sat to Aar tidligere end den virkelig fandt Sted[1]. Endnu engang nævnes han to Aar for tidligt, hvor der tales om et Tog, han i Aaret 857 skal have foretaget til Italien. Thi dette Tog er umiskjendeligt det forhen omtalte til Rhonemundingen, Grækenland og Italiens Vestkyst, hvilket ældre Krøniker henføre til 859 og 860[2]. Hasting, fortælles der, begyndte at fatte endnu ærgjerrigere Planer, og at tragte efter det kejserlige Diadem. Han besluttede at overfalde Rom, og sejlede ind i Middelhavet, men en Storm drev hans Flaade til Byen Luna nær ved Carrara. Hasting troede imidlertid at dette var Rom, og udfandt en List, for med Lethed at faa den erobret. Han sendte Bud til Biskoppen og Befalingsmanden med den Hilsen, at han kun af Storm var fordreven didhen paa sin Hjemrejse, at han havde fredelige Hensigter og desuden laa dødeligt syg; hans ydmyge Ønske var kun at blive optagen i de Christnes Tal. Glade herover, tilsagde Biskoppen og Befalingsmanden ham Fred og Venskab. Byens Porte aabnedes for hans Mænd; han blev baaren til Kirken og døbt, idet Biskoppen og Befalingsmanden selv stode Fadder til ham. Derpaa blev han bragt ombord igjen. Natten efter opstaar der en forfærdelig Veklage blandt de Fremmede, det heder at Hasting er død, og at han skal begraves ved Kirken. Virkelig kommer et Ligtog, hvor Hasting bæres paa en Baare som død, og Biskoppen staar rede til at holde Sjælemesse for ham, da han med eet springer lys levende ned af Baaren, kaster Ligklæderne og staar i fuld Rustning. Hans Folk kaste ligeledes Kapperne af, og staa fuldrustede der, selv fælder han Biskoppen og Befalingsmanden, hans Mænd anrette et skrækkeligt Blodbad, og erobre Byen. De erfarede nu at denne By ikke var Rom, og da de ej havde Udsigt til at gjøre flere Erobringer, besluttede de at drage hjem. Paa Hjemvejen led Bjørn Skibbrud ved Englands Kyst, og reddede med Nød og neppe Livet; derfra satte han over til Frisland, hvor han døde. Hasting begav sig til Kong Karl, forlangte og fik Fred, og blev forlenet med Chartres.
At der blandt de nordmanniske Høvdinger paa denne Tid ogsaa har været en ved Navn Hasting, kan ikke ligefrem benegtes, men at han neppe har spillet den Rolle, de Forfattere, der omtale ham, ønske at tillægge ham, maa antages som vist. Ikke alene er det mistænkeligt, at de samtidige Annaler ej nævne hans Navn[3] og sætte de større Foretagender, hvori
- ↑ Benoit de St. Maur (Michels Udg.) S. 31, 33. Robert Wace, Roman de Rou v. 314, 319, 396.
- ↑ Dudo, de Moribus et Actis Norm. hos Duchêne, Scr. rer. Norm, S. 64, 65. Villjam af Jumiéges sammesteds S. 220, 221. Ordric Vitalis, sammesteds S. 458. Robert Wace v. 458 fgg. Benoit de St. Maur I. I. v. 1163 fgg.
- ↑ Prudentius af Troyes (l. c.) nævner kun korteligt Toget opad Loire 843, til Paris 845 og til Middelhavet m. m. 859, 860, uden dog at anføre noget enkelt Navn, end sige Hastings. Det første historiske Skrift, hvori Hasting omtales, er et af Duchêne S. 25 meddeelt Brudstykke af en Krønike, der synes at være forfattet af en Munk fra Klostret i Fleury. Det slutter med Gange-Rolfs Død 931, og kan saaledes ej være skrevet før denne Tid; men er maaskee endog meget yngre. Den næste Forfatter, der nævner Hasting, er Dudo, der skrev mellem 996 og 1026. De øvrige ere yngre, Villjam af Jumiéges fra Aarene 1066–1097; Robert Wace og Benoit de St. Maur fra henved 1175; Ordric Vitalis fra c. 1120.
