Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/442

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
414
Spaadomme om Nordmændene.


Da de frankiſke Annaler fortælle os, at Widukind i Aaret 777 flygtede til Kong Sigfrid i Nordmannia, og at Sigfrid i 782 ſendte Geſandter til Kong Karl, maa Frankerne idetmindſte fra denne Tid af have lært dem at kjende. Hvis man kunde fæſte Tillid til en Beretning hos den gamle Munk i St. Gallen, maatte man antage at Nordmændene allerede mod Slutningen af Aarhundredet havde fundet Vejen til Middelhavet. „Det hændte ſig engang, heder det[1], at Karl paa en Omrejſe kom uventet til en By ved det narbonenſiſke Galliens Kyſt (altſaa ved Middelhavet), og ſad juſt til Bords, da nogle Nordmændene tilhørende Spejderſkibe viſte ſig udenfor Havnen og vovede at plyndre. Da nogle, ved Synet af Skibene, troede at de tilhørte Jøder, andre at de vare afrikanſke, atter andre, at det var Kjøbmandsſkibe fra Britannien, ſagde Karl, der af ſin Forſtandighed kunde ſkjønne at de ej tilhørte Kjøbmænd men Sørøvere: disſe Skibe ere ikke fulde af Varer, men af de ſtridbareſte Fiender. Ved disſe Ord ilede alle til Skibene, men for ſilde; thi da Nordmændene hørte at Karl ſelv var der, ſkyndte de ſig paa Flugten. Men Karl ſtod op, gik hen til det Vindue, der vendte mod Øſten, og blev en Stund ſtaaende der taus og græd, uden at nogen vovede at ſpørge ham om Aarſagen. Men endelig brød han Tausheden, og ſagde til ſine forundrede Mænd: jeg græder ikke af Frygt for at hine Uslinger ſkulle kunne gjøre mig noget, men jeg er kun bedrøvet over at de, medens jeg endnu lever, have turdet vove at viſe ſig paa denne Kyſt, og jeg forudſeer med Gru, hvor meget ondt de ville tilføje mine Efterkommere“. Fortællingen bærer viſtnok Præg af ſildigere Opdigtelſe, men den viſer dog at Forfatteren, der levede et Par Generationer ſenere, gaar ud fra Foreſtillingen om at Nordmændene førſt paa Karl den Stores Tid bleve bekjendte for Frankerne. Og viſt er det, at Karl allerede i Aaret 804 befoer Galliens Kyſt, og indrettede en Flaade og Kyſtbefæſtninger til Forſvar mod de nordmanniſke Sørøvere, af hvilke Havet da vrimlede[2]. Karl kunde nok ſaaledes i en eller anden nordfranſk By have oplevet, hvad Santgallermunken henfører til Sydfrankrige.

En anden Spaadom om Nordmændene, der ligeledes viſer, at man i Midten af det 9de Aarhundrede anſaa det ſom viſt, at man i det frankiſke

  1. Monachi Sangall. Gesta Karoli II. 14, hos Pertz. II. p. 757—758. Det er ikke ganſke tydeligt, til hvilket Aar dette Udſagn er at henføre; dog er det viſt, at Ff. ej har antaget det yngre end c. 800, i hvilket Aar Karl, ſom man af andre Kilder veed, gjorde Anſtalter til at forſvare ſit Riges Kyſter mod Nordmannerne. Merkeligt nok, kaldes Nordmannerne her af Santgallermunken Nordostrani d. e. de nordøſtlige Folk.
  2. Lorſch-Annalerne, hos Pertz. I. 186. Einhards Annaler, hos Pertz. I. 187.