Aarsag i denne Forhaanelse, lod han en tryllekyndig Fin tage og pine til at sige det. Han vilde dog intet tilstaa, og bad Harald om Bistand. Harald bad for ham, men forgjæves. Da skaffede Harald ham bort imod Faderens Vilje, og fulgte selv med ham. De kom til et Sted, hvor en Høvding holdt et Gilde, og bleve vel modtagne. Da Harald havde været der en Stund, sagde Høvdingen: Din Fader fandt sig faa fornærmet over at jeg tog Julekosten fra ham, men jeg skal lønne dig din Venlighed; vil du lyde mig, saa rejs hjem, thi der er nu en, som behøver din Hjelp, og som vil være dig til den største Gavn, thi det er dig beskaaret at blive Enevoldskonge over hele Norge. Harald, fortælles der videre, drog nu hjem. Der fandt han en stor Jøtun ved Navn Dovre, der oftere havde bestjaalet Kongens Guldhuus, men endelig var bleven fangen i nogle kunstige Snarer, man havde lagt for ham, og bunden med Blybaand i en Staalfjetter. Denne Dovre havde hjemme i det Fjeld, der bærer hans Navn. Kongen havde besluttet at lade ham dømme til at lide den meest vanærende Død, og havde forbudt Alle og Enhver at hjelpe ham eller give ham Mad. Men Harald, som da endnu kun var fem Aar gammel, havde ondt af Dovre, og stjal sig til at skære Blybaandene over med et ypperligt Sax, som den finske Høvding havde givet ham. Dovre takkede Harald for Befrielsen, og skyndte sig afsted det snareste han kunde. Man savnede ham snart, og paa Kongens Spørgsmaal vedgik Harald at han havde løst ham. Herover blev Kongen saa vred, at han jog Harald bort fra sine Øjne, og bad ham søge Trøst hos sin Ven Dovre. Harald gik til Skovs, og da han havde ligget ude i fem Dage og Nætter, stødte han endelig paa Dovre, som tog ham med til sin Hule, beholdt ham hos sig i fem Aar, og oplærte ham i alleslags Idrætter. Da de fem Aar var omme, sagde Dovre en Dag til Harald: Nu tykkes det mig, som om jeg har lønnet dig, fordi du gav mig Livet, thi din Fader er død, og det ikke uden min Medvirkning; nu skal du drage hjem i dit Rige og love at du ej skærer dit Haar eller dine Negle, førend du er bleven Enevoldskonge over hele Norge; jeg skal altid staa dig bi. Da Harald kom hjem, fandt han sin Fader død, og blev tagen til Konge efter ham. Af Opholdet hos Dovre fik han Tilnavnet „Dovrefostre“[1].
Snorre Sturlasøn kjender intet til Opholdet hos Dovre, men lader Harald opholde sig hos den finske Høvding lige til sin Faders Død, og lægger omtrent de samme Ord i Finnens Mund, som det vidtløftigere Sagn lægger i Dovres[2]. At begge Fortællinger ere yngre Æventyr, digtede ind i den historiske Beretning, sees ved første Øjekast. De have dog begge det
