umiskjendeligt, som vi allerede have antydet, Oprettelsen af det sønderjydske Nordmanna-Rige under Konger af den vestfoldske Æt. Dette Rige berørte allerede Vesterhavet og grændsede umiddelbart til Frisland. Naar Nordmændene gjennem Ejderen eller Havdøren (Œgisdyr) kom ud mod Havet, befandt de sig allerede ved Frislands Kyster. Til Frisland regnede man i hine Tider hele Kysten ligefra Eideren til Schelde. Det indbefattede det frugtbare Marskland mellem Eiderens, Elbens, Weserens, Ems’, Rhinens, Maas’s og Scheldes Mundinger. Her fandtes allerede velhavende Byer, Kirker og Klostere, hvis Plyndring kunde give rigeligt Bytte. Især var den blomstrende Handelsstad Dorestad (Wyk te Domstede) en fristende Lokkemad. Den laa i Landskabet Utrecht, lidt nedenfor det nuværende Arnhem. Til Dorestad plejede Nordboerne oftere at komme i Handels-Anliggender[1]; her var en kejserlig Mynt, af hvis Penninge der endnu findes mange i Norden; den var den fornemste Handelsstad paa den hele Strækning mellem Elben og Schelden, og maa have tjent som etslags Søhavn og Udskibningssted for alle de øvre Rhinstæder. For at komme til denne, maatte de trænge opad Rhinmundingerne. Paa samme Maade trængte de ogsaa opad Elben, Weseren og Schelden. Naar de fortsatte deres Tog langs Flanderns Kyst, maatte de snart faa England i Sigte. Det kunde ikke vare længe, førend de lærte den kortere Vej tversover fra Frisland til England, medens de tillige strejfede langs Frankriges Kyster og sejlede op ad Seinen, Loiren og Gironden. Og eftersom deres Dristighed og Øvelse i Sejlads tiltog, maatte de omsider lære sig til at styre den lige Kors fra Norge eller fra Jylland til Skotland.
Omtrent paa denne Maade maa Nordmændene efterhaanden have gjort sig fortrolige med de vestlige Farvande. Det første Landskab udenfor Norge, i hvilket Nordmændene omtales som Herrer og hvorfra de gjøre Vikingetog til Nabokysterne, er Sønderjylland; dette maa altsaa betragtes som Udgangspunktet for den hele Bevægelse, og vi finde ogsaa virkelig, at de frankiske Annalister, der omtale de tidligere Vikingetog, paa en vis Maade gjøre Sønderjyllands Konger ansvarlige for dem alle. Her finde vi, som vi bare seet, Nordmannakongen Sigfrid allerede i 777, og herfra foretog Gudrød i 809 sit store Tog mod Frisland. Ogsaa længere oppe i Jylland havde, som man seer, Nordmænd sat sig fast, nemlig i den saakaldte Hardesyssel, der i Oldtiden kaldtes Hard eller Hardeland, mellem Limfjorden og Ringkjøbingsfjorden, og hvor, som det synes, de ovenfor omtalte nordjydske Underkonger, Gorm og Fundne-Knut, især have hersket[2].
- ↑ I Remberts Vita Ansg. Cap. 27 fortælles der saaledes om svenske Mænd i Birk, som yttrede, at de havde været i Dorestad; og den svenske Kvinde Katla, der hjemme ikke fandt Fattige at uddele Penge til, begav sig i den Hensigt til Dorestad.
- ↑ Hardesyssel kaldtes af Nordmændene Hörd, en Form, der tyder paa et oprindeligt Haruð, hvilket igjen minder om Ptolemæos’s Charudes paa den saakaldte kimbriske Halvø, se ovenf. S. 23.
