Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/437

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
409
Harald Haarfagres Ungdom.

Aarſag i denne Forhaanelſe, lod han en tryllekyndig Fin tage og pine til at ſige det. Han vilde dog intet tilſtaa, og bad Harald om Biſtand. Harald bad for ham, men forgjæves. Da ſkaffede Harald ham bort imod Faderens Vilje, og fulgte ſelv med ham. De kom til et Sted, hvor en Høvding holdt et Gilde, og bleve vel modtagne. Da Harald havde været der en Stund, ſagde Høvdingen: Din Fader fandt ſig faa fornærmet over at jeg tog Julekoſten fra ham, men jeg ſkal lønne dig din Venlighed; vil du lyde mig, ſaa rejs hjem, thi der er nu en, ſom behøver din Hjelp, og ſom vil være dig til den ſtørſte Gavn, thi det er dig beſkaaret at blive Enevoldskonge over hele Norge. Harald, fortælles der videre, drog nu hjem. Der fandt han en ſtor Jøtun ved Navn Dovre, der oftere havde beſtjaalet Kongens Guldhuus, men endelig var bleven fangen i nogle kunſtige Snarer, man havde lagt for ham, og bunden med Blybaand i en Staalfjetter. Denne Dovre havde hjemme i det Fjeld, der bærer hans Navn. Kongen havde beſluttet at lade ham dømme til at lide den meeſt vanærende Død, og havde forbudt Alle og Enhver at hjelpe ham eller give ham Mad. Men Harald, ſom da endnu kun var fem Aar gammel, havde ondt af Dovre, og ſtjal ſig til at ſkære Blybaandene over med et ypperligt Sax, ſom den finſke Høvding havde givet ham. Dovre takkede Harald for Befrielſen, og ſkyndte ſig afſted det ſnareſte han kunde. Man ſavnede ham ſnart, og paa Kongens Spørgsmaal vedgik Harald at han havde løſt ham. Herover blev Kongen ſaa vred, at han jog Harald bort fra ſine Øjne, og bad ham ſøge Trøſt hos ſin Ven Dovre. Harald gik til Skovs, og da han havde ligget ude i fem Dage og Nætter, ſtødte han endelig paa Dovre, ſom tog ham med til ſin Hule, beholdt ham hos ſig i fem Aar, og oplærte ham i alleſlags Idrætter. Da de fem Aar var omme, ſagde Dovre en Dag til Harald: Nu tykkes det mig, ſom om jeg har lønnet dig, fordi du gav mig Livet, thi din Fader er død, og det ikke uden min Medvirkning; nu ſkal du drage hjem i dit Rige og love at du ej ſkærer dit Haar eller dine Negle, førend du er bleven Enevoldskonge over hele Norge; jeg ſkal altid ſtaa dig bi. Da Harald kom hjem, fandt han ſin Fader død, og blev tagen til Konge efter ham. Af Opholdet hos Dovre fik han Tilnavnet „Dovrefoſtre“[1].

Snorre Sturlaſøn kjender intet til Opholdet hos Dovre, men lader Harald opholde ſig hos den finſke Høvding lige til ſin Faders Død, og lægger omtrent de ſamme Ord i Finnens Mund, ſom det vidtløftigere Sagn lægger i Dovres[2]. At begge Fortællinger ere yngre Æventyr, digtede ind i den hiſtoriſke Beretning, ſees ved førſte Øjekaſt. De have dog begge det

  1. Flatøbogen, om Halfd. Svarte, Cap. 4—6. Fornm. Sögur X. S. 170—175.
  2. Snorre, Halfd. Svartes S. Cap. 8. Her er det Finnen, ſom beder Harald drage hjem, fordi hans Fader er død.