mod alle og Enhver. Den Glands, der siden hvilede over ham og hans Æt, har fremkaldt Sagn om Forvarsler, der bebudede hans og hans Ætmænds fremtidige Storhed. Hans Moder, heder det, drømte engang at hun stod i sin Urtehave og tog en Torn af sin Serk; idet hun holdt den i Haanden, blev den en stor Kvist, hvis ene Ende naaede Jorden og slog Rødder, medens den anden ragede højt op i Luften; den formede sig til et Træ, der var meget tykt og saa højt, at hun neppe kunde see dets Top. Dets nederste Deel var blodrød, Stammen fagert grøn, Grenene snehvide, med en Mængde Kviste; de bredte sig ud over hele Norge og endnu meget videre[1]. Sidenefter fødde hun Harald. Halfdan, fortælles der, plejede aldrig at drømme, og da han fandt dette underligt, spurgte han en Mand ved Navn Thorleif spake, hvad derved var at gjøre. Denne raadede ham til at lægge sig at sove i et Svinebøle. Kongen gjorde saa, og drømte da at han havde det dejligste Haar, man kunde see; det hang i Lokker, af hvilke nogle naaede til Jorden, nogle til midt paa Læggen, nogle til Knæet, nogle til Hoften eller midt paa Siden, nogle kun til Halsen, nogle vare kun netop udsprungne af Issen ligesom smaa Toppe. Lokkerne havde forskjellig Farve, een af dem var dog større og skjønnere og lysere end de øvrige. Thorleif udtydede denne Drøm saaledes, at Halfdan skulde faa stort Afkom, og at hans Ætmænd skulde herske med megen Hæder, dog ikke alle med lige stor. Den Lok, der var saa smuk fremfor de øvrige, skulde, heder det i Kongesagaerne, betegne Olaf den hellige[2].
Kongesagaerne fortælle nogle fabelagtige Sagn om Haralds Ungdom, af hvilke man, forsaavidt noget sandt ligger til Grund for dem, maa slutte at der ikke var nogen god Forstaaelse mellem ham og hans Fader. En Juleaften, da Kongen opholdt sig paa Hadeland og sad ved Gildesbordet, forsvandt pludseligt, heder det, al Maden og Drikken af Bordet. Gjesterne gik hjem, og Kongen sad ærgerlig efter. For at faa vide, hvo der var
- ↑ Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 6.
- ↑ Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 7. Flatøbogen, om Halfdan Svarte Cap. 3. (Fornm. Sögur, X. 169). Fagrskinna Cap. 3. Merkeligt er det, at der ved denne Lejlighed tales om Thorleif spake. Dette Navn synes nemlig i flere Generationer at være henført til Kongernes fornemste Raadgivere. Om Haakon den Gode (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11) fortælles det, at han indrettede Gulathingslagen efter Thorleif den spakes Raad; Heidsævisloven, heder det her, havde Halfdan Svarte forhen indrettet, og naar nu i Fortællingen om Halfdan Svarte Thorleif omtales som hans Raadgiver, synes man at maatte slutte, at Sagnet har tænkt sig ham ogsaa som Raadgiver ved Indretningen af Eidsivaloven. Endnu en Thorleif spake omtales paa Olaf Tryggvessøns Tid, og fra ham udledede en berømt Slagt (hvortil Ragnvald den hellige, Jarl paa Orknøerne hørte) sin Herkomst. Nogle af disse Thorleifer synes neppe at have været historiske Personer.
