Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/456

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
428
Vikingetog.

ſat to Aar tidligere end den virkelig fandt Sted[1]. Endnu engang nævnes han to Aar for tidligt, hvor der tales om et Tog, han i Aaret 857 ſkal have foretaget til Italien. Thi dette Tog er umiskjendeligt det forhen omtalte til Rhonemundingen, Grækenland og Italiens Veſtkyſt, hvilket ældre Krøniker henføre til 859 og 860[2]. Haſting, fortælles der, begyndte at fatte endnu ærgjerrigere Planer, og at tragte efter det kejſerlige Diadem. Han beſluttede at overfalde Rom, og ſejlede ind i Middelhavet, men en Storm drev hans Flaade til Byen Luna nær ved Carrara. Haſting troede imidlertid at dette var Rom, og udfandt en Liſt, for med Lethed at faa den erobret. Han ſendte Bud til Biſkoppen og Befalingsmanden med den Hilſen, at han kun af Storm var fordreven didhen paa ſin Hjemrejſe, at han havde fredelige Henſigter og desuden laa dødeligt ſyg; hans ydmyge Ønſke var kun at blive optagen i de Chriſtnes Tal. Glade herover, tilſagde Biſkoppen og Befalingsmanden ham Fred og Venſkab. Byens Porte aabnedes for hans Mænd; han blev baaren til Kirken og døbt, idet Biſkoppen og Befalingsmanden ſelv ſtode Fadder til ham. Derpaa blev han bragt ombord igjen. Natten efter opſtaar der en forfærdelig Veklage blandt de Fremmede, det heder at Haſting er død, og at han ſkal begraves ved Kirken. Virkelig kommer et Ligtog, hvor Haſting bæres paa en Baare ſom død, og Biſkoppen ſtaar rede til at holde Sjælemesſe for ham, da han med eet ſpringer lys levende ned af Baaren, kaſter Ligklæderne og ſtaar i fuld Ruſtning. Hans Folk kaſte ligeledes Kapperne af, og ſtaa fuldruſtede der, ſelv fælder han Biſkoppen og Befalingsmanden, hans Mænd anrette et ſkrækkeligt Blodbad, og erobre Byen. De erfarede nu at denne By ikke var Rom, og da de ej havde Udſigt til at gjøre flere Erobringer, beſluttede de at drage hjem. Paa Hjemvejen led Bjørn Skibbrud ved Englands Kyſt, og reddede med Nød og neppe Livet; derfra ſatte han over til Frisland, hvor han døde. Haſting begav ſig til Kong Karl, forlangte og fik Fred, og blev forlenet med Chartres.

At der blandt de nordmanniſke Høvdinger paa denne Tid ogſaa har været en ved Navn Haſting, kan ikke ligefrem benegtes, men at han neppe har ſpillet den Rolle, de Forfattere, der omtale ham, ønſke at tillægge ham, maa antages ſom viſt. Ikke alene er det mistænkeligt, at de ſamtidige Annaler ej nævne hans Navn[3] og ſætte de ſtørre Foretagender, hvori

  1. Benoit de St. Maur (Michels Udg.) S. 31, 33. Robert Wace, Roman de Rou v. 314, 319, 396.
  2. Dudo, de Moribus et Actis Norm. hos Duchêne, Scr. rer. Norm, S. 64, 65. Villjam af Jumiéges ſammeſteds S. 220, 221. Ordric Vitalis, ſammeſteds S. 458. Robert Wace v. 458 fgg. Benoit de St. Maur I. I. v. 1163 fgg.
  3. Prudentius af Troyes (l. c.) nævner kun korteligt Toget opad Loire 843, til Paris 845 og til Middelhavet m. m. 859, 860, uden dog at anføre noget enkelt Navn, end ſige Haſtings. Det førſte hiſtoriſke Skrift, hvori Haſting omtales, er et af Duchêne S. 25 meddeelt Brudſtykke af en Krønike, der ſynes at være forfattet af en Munk fra Kloſtret i Fleury. Det ſlutter med Gange-Rolfs Død 931, og kan ſaaledes ej være ſkrevet før denne Tid; men er maaſkee endog meget yngre. Den næſte Forfatter, der nævner Haſting, er Dudo, der ſkrev mellem 996 og 1026. De øvrige ere yngre, Villjam af Jumiéges fra Aarene 1066—1097; Robert Wace og Benoit de St. Maur fra henved 1175; Ordric Vitalis fra c. 1120.