Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/446

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
418
Tog til Irland og de ſkotſke Øer.

Guds Hjelp gaa til ham, og ivrigt ſøge at udrette, hvad vi formaa, enten med Henſyn til de af Hedningerne i Fangenſkab bortſlæbte Drenge, eller angaaende andre nødvendige Foranſtaltninger“. Han tilſkrev ligeledes den ſenere i Aaret 794 af ſine egne Underſaatter dræbte northumberlandſke Konge Ædhelred om ſamme Sag; i et tredie Brev advarede han Munkene i Wearmouth om “at forbedre ſine Sæder og gjøre Bod; thi, ſiger han, fra Norden komme Ulykkerne; den flygtige nordiſke Røver har herjet vor Øs Landſkaber. Her have vi ſaaledes en ſamtidig Mands, vi kunde næſten ſige et Øjenvidnes Udſagn[1].

Vi kunne forfølge dette Tog ogſaa gjennem de irſke Annaliſters Beretninger. I Aaret 793, heder det i de ulſterſke Annaler, herjede Hedningerne alle Britanniens Øer; det følgende Aar (efter andre Krøniker i Aaret 795), ødelagde de den lille Ø Nachrin ſtrax nordenfor Irland; de herjede ligeledes Holm Patrick, og opbrændte endelig de hellige Bygninger paa Øen Icolmkill 797[2]. Deres Herjetog maa have ſtrakt ſig lige til Shetlandsøerne og Færøerne. Man har nemlig endnu et geographiſk Skrift, forfattet i Aaret 825 af en irſk Munk, ved Navn Dicuil, hvor der ſiges, at nogle irſke Gejſtlige for tredive Aar tilbage, altſaa i Aaret 795, havde fortalt ham, at de fra 1ſte Februar til 1ſte Auguſt havde opholdt ſig paa Øen Thule, hvilken han efter deres Beretninger beſkriver ſaaledes at vi i den ganſke gjenkjende det af Nordmændene ſenere opdagede Island. Han vedbliver dernæſt: der er ogſaa en talrig Øgruppe i det nordlige britanniſke Hav, der med gunſtig Vind kan naaes ved to Dages og Nætters Sejlads fra de nordlige britanniſke Øer; derforuden er der en anden Øgruppe, beſtaaende af ſmaa, ved trange Sund adſkilte Øer, paa hvilke der i henved hundrede Aar boede Eremiter, ſom fra vort Fædreland Skotland (d. e. Irland) vare dragne derhen; men ligeſom disſe Øer fra Verdens Skabelſe indtil da ſtedſe havde ligget øde, ſaaledes ere de nu, for de nordmanniſke Røveres Skyld, forladte af hine Eneboere, men de vrimle af utallige Faar og af en overordentlig Mængde Søfugle[3]. I den førſtnævnte Gruppe gjenkjende vi Shetlands-Øerne, i den ſidſtnævnte Færøerne; og disſe maa ſaaledes allerede før 823 være blevne ſaa eftertrykkeligt gjeſtede af Nordmændene at de irſke Eneboere ej længer kunde have ſit blivende Sted der. Dette Udſagn af Dicuil er ogſaa af Vigtighed ſom et ſamtidigt og derfor uomſtødeligt Vid-

  1. William af Malmesbury de gestis pont. Angl., Saviles Udg. S. 275. Ogſaa i en gammel Biographi af St. Cuthbert (Colgans udg. p. 686) heder det at Hedningernes førſte Herjetog fandt Sted 793.
  2. Tidsregningen er noget uvis; de ulſterſke Annaler henføre Icolmkills Plyndring til 801, nogle endog til 806.
  3. Dicuilus, udg. af Letronne, p. 38, 39.