Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Folk Tigurinerne, og at allerede Poſidonius (hos Strabo), ſiden Plutarch anſeer dem for de ſamme ſom Kimmerierne[1]. Teutonernes Tydſkhed er ogſaa heel tvivlſom. Ordet Teut-, hvoraf deres Navn er ſammenſat, forekommer ikke ſaa meget i det tydſke, ſom keltiſke Navne, f. Ex. Teutomatus, Teutomalus; Romerne ſtødte allerførſt paa dem i galliſke Egne og tildeels i Forbindelſe med galliſke Nationer; hvad Plinius angaar, da kan man ikke ret ſtole paa ham, efterdi han ofte benytter Notitſer, flere hundrede Aar gamle, ſom om de vare ſamtidige, og blander dem ſammen med ſamtidige (f. Ex. hvor han omtaler Thule og Mare cronium), en Fejl, hvori overhoved alle de ældre Geographer have gjort ſig ſkyldige. Desuden kunde Tilfældet være med Teutonerne, ſom maaſkee med Kimbrerne og ganſke viſt med Bojerne, at deres Navne vedbleve i de af dem tidligere beboede Egne, og gik over paa deres Efterfølgere. Det er derfor ikke uſandſynligt at Kimbrerne og Teutonerne virkelig vare keltiſke Folkeſlag, og i dette Tilfælde kan man anſee deres Tog for den ſidſte Akt af det keltiſke Folks Bortdrivelſe fra Nordtydſkland[2]. Endnu paa Pytheas’s Tid boede Teutoner i Nærheden af Guttonerne eller Goterne; i det andet Aarhundrede før Chriſtus blev de fordrevne, og paa Cæſars Tid er Nordtydſkland indtil Rhinen germaniſk.

Ved Romernes Krige med Germanerne under Auguſtus og Tiberius lærte de deres Land nærmere at kjende. Tiberius ſelv kom ſom Hærfører, førend han blev Kejſer, til Elbens Munding, og Germanicus gjorde endog (16 e. Chr.) et Søtog med en Flaade, fra Elven Ems ud i Nordſøen, hvor han blev overfalden af en frygtelig Storm, der adſplittede Flaaden, drev enkelte af Skibene til fjernere Kyſter, ſaaſom til Britannien og andre langtbortliggende Øer; nogle af disſe Skibbrudne kom ſenere tilbage og fortalte om de merkelige Begivenheder, de havde oplevet. Det heder udtrykkeligt, at Angrivarierne, et germaniſk, med Romerne forbundet Folk, der boede Nord for Elben, havde løskjøbt flere af dem fra de indenfor (altſaa øſtenfor) boende Nationer, hvilket viſer, at enkelte af Skibene maaſkee endog have været drevne forbi Skagen, ind i Kattegattet. Ved disſe og lignende

  1. Strabo, VII, p. 293. Plutarch, Marius, Cap. XI.
  2. De, ſom fremdeles paaſtaa Kimbrernes og Teutonernes Tydſkhed, kunne dog ikke negte Navnenes keltiſke Charakter. Ogſaa de faa kimbriſke og teutoniſke Egnenavne, der ere opbevarede, have keltiſk Charakter, f. Ex. Bojorix, Ceſorix, der ere aldeles af ſamme Slags ſom Ambiorix, Dumnorix, Vercingetorix, ja Livius anfører ſelv etſteds (XXXLV, 46) Bojorix ſom et keltiſk Navn. Lugius, Claodicus ere mindre charakteriſtiſke, men Teutoboch eller Teutobod, Navnet paa Teutonernes Anfører, har keltiſk Klang. Man vil i alle Fald ej kunne negte Muligheden af at tydſke Folkeſlag, der tog de kimbriſke og teutoniſke Kelters Plads, ogſaa optog deres Navn.