Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/449

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
421
Tog til Frisland.

og naar vi nu ſee Nordmænd ſtrax efter gjøre voldſomme Angreb paa Frisland med Saxer og Daner i Følge, tildeels endog begunſtigede af enkelte blandt Friſerne ſelv, medens Kejſeren paa ſin Side med uſædvanlig Omhu tager ſig af Landets Forſvar og opholder ſig i dets Nærhed, ſynes det ſom øm den umiddelbare Følge af Kejſerens Gjenindſættelſe var for Harald været den, at han ſom Ebos, og følgelig ſom Hlothars Ven, har miſtet ſin doreſtadſke Forlening, og at de paa Frisland foretagne Angreb have haft til Henſigt, deels at ſkaffe ham denne Forlening tilbage, deels at tjene ſom en Diverſion til Hlothars Fordeel. Det ſiges etſteds endog udtrykkeligt, at Harald og Danerne havde forvoldt Kejſer Ludvig mange Ulemper. Man øjner Ebos Intriger og Opmuntringer i Baggrunden.

Det vilde kun være trættende, om vi her omſtændeligt opregnede alle de Angreb, Nordmændene i de nævnte Aar foretoge paa Frisland. Hvert eneſte Aar fra 834 til 837 hjemſøgte de det, og i 838 hindredes de kun ved en voldſom Storm, der ødelagde deres Skibe, fra at fornye Angrebet[1]. Hver Gang gik det iſær ud over Doreſtad, og man maa enten formode at Ødelæggelſerne ej have været ſaa ſtore, ſom de beſkrives, eller og at Byen i en mageløs kort Tid har rejſt ſig igjen efter hver Ødelæggelſe; dette maatte da igjen vidne om dets ſtore Handelsrørelſe og overordentlige Hjelpekilder. Det voldſomſte og meeſt omfattende Angreb ſkede i 836, da Nordmændene foruden Doreſtad ogſaa herjede Antwerpen og Handelspladſen Witla (Geer-Vliet): de trængte heelt op til Mecheln, hvor de opbrændte St. Rumolds Kirke og herjede Byen; de ſtandſede førſt ved Lier i Brabant, hvor de forgjæves ſøgte at opbrænde St. Gommars Kirke, og hvor to af deres Anførere, Rolf og Ragnar, pludſelig døde: en Begivenhed, hvori Landets Indbyggere naturligviis ſaa Helgenens beſkyttende Virkſomhed[2]. Ved denne Lejlighed heder det udtrykkeligt, at Nordmændene havde Daner og Saxer i Følge med ſig[3]. Det følgende Aar herjede de Walcheren og dræbte deres oven omtalte Landsmand, Heming Halfdansſøn; og Kejſeren, der allerede havde beſtemt ſig til at rejſe til Rom, maatte nu indſtille Rejſen og drage til Nimwegen, der ikke ligger langt fra Doreſtad, hvor Nordmændene allerede vare komne, og huſerede paa ſædvanlig Viis. Ved Efterretningen om

  1. Vertin. Annaler, I. 428—431. Xantenſke Annaler, Pertz. II. p. 225, 226. Enhard af Fulda, Pertz. I. 360, 361. Sigebert af Gemblours, Pertz. VIII. 339.
  2. Gesta S. Gommari, citeret i Haræus, Ann. Brabant, I. p. 67. Pertz. I. Rolf ſkal være død af Blodgang, Ragnar førſt ſlagen med Blindhed og derpaa ynkeligt omkommen. Det vil nedenfor blive omtalt, hvorledes denne Ragnar ſynes at være den ſamme ſom den Ragnar, der i paalidelige Krøniker omtales ved 845, 846.
  3. Iperii Chron. ap. Martene, III. 511.