mater, det vil sige skytho-sarmatiske Folk, det være sig nu Vender eller andre, endnu boede vestenfor Weichselen.
Efter Mela følger i Rækken af de romerske Geographer Plinius, der, som bekjendt, døde ved Udbrudet af Vesuv 79 e. Chr., og hvis Scribentvirksomhed følgelig falder mellem 60–70, altsaa kun faa Aar senere end Mela. Hans store naturhiftoriske Verk indeholder ogsaa en Jordbeskrivelse, hvortil han deels benyttede egne Erfaringer, deels Compilationer fra ældre Forfattere. Med Hensyn til Germanien, især dets nordvestlige Deel, maa hans Angivelser ansees for ret paalidelige, da man veed, at han selv opholdt sig en Stund i Frisernes og Chaukernes Land vestenfor Elben. Han meddeler ogsaa virkelig meget, der ej findes hos hans Forgængere, men hans Meddelelser maa benyttes med Varsomhed, da han uden mindste Kritik har sammenstillet de meest forskjelligartede Materialier. Dette bliver man især var, hvor han omhandler Øerne ved Britannien. Efterat han nemlig først har beskrevet Europas Nordkyst fra det fjerneste Nordøsten mod Vest og omtalt Scandinavia, den codaniske Bugt, Kimbrernes Forbjerg m. m., kommer han endelig til Britannien og dets Øer; blandt disse nævner han ogsaa de fjernere, hvoriblandt Scandia m. fl. Han har altsaa ikke skiønnet, at den Beretning, han havde for sig, og benyttede, om Øerne i Nordøst fra Britannien, atter førte ham mod Østen til de Øer og Lande han allerede havde omtalt: han har følgelig antaget Scandinavia og Scandia for at være forskjellige Lande. – Plinius, der begynder fra det yderste Nordøsten, nemlig Skythien og de saakaldte riphæiske Bjerge, hvilke man altid tænkte sig nær ved det yderste nordlige Hav og stedse lod rykke længer op, eftersom Kjendskabet til hine Egne udvidedes, anfører først hine, allerede omtalte, gamle Efterretninger om Iishavet, Ravkysten og de fabelagtige Øboere. Dernæst kommer han til Germanien, af hvis Stammer Ingæverne eller Ingvierne er den første fra Østen regnet; her, siger han, blive Underretningerne mere bestemte. Det uhyre Sævo-Bjerg danner ligetil Kimbrernes Forbjerg en stor Bugt, den codanske, fuld af Øer, hvoriblandt Scandinavia, „hvis Størrelse endnu er uudforsket“, og hvoraf kun en Deel, saavidt bekjendt, beboes af Hilleviernes Folk i 500 Hereder, hvilke kalde den en anden Verden. Af lignende Størrelse, vedbliver han, siger man Eningia, eller, som en anden Læsemaade har, Epigia, at være; efter Nogles Sigende beboes denne lige til Floden Vistula (Weichsel) af Sarmater, Veneder, Skirer og Hirrer. Man nævner, heder det, noget om en Bugt kaldet Kylipenus med en Ø Latris i Indløbet; om en anden Bugt Lagnus, der støder til Kimbrerne, hvis langt ud i Havet stikkende Forbjerg danner Halvøen Kartris; efter den (altsaa vestenfor) komme 23 Øer, der ved Romernes Krige ere blevne dem bekjendte, hvoriblandt Burchana og Glessaria, hvilket sidste Navn dog er blevet Øen tillagt af de romerske Krigere, fordi de
