Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/450

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
422
Vikingetog.

Kejſerens Nærmelſe ſkyndte de ſig bort. Kejſeren foretog nu en alvorlig Underſøgelſe af Kyſtvogternes Færd. Det viſte ſig, at flere af Friſerne havde viiſt ſig ulydige, (rimeligviis havde de ſpillet under Dække med Nordmændene) og ſaavel de gejſtlige ſom verdslige Herrer fik derfor ſtreng Befaling at holde dem til Lydighed, ligeſom der ogſaa blev givet Befaling til at have en Flaade i Beredſkab[1].

Imidlertid havde den gamle Kejſer deelt Landene mellem ſine Sønner, og Hlothar havde foruden Italien faaet det meſte af hvad der laa øſtenfor Maas, ſaaledes ogſaa Frisland. Der var altſaa, ſom man ſkulde formode, ikke længer nogen Grund forhaanden for Nordmændene til at herje her. Med Kong Erik i Sønderjylland var der ſluttet Fred. Da døde den gamle Kejſer i Aaret 840, og ſtrax udbrøde de gamle Stridigheder mellem hans Sønner med fordoblet Hidſighed. Og nu, heder det i en gammel Krønike, forſømtes Kyſtbevogtningen, Fiendernes Tal forøgedes, og Nordmændenes, Danernes og Briternes Mængde voxede til det utallige; de Chriſtne bleve paa alle Kanter hjemſøgte med Plyndring Mord og Brand[2]. En af Kejſer Hlothars førſte Foretagender var at give de ſaakaldte Lazzer blandt Saxerne Frihed til at vende tilbage til Hedendommen, imod at følge hans Banner, og at overlade Kong Harald, der havde tilføjet Riget ſaa megen Skade, Walcheren tilligemed de nærliggende Egne i Forlening[3] (841). Da Chroniſten, ſom fortæller dette, beklager, at Hedninger og Forfølgere af Chriſtendommen paa denne Maade bleve foretrukne for Chriſtne, maa man formode, at Harald er falden tilbage igjen til Hedendommen. Hans Overgang til Chriſtendommen havde neppe heller været oprigtig. Han nævnes allerſidſt i Aaret 842 blandt en Deel Befalingsmænd, Hlothar efter Slaget ved Fontenai havde efterladt ved Moſelen, for at formene hans Brødre Overgangen, hvilket dog ikke lykkedes dem, da de ved Efterretningen om at Ludvig og Karl nærmede ſig, flygtede forſkrækkede bort[4]. At Harald havde nogen Deel i det ſkrækkelige Overfald paa Hamburg, ſom ovenfor (S. 375) er omtalt, ſynes ikke rimeligt Dette udgik, ſom man ved Sammenligning af de forſkjellige Beretninger kan ſkjønne, fra den Flaade, Kong Erik havde ſendt opad Elben mod Kong Ludvig, og Harald var rimeligviis paa den Tid allerede død.

Vi have ſeet at Kong Erik mod Slutningen af ſin Regjeringstid traadte i et mere venſkabeligt Forhold til Frankerne, ſtraffede ſelv de fra Plyndringstog hjemvendende Vikinger, og lod ſig endelig ved Ansgars Beſtræbel-

  1. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. p. 431, 432. Fulda-Annalerne, Pertz. I. 361.
  2. Chron. monast. Besuensis, Duchêne, Ser. rer. Nordm. p. 22.
  3. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 437, 438.
  4. Nithard, Hist. I. III. Pertz. II. p. 667.