Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/440

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
412
Sviakonger.

vi Kong Erik medgive Ansgar et Anbefalingsbrev til en anden svensk Konge, ved Navn Olaf, ligesom den Omstændighed, at Ansgar og hans Hjelpere uagtet deres Missionsiver droge det egentlige Danmark forbi, men begave sig umiddelbart fra Sønderjylland til Svithjod, i og for sig antyder en nærmere Forbindelse mellem Sønderjylland og Svithjod, end mellem Sønderjylland og Danmark[1]. Da vi nu tillige erfare, at Kong Anunds Søn Erik sidenefter gjorde Fordring paa Overherredømmet ej alene over Vermeland og Ranrike, men ogsaa over Vingulmark, Raumarike og Vestfold[2], bliver det næsten vist, at ogsaa hans nærmeste Forgængere have været eller idetmindste kaldt sig Overkonger over Viken og Oplandene. Vi have ovenfor (S. 376) kortelig omtalt Sviakongerne efter Bjørn Jernside indtil Erik Anundssøn. Af dem nævnes i Ansgars Levnetsbeskrivelse Bjørn, den i vore Oldskrifter saakaldte Bjørn paa Hauge, ved 829–31. Han viste sig gunstig mod Ansgar og hans Følgesvende, og tillod dem at prædike Christendommen. Bjørn herskede i Sigtuna, med Handelspladsen Birk, hvis Forstander Hergeir selv lod sig døbe[3]. Anund omtales ved 840; han havde, som man af vore Sagaer veed, hersket i Uppsala, men var da fordreven, rimeligviis af Bjørn. Som Konge i Birk, altsaa i Sigtuna med tilhørende Distrikt, nævnes senere (ved 831) hiin Olaf, om hvem det ogsaa fortælles at han gjorde et heldigt Herjetog mod Kurerne, hvis Land tidligere havde tilhørt Sviarne, men som havde løsrevet sig[4]. Denne Olaf, der ikke forekommer i vore Sagaer, maa have været en Søn af Bjørn paa Hauge, og senere være bleven fordreven af Erik Eimundarsøn; han kommer siden frem som Sønderjyllands Erobrer, omtrent ved 891[5].

7. Nordmændenes første Vikingetog i de vestlige Farvande.

Da Halfdan Svarte døde, havde Nordmændene allerede i mange Aar sværmet om paa Vikingetog, ej alene, som forhen, i de østersøiske Farvande eller Austrveg, men ogsaa i de vestlige Farvande, eller, som man kaldte det, i Vesterviking, fornemmelig langs de britiske Øer, og paa det nuværende Hollands, Flanderns og Frankriges Kyster, stundom ogsaa sydligere langs Spanien og i den vestlige Deel af Middelhavet. Paa flere Steder havde de endog oprettet egne Riger, og Frygten for Nordmændenes Vikingeskarer gjenlød allerede fra Spanien til Elben, fra Italien til Skotlands nordligste Spidse. Begyndelsen til denne Udstrømmen mod Vesten dannede

  1. Vita Ansgarii, Cap. 10.
  2. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 14.
  3. Vita Ansgarii, Cap. 10.
  4. Vita Ansgarii, Cap. 16.
  5. Adam af Bremen, 1ste B. Cap. 50.