Kejseren og lovede ham bestandig Troskab[1]. Man skulde formode, at han har faaet en Forlening paa Øen Walcheren; idetmindste nævnes en Heming, Halfdans Søn, og ivrig Christen, blandt de Høvdinger, som faldt ved Nordmændenes Angreb i Aaret 837. Da Kong Harald var bleven døbt i Aaret 826 fik han, som oven omtalt, tilligemed Brodersønnen Rørek udstrakte Forleninger, nemlig ej alene en Strækning nordenfor Elben, grændsende til Sønderjylland, men ogsaa Hriustri og selve Dorestad, hvilke Forleninger de ogsaa beholdt efter at være fordrevne fra Sønderjylland. Naar vi siden læse om de voldsomme Angreb, Nordmændene i Aarene 834 og 837 foretoge paa Frisland og især paa Dorestad, synes det næsten som om de her ikke lededes alene af Krigs- og Bytte-Lyst, men ogsaa af Fiendskab til Harald, hvis ellers ikke denne har spillet under Dække med dem og selv opmuntret dem til at komme. Der er virkelig et og andet, som tyder hen herpaa. Ludvig den Frommes Sønner laa paa denne Tid i Strid med deres Fader. En af deres Mænd, der især satte dem op og pustede til Uvenskabet, var Erkebiskop Ebo af Reims, som ved denne sin Utaknemmelighed mod Kejseren i høj Grad fordunklede den Fortjeneste, han forresten har indlagt sig ved sin Iver for at omvende Danerne til Christendommen. Vi have seet, at han allerede i Aarene 823 og 824 havde opholdt sig blandt Danerne eller ved den danske Grændse, og døbt en heel Deel af dem. Der fortælles udtrykkeligt, at han ogsaa prædikede for Kong Harald, og at det især var hans Overtalelser, der bragte denne til at antage Christendommen[2]. Fra denne Tid af synes der at have været et ivrigt Venskab mellem Ebo og Nordmændene. Da Hlothar, Kejser Ludvigs ældste Søn, i Aaret 834 ved sin Herskesyge havde lagt sig ud med sine Brødre, og Kejseren, der nu understøttedes af sine andre Sønner, slap ud af sit Fangenskab i Soissons, vovede Ebo ikke længer at dvæle i sit Erkesæde, men flygtede en Nat fra Reims, ledsaget af nogle med Elvene og Havnene velbekjendte Nordmænd, og medbringende alle de Kostbarheder, han i Hast kunde samle[3]. Han tog, heder det, Vejen til Nordmændene. Om han virkelig begav sig heelt til Sønderjylland, er uvist; derimod veed man, at han en Stund opholdt sig hos Ansgar i Hamburg, hvor han endnu samme Aar blev paagreben af Kejserens Tilhængere og siden holdt i Fangenskab, indtil han Aaret efter paa Mødet i Thionville højtidelig erkjendte sin Brøde og frivilligt frasagde sig sit erkebiskoppelige Embede. Det kan altsaa neppe være andre Nordmænd, Ebo flygtede til, end Kong Harald i dennes nordalbingiske Lehn;
