Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


mater, det vil ſige ſkytho-ſarmatiſke Folk, det være ſig nu Vender eller andre, endnu boede veſtenfor Weichſelen.

Efter Mela følger i Rækken af de romerſke Geographer Plinius, der, ſom bekjendt, døde ved Udbrudet af Veſuv 79 e. Chr., og hvis Scribentvirkſomhed følgelig falder mellem 60–70, altſaa kun faa Aar ſenere end Mela. Hans ſtore naturhiftoriſke Verk indeholder ogſaa en Jordbeſkrivelſe, hvortil han deels benyttede egne Erfaringer, deels Compilationer fra ældre Forfattere. Med Henſyn til Germanien, iſær dets nordveſtlige Deel, maa hans Angivelſer anſees for ret paalidelige, da man veed, at han ſelv opholdt ſig en Stund i Friſernes og Chaukernes Land veſtenfor Elben. Han meddeler ogſaa virkelig meget, der ej findes hos hans Forgængere, men hans Meddelelſer maa benyttes med Varſomhed, da han uden mindſte Kritik har ſammenſtillet de meeſt forſkjelligartede Materialier. Dette bliver man iſær var, hvor han omhandler Øerne ved Britannien. Efterat han nemlig førſt har beſkrevet Europas Nordkyſt fra det fjerneſte Nordøſten mod Veſt og omtalt Scandinavia, den codaniſke Bugt, Kimbrernes Forbjerg m. m., kommer han endelig til Britannien og dets Øer; blandt disſe nævner han ogſaa de fjernere, hvoriblandt Scandia m. fl. Han har altſaa ikke ſkiønnet, at den Beretning, han havde for ſig, og benyttede, om Øerne i Nordøſt fra Britannien, atter førte ham mod Øſten til de Øer og Lande han allerede havde omtalt: han har følgelig antaget Scandinavia og Scandia for at være forſkjellige Lande. – Plinius, der begynder fra det yderſte Nordøſten, nemlig Skythien og de ſaakaldte riphæiſke Bjerge, hvilke man altid tænkte ſig nær ved det yderſte nordlige Hav og ſtedſe lod rykke længer op, efterſom Kjendſkabet til hine Egne udvidedes, anfører førſt hine, allerede omtalte, gamle Efterretninger om Iishavet, Ravkyſten og de fabelagtige Øboere. Dernæſt kommer han til Germanien, af hvis Stammer Ingæverne eller Ingvierne er den førſte fra Øſten regnet; her, ſiger han, blive Underretningerne mere beſtemte. Det uhyre Sævo-Bjerg danner ligetil Kimbrernes Forbjerg en ſtor Bugt, den codanſke, fuld af Øer, hvoriblandt Scandinavia, „hvis Størrelſe endnu er uudforſket“, og hvoraf kun en Deel, ſaavidt bekjendt, beboes af Hilleviernes Folk i 500 Hereder, hvilke kalde den en anden Verden. Af lignende Størrelſe, vedbliver han, ſiger man Eningia, eller, ſom en anden Læſemaade har, Epigia, at være; efter Nogles Sigende beboes denne lige til Floden Viſtula (Weichſel) af Sarmater, Veneder, Skirer og Hirrer. Man nævner, heder det, noget om en Bugt kaldet Kylipenus med en Ø Latris i Indløbet; om en anden Bugt Lagnus, der ſtøder til Kimbrerne, hvis langt ud i Havet ſtikkende Forbjerg danner Halvøen Kartris; efter den (altſaa veſtenfor) komme 23 Øer, der ved Romernes Krige ere blevne dem bekjendte, hvoriblandt Burchana og Glesſaria, hvilket ſidſte Navn dog er blevet Øen tillagt af de romerſke Krigere, fordi de