Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/447

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
419
Tog til Aquitanien.

nesbyrd baade om at de Vikinger, der herjede i disſe Egne, kaldtes Nordmænd, og at disſe Nordmænd ej viſte ſig her førend ved hans Levetid, eller omkring Aar 800.

8. Den førſte Periode af Vikingetogene til det frankiſke Riges Kyſter, Spanien og Middelhavet.

Det er altſaa bævet over enhver Tvivl, at Nordmændenes førſte ſtørre Herjetog til de britiſke Øer fandt Sted i Aarene 794—797, og at de da ſtrakte ſig ej alene til Northumberland, men ogſaa til Irland, Syderøerne og maaſkee til Orknøerne, Shetlandsøerne og Færøerne. I de nærmeſte Aaringer derefter hører man ej om nogen nye Tog til England, og kun om enkelte, der desuden ſynes at have været af mindre Betydenhed, til Irland, men derimod om en heel Mængde til Frisland og Saxland. At flere af disſe Herjetog til Frisland og Saxland rimeligviis ſtode i Forbindelſe med Fejderne mellem Sønderjylland og Franker-Riget, er allerede ovenfor nævnt. Gudrød gjorde Begyndelſen ved ſit ſtore Tog til Frisland, og naar vi ſidenefter ej høre om noget lignende Tog, førend i 820, da hine 13 Skibe, efter forgjæves at have gjort Landgang i Flandern og ved Seinemundingen, endelig landede og herjede i Aquitanien, da er Aarſagen rimeligviis de indre Stridigheder, der fandt Sted mellem Medlemmerne af den veſtfoldſke Kongefamilie i de førſte Aar efter Gudrøds Død. Disſe 13 Skibe tilhørte, ſom oven anført, efter al Rimelighed de to i Aaret 819 fordrevne Sønner af Gudrød. I Aquitanien plyndrede de Øen Bouin, og vendte rigt belæsſede med Bytte tilbage[1]. Det var dog paa denne Kant iſær Kloſteret Noirmoutier paa Øen Her, ſom hjemſøgtes; det opbrændtes af Nordmændene i Aaret 830[2], og Kejſeren maatte tage Øen under ſin ſærſkilte Beſkyttelſe[3]. I 833 viſte Nordmændene ſig atter her, men bleve ſlagne af Grev Rainald af Herbauge i et langvarigt og blodigt Slag, hvori 484 af dem tilſatte Livet[4].

De frankiſke Monarcher havde paa denne Tid begyndt at tage Nordmænd i deres Tjeneſte og give dem Forleninger for at forſvare Kyſterne mod deres Landsmænd. At de tillige antoge Chriſtendommen, ſynes at have været en Betingelſe, der fulgte af ſig ſelv. Allerede i Aaret 807 omtales en Nordmannahøvding, Halfdan, der med en ſtor Skare underkaſtede ſig

  1. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 207. Vita Hludovici imp., Pertz. II. 625.
  2. Ademar af Angoulême, III. B. Pertz. VI. p. 119. Duchêne, Script. Rer. Norm. p. 19.
  3. Leprévoſt, Anm. til Ordric Vitalis I. p. 158.
  4. Chron. Aquit. Pertz. II. p. 252.