Kejserens Nærmelse skyndte de sig bort. Kejseren foretog nu en alvorlig Undersøgelse af Kystvogternes Færd. Det viste sig, at flere af Friserne havde viist sig ulydige, (rimeligviis havde de spillet under Dække med Nordmændene) og saavel de gejstlige som verdslige Herrer fik derfor streng Befaling at holde dem til Lydighed, ligesom der ogsaa blev givet Befaling til at have en Flaade i Beredskab[1].
Imidlertid havde den gamle Kejser deelt Landene mellem sine Sønner, og Hlothar havde foruden Italien faaet det meste af hvad der laa østenfor Maas, saaledes ogsaa Frisland. Der var altsaa, som man skulde formode, ikke længer nogen Grund forhaanden for Nordmændene til at herje her. Med Kong Erik i Sønderjylland var der sluttet Fred. Da døde den gamle Kejser i Aaret 840, og strax udbrøde de gamle Stridigheder mellem hans Sønner med fordoblet Hidsighed. Og nu, heder det i en gammel Krønike, forsømtes Kystbevogtningen, Fiendernes Tal forøgedes, og Nordmændenes, Danernes og Briternes Mængde voxede til det utallige; de Christne bleve paa alle Kanter hjemsøgte med Plyndring Mord og Brand[2]. En af Kejser Hlothars første Foretagender var at give de saakaldte Lazzer blandt Saxerne Frihed til at vende tilbage til Hedendommen, imod at følge hans Banner, og at overlade Kong Harald, der havde tilføjet Riget saa megen Skade, Walcheren tilligemed de nærliggende Egne i Forlening[3] (841). Da Chronisten, som fortæller dette, beklager, at Hedninger og Forfølgere af Christendommen paa denne Maade bleve foretrukne for Christne, maa man formode, at Harald er falden tilbage igjen til Hedendommen. Hans Overgang til Christendommen havde neppe heller været oprigtig. Han nævnes allersidst i Aaret 842 blandt en Deel Befalingsmænd, Hlothar efter Slaget ved Fontenai havde efterladt ved Moselen, for at formene hans Brødre Overgangen, hvilket dog ikke lykkedes dem, da de ved Efterretningen om at Ludvig og Karl nærmede sig, flygtede forskrækkede bort[4]. At Harald havde nogen Deel i det skrækkelige Overfald paa Hamburg, som ovenfor (S. 375) er omtalt, synes ikke rimeligt Dette udgik, som man ved Sammenligning af de forskjellige Beretninger kan skjønne, fra den Flaade, Kong Erik havde sendt opad Elben mod Kong Ludvig, og Harald var rimeligviis paa den Tid allerede død.
Vi have seet at Kong Erik mod Slutningen af sin Regjeringstid traadte i et mere venskabeligt Forhold til Frankerne, straffede selv de fra Plyndringstog hjemvendende Vikinger, og lod sig endelig ved Ansgars Bestræbel-
