvelbald[1]. Men Baldvin blev i det paafølgende Aar tagen til Naade, og forlenedes nu med hele Flandern mellem Somme og Schelde, fornemmelig paa den Betingelse at han skulde forsvare Riget mod Danerne og de øvrige nordiske Vikinger. Rørek blev senere udjagen fra Frisland af de saakaldte Konkinger (867), men maa dog siden have erobret det tilbage, thi vi erfare, at han i 870 sluttede et Forlig med Kong Karl i Nimwegen[2], at han ligeledes i 872 havde en venskabelig Sammenkomst med ham i Utrecht[3], og at han endelig i Achen 873 underkastede sig Ludvig den Tydske[4]. Siden den Tid hører man ikke mere til ham.
Sammenligningsviis var nu Frankriges Stilling med Hensyn til Vikingernes Anfald nogenlunde taalelig. Paa de fleste Steder var Roligheden sikkret, i tredive Aar havde der ikke hersket saadan Fred. De forladte og ødelagte Klostre bleve igjen oprejste og befolkede. Kongen sammenkaldte et Møde ved Pitres, Nordmændenes gamle Tilhold ved Seinen, hvor man blev enig om visse Foranstaltninger til Værn imod dem[5], Vasallerne opfordredes til paa første Opbud at drage ud mod Hedningerne; det blev dem forbudt, uden kongelig Tilladelse at opføre befæstede Slotte, og ligeledes blev det under Livs Fortabelse forbudt og erklæret for et Forræderi mod Fædreland og Christendom, efter 1ste Juli 864 at overlade en Nordmand, det være sig som Gave eller til Løskjøbelse, nogen Brynje, Vaaben eller Hest. Med dette Edikt af Pitres kan man saaledes ansee den første Periode af Nordmændenes Herjetog til Frankrige afsluttet. Vel holdt endnu en Vikingehær sig ved Loire, uden at kunne fordrives, og gjorde hvert Aar megen Skade; ogsaa viste sig endnu i 865 en ny Vikingeflaade i Seinen[6], men i det Hele taget nød dog Landet Ro, og den anden Ulykkesperiode for Frankrige, der var værre end den første, og endte med Nordmændenes blivende Nedsættelse i Landet, begyndte ikke førend med Gange-Rolf.
