Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/451

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Rørek
423.

ſer overtale til at antage Chriſtendommen. Men dette hindrede dog ikke andre Vikingeſkarer fra at herje det frankiſke Riges Kyſter. Det heder udtrykkeligt, at efterat Kong Erik, foruroliget af ſine to Frænder, havde ſeet ſig nødt til at dele Riget med dem, ſamlede Rørek, Haralds Broderſøn, ſtrax en Hær af Nordmænd, og herjede Frisland. Det ſynes heraf temmelig klart, at Rørek ſelv bar været den ene af disſe Frænder, at han har traadt fiendtlig op mod Erik, tvunget ham til at give ſig et Stykke Land, og derpaa benyttet ſig af ſin nys vundne Magt til at gjenerhverve ſine Beſiddelſer i Frisland[1]. Her havde han nemlig fra tidligere Dage beſiddet Doreſtad. Men efter Haralds Død (rimeligviis ved 844) var han, ſom Rygtet gik, bleven falſkelig anklaget hos Hlothar for Forræderi, og holdt i Forvaring, Men han havde fundet Lejlighed til at flygte, og havde taget ſin Tilflugt til Kong Ludvig den tydſke, i hvis Rige han en Stund opholdt ſig blandt de nordalbingiſke Saxer, altſaa i Haralds gamle Lehn; her ſamlede han, heder det, en Hær af Daner, og gav ſig til at herje paa Kyſterne af Hlothars Riger, hvor han endelig ſatte ſig ſaa faſt i Beſiddelſe af Doreſtad (850), at Hlothar ej formaaede at jage ham bort, men maatte bekvemme ſig til at tage ham til Naade og give ham Doreſtad med de tilgrændſende Grevſkaber, rimeligviis det ſaakaldte Kennemarland, i Forlening[2]. Naar vi læſe om Plyndringstog, ſom Nordmændene i Aarene 845, 846 og 847 foretoge til Flandern, i hvilket ſidſte Aar det allerede lykkedes dem at indtage Doreſtad[3], bliver det os klart at Anføreren for disſe Tog maa have været Rørek, at denne tillige i Aarene 849 og 850 har ført Krig med Kong Erik og tvunget ham til at afſtaa en Deel af ſit Rige,

  1. I de Xantenſke Annaler (Pertz. II. p. 228), hvor der udførligt fortælles om Vikingen Ragnars Angreb paa Frankrige og ſkrækkelige Død, (ſe nedenfor S. 433) heder det, at hans Folk gik til Frett hos deres Guder, for at lære, hvorledes de ſkulde frelſe ſig, men at Fretten ej havde et gunſtigt Udfald, og at en chriſten Fange derfor foreſlog dem at raadſpørge de Chriſtnes Gud, hvilket de og gjorde, og med Held; at derpaa deres Konge Roricus med hele ſit hedenſke Folk i 14 Dage afholdt ſig fra at nyde Kjød og Mjød og fra al Kamp, og ſendte Fangerne tilbage til deres Fædreland. Da andre Skrifter, der maa være paalidelige, iſær den ſamtidige Munk Aimoin (de mirac. Sti. Germani ap. Mabillon, Act. SS. Ben. IV. l08 cfr. Fragm. de Nortmannis, Duchêne II. 656) fortælle at Ragnar førſt døde efter at være kommen hjem, ſaa godt ſom i Kong Eriks Nærværelſe 816; da man desuden veed at Rørek allerede ſiden 826 var Chriſten, da Erik juſt fra 846 af begynder at viſe ſig Chriſtendommen gunſtigere, og da endelig Eriks Navn, ſaaledes ſom det af Frankerne ſkrives, nemlig Horich, ſaare let kan forvexles med Rorich, bliver det utvivlſomt, at det her virkelig ikke er Rørek, men Erik, ſom menes.
  2. Rudolf af Fulda, hos Pertz. I. 366.
  3. Xant. Ann. Pertz. II. 228. Chron. Norm. Pertz. I. p. 533. Prudent. af Troyes Pertz. I. p. 442. Sigebert af Gemblours, Pertz. VIII. 339. Rudolf af Fulda, Pertz. I. 365.