vogte Elven Oise, den anden Marne, og den tredie Seine. Men førend endnu noget var foretaget, fik han Bud, at en Afdeling af Danerne paa smaa Baade var fejlet op ad Marnen til Meaux, hvilket de opbrændte og hvorfra de rykkede mod Klosteret St. Faron. Han lød nu slaa en Bro over Marnen og denne tilstænge et Stykke nedenfor Meaux. Derved hindredes Vikingerne fra at komme tilbage, og sluttede i deres Forlegenhed et Forlig med Karl, hvorved de, imod at slippe ud, forbandt sig til at tilbagegive alle Fanger, og inden en vis Dag at forlade Seinen med de andre Nordmænd; de skulde endog hjelpe Karl at fordrive dem, der ej godvillig vilde drage bort. Til Sikkerhed før dette Løftes Opfyldelse stillede de ti Gisler, og Veland selv indfandt sig hos Karl for at aflægge Ed derpaa. De holdt ogsaa Løftet, thi de sejlede strax ned til Jumiéges, hvor de oppebiede Vaaren og satte derpaa til Havs, delende sig i flere Hobe, af hvilke den talrigste drog til Bretagne og forenede sig med dem, der nys vare komne tilbage fra Middelhavet. I Bretagne kæmpede Grev Robert af Anjou mod Kong Salomon, der ved Snigmord var kommen i Besiddelse af Regjeringen. Salomon lejede tolv af hine Vikingeskibe mod Robert, men denne var heldig nok til at tage Skibene og nedsable Størstedelen af deres Besætning. De øvrige skyndte han sig, førend Salomon kunde faa dem fat, at leje imod ham for 6000 Pund Sølv[1]. Om Veland fortælles det, at han strax efter vendte tilbage til Karl og lod sig døbe med Kone og Børn, men at han af den Grund Aaret efter blev udæsket til Tvekamp af en Nordmand, som fældte ham[2].
Endnu nogle Gange omtales en Rørek, uden at man dog ret veed, om det er den samme Rørek, Herre til Dorestad og Haralds Brodersøn, som ovenfor er nævnt. Man skulde næsten formode, at det er en yngre Rørek, da det ved Aaret 862 heder, at han nys var omvendt til Christendommen[3], og man veed, at den ældre Rørek allerede i 857 var vendt tilbage til Sønderjylland. Den yngre Rørek optræder, uagtet sin Omvendelse, fiendtligt mod Frankerne. Hidkaldte af ham, fortælles der, sejlede Danerne heelt opad Rhinen til Köln, herjede Dorestad og Nimwegen, og kastede sig ind i en Borg ved Nuys, hvor de en Tidlang forsvarede sig mod Hlothar den yngre, der førte en Hær af Lothringer og Saxer mod dem. Endelig besluttede de sig efter Røreks Raad til at drage tilbage igjen[4]. Rørek havde udtrykkelig været formanet af Hinkmar, Erkebiskoppen af Rheims, til ikke, efter sin Omvendelse, at hjelpe fine hedenske Landsmænd mod de Christ-
