Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/441

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
413
Tog til Frisland.

umiskjendeligt, ſom vi allerede have antydet, Oprettelſen af det ſønderjydſke Nordmanna-Rige under Konger af den veſtfoldſke Æt. Dette Rige berørte allerede Veſterhavet og grændſede umiddelbart til Frisland. Naar Nordmændene gjennem Ejderen eller Havdøren (Œgisdyr) kom ud mod Havet, befandt de ſig allerede ved Frislands Kyſter. Til Frisland regnede man i hine Tider hele Kyſten ligefra Eideren til Schelde. Det indbefattede det frugtbare Marſkland mellem Eiderens, Elbens, Weſerens, Ems’, Rhinens, Maas’s og Scheldes Mundinger. Her fandtes allerede velhavende Byer, Kirker og Kloſtere, hvis Plyndring kunde give rigeligt Bytte. Iſær var den blomſtrende Handelsſtad Doreſtad (Wyk te Domſtede) en friſtende Lokkemad. Den laa i Landſkabet Utrecht, lidt nedenfor det nuværende Arnhem. Til Doreſtad plejede Nordboerne oftere at komme i Handels-Anliggender[1]; her var en kejſerlig Mynt, af hvis Penninge der endnu findes mange i Norden; den var den fornemſte Handelsſtad paa den hele Strækning mellem Elben og Schelden, og maa have tjent ſom etſlags Søhavn og Udſkibningsſted for alle de øvre Rhinſtæder. For at komme til denne, maatte de trænge opad Rhinmundingerne. Paa ſamme Maade trængte de ogſaa opad Elben, Weſeren og Schelden. Naar de fortſatte deres Tog langs Flanderns Kyſt, maatte de ſnart faa England i Sigte. Det kunde ikke vare længe, førend de lærte den kortere Vej tversover fra Frisland til England, medens de tillige ſtrejfede langs Frankriges Kyſter og ſejlede op ad Seinen, Loiren og Gironden. Og efterſom deres Driſtighed og Øvelſe i Sejlads tiltog, maatte de omſider lære ſig til at ſtyre den lige Kors fra Norge eller fra Jylland til Skotland.

Omtrent paa denne Maade maa Nordmændene efterhaanden have gjort ſig fortrolige med de veſtlige Farvande. Det førſte Landſkab udenfor Norge, i hvilket Nordmændene omtales ſom Herrer og hvorfra de gjøre Vikingetog til Nabokyſterne, er Sønderjylland; dette maa altſaa betragtes ſom Udgangspunktet for den hele Bevægelſe, og vi finde ogſaa virkelig, at de frankiſke Annaliſter, der omtale de tidligere Vikingetog, paa en vis Maade gjøre Sønderjyllands Konger anſvarlige for dem alle. Her finde vi, ſom vi bare ſeet, Nordmannakongen Sigfrid allerede i 777, og herfra foretog Gudrød i 809 ſit ſtore Tog mod Frisland. Ogſaa længere oppe i Jylland havde, ſom man ſeer, Nordmænd ſat ſig faſt, nemlig i den ſaakaldte Hardeſysſel, der i Oldtiden kaldtes Hard eller Hardeland, mellem Limfjorden og Ringkjøbingsfjorden, og hvor, ſom det ſynes, de ovenfor omtalte nordjydſke Underkonger, Gorm og Fundne-Knut, iſær have herſket[2].

  1. I Remberts Vita Ansg. Cap. 27 fortælles der ſaaledes om ſvenſke Mænd i Birk, ſom yttrede, at de havde været i Doreſtad; og den ſvenſke Kvinde Katla, der hjemme ikke fandt Fattige at uddele Penge til, begav ſig i den Henſigt til Doreſtad.
  2. Hardeſysſel kaldtes af Nordmændene Hörd, en Form, der tyder paa et oprindeligt Haruð, hvilket igjen minder om Ptolemæos’s Charudes paa den ſaakaldte kimbriſke Halvø, ſe ovenf. S. 23.