Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/463

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
435
Rørek den yngre. Rolighed i Frankrige.

ne, men Advarſlen havde, ſom man ſeer, kun daarligt frugtet. Erkebiſkoppen havde ogſaa bedet ham om, ikke at modtage eller underſtøtte Grev Baldvin af Flandern, der mod Kirkens og Kongens Forbud havde vovet at bortrane og egte Kong Karls Datter Judith, Enke efter den wesſexiſke Konge Ædhelwulf og dennes Søn af førſte Egteſkab Ædvelbald[1]. Men Baldvin blev i det paafølgende Aar tagen til Naade, og forlenedes nu med hele Flandern mellem Somme og Schelde, fornemmelig paa den Betingelſe at han ſkulde forſvare Riget mod Danerne og de øvrige nordiſke Vikinger. Rørek blev ſenere udjagen fra Frisland af de ſaakaldte Konkinger (867), men maa dog ſiden have erobret det tilbage, thi vi erfare, at han i 870 ſluttede et Forlig med Kong Karl i Nimwegen[2], at han ligeledes i 872 havde en venſkabelig Sammenkomſt med ham i Utrecht[3], og at han endelig i Achen 873 underkaſtede ſig Ludvig den Tydſke[4]. Siden den Tid hører man ikke mere til ham.

Sammenligningsviis var nu Frankriges Stilling med Henſyn til Vikingernes Anfald nogenlunde taalelig. Paa de fleſte Steder var Roligheden ſikkret, i tredive Aar havde der ikke herſket ſaadan Fred. De forladte og ødelagte Kloſtre bleve igjen oprejſte og befolkede. Kongen ſammenkaldte et Møde ved Pitres, Nordmændenes gamle Tilhold ved Seinen, hvor man blev enig om visſe Foranſtaltninger til Værn imod dem[5], Vaſallerne opfordredes til paa førſte Opbud at drage ud mod Hedningerne; det blev dem forbudt, uden kongelig Tilladelſe at opføre befæſtede Slotte, og ligeledes blev det under Livs Fortabelſe forbudt og erklæret for et Forræderi mod Fædreland og Chriſtendom, efter 1ſte Juli 864 at overlade en Nordmand, det være ſig ſom Gave eller til Løskjøbelſe, nogen Brynje, Vaaben eller Heſt. Med dette Edikt af Pitres kan man ſaaledes anſee den førſte Periode af Nordmændenes Herjetog til Frankrige afſluttet. Vel holdt endnu en Vikingehær ſig ved Loire, uden at kunne fordrives, og gjorde hvert Aar megen Skade; ogſaa viſte ſig endnu i 865 en ny Vikingeflaade i Seinen[6], men i det Hele taget nød dog Landet Ro, og den anden Ulykkesperiode for Frankrige, der var værre end den førſte, og endte med Nordmændenes blivende Nedſættelſe i Landet, begyndte ikke førend med Gange-Rolf.

  1. Flodoard, p. 521.
  2. Hincmar, hos Pertz I. p. 486.
  3. Hincmar, hos Pertz I. p. 493, 491.
  4. Xanten-Annaler, Pertz II. 235.
  5. Edictum Pistense, Capitularia Karoli II, hos Pertz III. p. 488—496.
  6. Hincmar, hos Pertz I. p. 467—470.