Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/448

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
420
Vikingetog.

Kejſeren og lovede ham beſtandig Troſkab[1]. Man ſkulde formode, at han har faaet en Forlening paa Øen Walcheren; idetmindſte nævnes en Heming, Halfdans Søn, og ivrig Chriſten, blandt de Høvdinger, ſom faldt ved Nordmændenes Angreb i Aaret 837. Da Kong Harald var bleven døbt i Aaret 826 fik han, ſom oven omtalt, tilligemed Broderſønnen Rørek udſtrakte Forleninger, nemlig ej alene en Strækning nordenfor Elben, grændſende til Sønderjylland, men ogſaa Hriuſtri og ſelve Doreſtad, hvilke Forleninger de ogſaa beholdt efter at være fordrevne fra Sønderjylland. Naar vi ſiden læſe om de voldſomme Angreb, Nordmændene i Aarene 834 og 837 foretoge paa Frisland og iſær paa Doreſtad, ſynes det næſten ſom om de her ikke lededes alene af Krigs- og Bytte-Lyſt, men ogſaa af Fiendſkab til Harald, hvis ellers ikke denne har ſpillet under Dække med dem og ſelv opmuntret dem til at komme. Der er virkelig et og andet, ſom tyder hen herpaa. Ludvig den Frommes Sønner laa paa denne Tid i Strid med deres Fader. En af deres Mænd, der iſær ſatte dem op og puſtede til Uvenſkabet, var Erkebiſkop Ebo af Reims, ſom ved denne ſin Utaknemmelighed mod Kejſeren i høj Grad fordunklede den Fortjeneſte, han forreſten har indlagt ſig ved ſin Iver for at omvende Danerne til Chriſtendommen. Vi have ſeet, at han allerede i Aarene 823 og 824 havde opholdt ſig blandt Danerne eller ved den danſke Grændſe, og døbt en heel Deel af dem. Der fortælles udtrykkeligt, at han ogſaa prædikede for Kong Harald, og at det iſær var hans Overtalelſer, der bragte denne til at antage Chriſtendommen[2]. Fra denne Tid af ſynes der at have været et ivrigt Venſkab mellem Ebo og Nordmændene. Da Hlothar, Kejſer Ludvigs ældſte Søn, i Aaret 834 ved ſin Herſkeſyge havde lagt ſig ud med ſine Brødre, og Kejſeren, der nu underſtøttedes af ſine andre Sønner, ſlap ud af ſit Fangenſkab i Soisſons, vovede Ebo ikke længer at dvæle i ſit Erkeſæde, men flygtede en Nat fra Reims, ledſaget af nogle med Elvene og Havnene velbekjendte Nordmænd, og medbringende alle de Koſtbarheder, han i Haſt kunde ſamle[3]. Han tog, heder det, Vejen til Nordmændene. Om han virkelig begav ſig heelt til Sønderjylland, er uviſt; derimod veed man, at han en Stund opholdt ſig hos Ansgar i Hamburg, hvor han endnu ſamme Aar blev paagreben af Kejſerens Tilhængere og ſiden holdt i Fangenſkab, indtil han Aaret efter paa Mødet i Thionville højtidelig erkjendte ſin Brøde og frivilligt fraſagde ſig ſit erkebiſkoppelige Embede. Det kan altſaa neppe være andre Nordmænd, Ebo flygtede til, end Kong Harald i dennes nordalbingiſke Lehn;

  1. Poeta Saxo, Pertz. I. 263.
  2. Se den ſamtidige Ermold Nigells Digt, 4de B. v. 147—173. Pertz. II. p. 504.
  3. Flodoard, p. 267, 268.