Da de frankiske Annaler fortælle os, at Widukind i Aaret 777 flygtede til Kong Sigfrid i Nordmannia, og at Sigfrid i 782 sendte Gesandter til Kong Karl, maa Frankerne idetmindste fra denne Tid af have lært dem at kjende. Hvis man kunde fæste Tillid til en Beretning hos den gamle Munk i St. Gallen, maatte man antage at Nordmændene allerede mod Slutningen af Aarhundredet havde fundet Vejen til Middelhavet. „Det hændte sig engang, heder det[1], at Karl paa en Omrejse kom uventet til en By ved det narbonensiske Galliens Kyst (altsaa ved Middelhavet), og sad just til Bords, da nogle Nordmændene tilhørende Spejderskibe viste sig udenfor Havnen og vovede at plyndre. Da nogle, ved Synet af Skibene, troede at de tilhørte Jøder, andre at de vare afrikanske, atter andre, at det var Kjøbmandsskibe fra Britannien, sagde Karl, der af sin Forstandighed kunde skjønne at de ej tilhørte Kjøbmænd men Sørøvere: disse Skibe ere ikke fulde af Varer, men af de stridbareste Fiender. Ved disse Ord ilede alle til Skibene, men for silde; thi da Nordmændene hørte at Karl selv var der, skyndte de sig paa Flugten. Men Karl stod op, gik hen til det Vindue, der vendte mod Østen, og blev en Stund staaende der taus og græd, uden at nogen vovede at spørge ham om Aarsagen. Men endelig brød han Tausheden, og sagde til sine forundrede Mænd: jeg græder ikke af Frygt for at hine Uslinger skulle kunne gjøre mig noget, men jeg er kun bedrøvet over at de, medens jeg endnu lever, have turdet vove at vise sig paa denne Kyst, og jeg forudseer med Gru, hvor meget ondt de ville tilføje mine Efterkommere“. Fortællingen bærer vistnok Præg af sildigere Opdigtelse, men den viser dog at Forfatteren, der levede et Par Generationer senere, gaar ud fra Forestillingen om at Nordmændene først paa Karl den Stores Tid bleve bekjendte for Frankerne. Og vist er det, at Karl allerede i Aaret 804 befoer Galliens Kyst, og indrettede en Flaade og Kystbefæstninger til Forsvar mod de nordmanniske Sørøvere, af hvilke Havet da vrimlede[2]. Karl kunde nok saaledes i en eller anden nordfransk By have oplevet, hvad Santgallermunken henfører til Sydfrankrige.
En anden Spaadom om Nordmændene, der ligeledes viser, at man i Midten af det 9de Aarhundrede ansaa det som vist, at man i det frankiske
- ↑ Monachi Sangall. Gesta Karoli II. 14, hos Pertz. II. p. 757–758. Det er ikke ganske tydeligt, til hvilket Aar dette Udsagn er at henføre; dog er det vist, at Ff. ej har antaget det yngre end c. 800, i hvilket Aar Karl, som man af andre Kilder veed, gjorde Anstalter til at forsvare sit Riges Kyster mod Nordmannerne. Merkeligt nok, kaldes Nordmannerne her af Santgallermunken Nordostrani d. e. de nordøstlige Folk.
- ↑ Lorsch-Annalerne, hos Pertz. I. 186. Einhards Annaler, hos Pertz. I. 187.
