Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Anledninger, ſom ej engang ere omtalte, men ſom ofte maa have kunnet forefalde under den langvarige Krig, maatte Romernes geographiſke Kundſkaber om Germanien betydeligt udvides. Imidlertid finder man ikke at den græſke Geograph Strabo, der ſkrev paa Auguſts Tid, har erfaret eller benyttet ſynderligt af disſe nye Opdagelſer. Pomponius Mela derimod, ſom levede omtr. 50 Aar e. Chr., har virkelig nogle nyere Efterretninger om Germanien. Han veed at fortælle om den ſtore codaniſke Bugt, opfyldt med mange ſtørre og mindre Øer, ſaa at Havet ſnarere ligner Strømme, ovenfor Elben; om Kimbrer og Teutoner, der boe paa det Land, der omgiver Bugten; om at hiinſides dem boe Germaniens yderſte Folk Hermonerne. Fra Germanien gaar han til Sarmatien, ſom af ham endnu ſættes veſtenfor Vistula (Weichſel), hvilken Elv ej omtales af nogen ældre Forfatter. Fra Sarmatien kommer han til Skythien. Ved at omtale Oceanets Øer nævner han ogſaa Øerne i den codaniſke Bugt, hvoriblandt Scandinavia, beboet af Teutoner. Forreſten gjentager han endeel af de ældre Geographers Beretninger om nogle[1] fabelagtige Folkeſlag længer mod Norden, om Thule o. a. d. At Mela her nævner Kimbrer og Teutoner ſom Germaner, navnligt ſom Beboere af Scandinavia, har ej ſaameget at betyde, naar vi ſee, hvorledes han og hans Efterfølgere ved Siden af de ſamtidige Beretninger, de meddele, ogſaa gjentage Forgængernes Ord. Men af Vigtighed er hans Omtale af Scandinavia, hvis egte gotiſke Navn nokſom vidner om gotiſk eller ialfald germaniſk Befolkning[2]; af Vigtighed er ligeledes hans Antydning af at Weichſelen endnu ikke var Germaniens Øſtgrændſe, og at altſaa Sar-

  1. Nemlig, at der paa Øerne ligeoverfor Sarmatien ſkulde bo et Folk, der kaldtes Oæoner, og ſom kun levede af Fugleæg og Havre, et andet, Hippopoder, med Heſtefødder, et tredie, Panoter med Øren ſaa ſtore, at de deri kunde indhylle hele Legemet. Disſe Navne ere, ſom man lettelig ſeer, græſke Sammenſætninger, der betegne de i Beſkrivelſen udhævede Egenheder; „Oæoner“ af ὠόν et Æg, Hippopoder af ἳππος (Heſt) og ποῦς (Fod), Panoter af πᾶν (Alt) og οὖς, ὠτός, (et Øre). De hidrøre ſaaledes fra de græſke Geographer, ſom opfandt dem, og ere følgelig uden ringeſte Værd eller hiſtoriſk Betydning. Man gjenkjender dem, ſkjønt ſaare forvanſkede,i Plinius’s Meddelelſe af gamle tildeels med Pytheas ſamtidige, Beretninger om Øer ved Skythiens Kyſt. Oæonerne kaldes ſaaledes hos Plinius Ooner, Hippopodernes Navn er uforandret; Panoterne (hvis Navn ogſaa i et Haandſkrift af Mela forvanſkes til Satmaler), kaldes hos Plinius Faneſier (af Panoti er der neml. gjort Phanoti, Phanosii, Fanesii). Tacitus’s fabelagtige Helluſier og Orioner (Germ. 46) ere upaatvivlelig de ſamme.
  2. I Scandinavi (-a er kun den latinſke Endelſe), er -avi den oldgermaniſke og gotiſke Form for det oldnorſke ey (oprindelig aui), vort Ø; Scandin er en Afledsform af Skandja, Navnets kortere Form, hvorfor Plinius ogſaa ſkriver Scandia. Skandinavi betyder ſaaledes kun „Øen Skandja“. Skandin ſammendrages i Oldn. til Skán, hvoraf Skáni, og Skandin-avi ſaaledes til Skán-ey, hvilke Navne begge betegne det nuværende Skaane.