Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/436

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
408
Halfdan Svarte.

mod alle og Enhver. Den Glands, der ſiden hvilede over ham og hans Æt, har fremkaldt Sagn om Forvarſler, der bebudede hans og hans Ætmænds fremtidige Storhed. Hans Moder, heder det, drømte engang at hun ſtod i ſin Urtehave og tog en Torn af ſin Serk; idet hun holdt den i Haanden, blev den en ſtor Kviſt, hvis ene Ende naaede Jorden og ſlog Rødder, medens den anden ragede højt op i Luften; den formede ſig til et Træ, der var meget tykt og ſaa højt, at hun neppe kunde ſee dets Top. Dets nederſte Deel var blodrød, Stammen fagert grøn, Grenene ſnehvide, med en Mængde Kviſte; de bredte ſig ud over hele Norge og endnu meget videre[1]. Sidenefter fødde hun Harald. Halfdan, fortælles der, plejede aldrig at drømme, og da han fandt dette underligt, ſpurgte han en Mand ved Navn Thorleif ſpake, hvad derved var at gjøre. Denne raadede ham til at lægge ſig at ſove i et Svinebøle. Kongen gjorde ſaa, og drømte da at han havde det dejligſte Haar, man kunde ſee; det hang i Lokker, af hvilke nogle naaede til Jorden, nogle til midt paa Læggen, nogle til Knæet, nogle til Hoften eller midt paa Siden, nogle kun til Halſen, nogle vare kun netop udſprungne af Isſen ligeſom ſmaa Toppe. Lokkerne havde forſkjellig Farve, een af dem var dog ſtørre og ſkjønnere og lyſere end de øvrige. Thorleif udtydede denne Drøm ſaaledes, at Halfdan ſkulde faa ſtort Afkom, og at hans Ætmænd ſkulde herſke med megen Hæder, dog ikke alle med lige ſtor. Den Lok, der var ſaa ſmuk fremfor de øvrige, ſkulde, heder det i Kongeſagaerne, betegne Olaf den hellige[2].

Kongeſagaerne fortælle nogle fabelagtige Sagn om Haralds Ungdom, af hvilke man, forſaavidt noget ſandt ligger til Grund for dem, maa ſlutte at der ikke var nogen god Forſtaaelſe mellem ham og hans Fader. En Juleaften, da Kongen opholdt ſig paa Hadeland og ſad ved Gildesbordet, forſvandt pludſeligt, heder det, al Maden og Drikken af Bordet. Gjeſterne gik hjem, og Kongen ſad ærgerlig efter. For at faa vide, hvo der var

  1. Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 6.
  2. Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 7. Flatøbogen, om Halfdan Svarte Cap. 3. (Fornm. Sögur, X. 169). Fagrſkinna Cap. 3. Merkeligt er det, at der ved denne Lejlighed tales om Thorleif ſpake. Dette Navn ſynes nemlig i flere Generationer at være henført til Kongernes fornemſte Raadgivere. Om Haakon den Gode (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11) fortælles det, at han indrettede Gulathingslagen efter Thorleif den ſpakes Raad; Heidſævisloven, heder det her, havde Halfdan Svarte forhen indrettet, og naar nu i Fortællingen om Halfdan Svarte Thorleif omtales ſom hans Raadgiver, ſynes man at maatte ſlutte, at Sagnet har tænkt ſig ham ogſaa ſom Raadgiver ved Indretningen af Eidſivaloven. Endnu en Thorleif ſpake omtales paa Olaf Tryggvesſøns Tid, og fra ham udledede en berømt Slagt (hvortil Ragnvald den hellige, Jarl paa Orknøerne hørte) ſin Herkomſt. Nogle af disſe Thorleifer ſynes neppe at have været hiſtoriſke Perſoner.