Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/440

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
412
Sviakonger.

vi Kong Erik medgive Ansgar et Anbefalingsbrev til en anden ſvenſk Konge, ved Navn Olaf, ligeſom den Omſtændighed, at Ansgar og hans Hjelpere uagtet deres Misſionsiver droge det egentlige Danmark forbi, men begave ſig umiddelbart fra Sønderjylland til Svithjod, i og for ſig antyder en nærmere Forbindelſe mellem Sønderjylland og Svithjod, end mellem Sønderjylland og Danmark[1]. Da vi nu tillige erfare, at Kong Anunds Søn Erik ſidenefter gjorde Fordring paa Overherredømmet ej alene over Vermeland og Ranrike, men ogſaa over Vingulmark, Raumarike og Veſtfold[2], bliver det næſten viſt, at ogſaa hans nærmeſte Forgængere have været eller idetmindſte kaldt ſig Overkonger over Viken og Oplandene. Vi have ovenfor (S. 376) kortelig omtalt Sviakongerne efter Bjørn Jernſide indtil Erik Anundsſøn. Af dem nævnes i Ansgars Levnetsbeſkrivelſe Bjørn, den i vore Oldſkrifter ſaakaldte Bjørn paa Hauge, ved 829—31. Han viſte ſig gunſtig mod Ansgar og hans Følgeſvende, og tillod dem at prædike Chriſtendommen. Bjørn herſkede i Sigtuna, med Handelspladſen Birk, hvis Forſtander Hergeir ſelv lod ſig døbe[3]. Anund omtales ved 840; han havde, ſom man af vore Sagaer veed, herſket i Uppſala, men var da fordreven, rimeligviis af Bjørn. Som Konge i Birk, altſaa i Sigtuna med tilhørende Diſtrikt, nævnes ſenere (ved 831) hiin Olaf, om hvem det ogſaa fortælles at han gjorde et heldigt Herjetog mod Kurerne, hvis Land tidligere havde tilhørt Sviarne, men ſom havde løsrevet ſig[4]. Denne Olaf, der ikke forekommer i vore Sagaer, maa have været en Søn af Bjørn paa Hauge, og ſenere være bleven fordreven af Erik Eimundarſøn; han kommer ſiden frem ſom Sønderjyllands Erobrer, omtrent ved 891[5].

7. Nordmændenes førſte Vikingetog i de veſtlige Farvande.

Da Halfdan Svarte døde, havde Nordmændene allerede i mange Aar ſværmet om paa Vikingetog, ej alene, ſom forhen, i de øſterſøiſke Farvande eller Auſtrveg, men ogſaa i de veſtlige Farvande, eller, ſom man kaldte det, i Veſterviking, fornemmelig langs de britiſke Øer, og paa det nuværende Hollands, Flanderns og Frankriges Kyſter, ſtundom ogſaa ſydligere langs Spanien og i den veſtlige Deel af Middelhavet. Paa flere Steder havde de endog oprettet egne Riger, og Frygten for Nordmændenes Vikingeſkarer gjenlød allerede fra Spanien til Elben, fra Italien til Skotlands nordligſte Spidſe. Begyndelſen til denne Udſtrømmen mod Veſten dannede

  1. Vita Ansgarii, Cap. 10.
  2. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 14.
  3. Vita Ansgarii, Cap. 10.
  4. Vita Ansgarii, Cap. 16.
  5. Adam af Bremen, 1ſte B. Cap. 50.