Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/431

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
403
Eidſiva Thingforening.

nemlig Froſtathingsloven for Thrøndelagen, Nordmøre, Raumsdal og de nordligere Fylker, Gulathingsloven for Fylkerne fra Søndmøre til Rygjarbit, og endelig Eidſivathingslov for hvad vi nu kalde Øſtlandet. Froſta- og Gulathingslovens førſte egentlige Organiſation tillægges Haakon den Gode[1], men Eidſivalovens Halfdan Svarte. Det er altſaa klart, at han har ſøgt at ſammenknytte de hidtil altfor løſe Beſtanddele af ſit Rige ved at lade dem ſlutte ſig til Eidſiva-Thingforeningen, og ved at faa Eidſivaloven vedtagen ſom gjeldende (hvad den allerede i Virkeligheden var) i dem alle. Men dette maatte altid gjøre ſaa mange Tillempninger og Forandringer nødvendige, at man paa en vis Maade kunde ſige at han gav eller ſatte (faſtſatte) Eidſivaloven, medens hans Virkſomhed i denne Henſeende dog ſtrengt taget kun har indſkrænket ſig til at ſamle og ordne de allerede gjeldende Beſtemmelſer, at indrette nye, og ſom man maa antage, ſkærpede Saktal, at faa den ordnede og forbedrede Lov vedtagen i de Dele af Riget, der endnu ikke hørte til Foreningen, og ligeledes at faa de ſamme Rigsdele til at ſlutte ſig til denne. Halfdans Foranſtaltning, ſkjønt den i Sagaerne kun omtales med faa Ord, har ſaaledes været af overordentlig Vigtighed i politiſk Henſeende. Den har allerførſt vakt Bevidſtheden om politiſk Eenhed i en ſtørre Deel af Landet, og den har derved lagt Grunden til Foreningen af alle Norges Fylker. Thi ſom Herre over det ſamlede og til eet Heelt ſammenknyttede oplandſk-veſtfoldſke Rige havde Harald Haarfagre allerede en ſaa ſtor Overmagt at begynde med, at Udfaldet af hans Kamp mod de øvrige Fylkekonger var let at forudſee. Halfdans ſaakaldte Lovgivning er langt mere et politiſk, end et legislatoriſk Foretagende.

Halfdans udvidede Eidſiva-Thingforening indbefattede altſaa nu Raumafylke, Størſtedelen af Heinafylke, Land og Hadeland, Veſtfold og Vingulmark; hertil kom ogſaa, idetmindſte efter hans Broderſøn Ragnvalds Død, Grenland, Veſtmare og det ſydligſte af Veſtfold, og tillige det nordligſte af Vermeland[2]. Under ſenere Konger forøgedes den ogſaa med Gudbrandsdalen, Øſterdalen, Thelemarken og Alfheime; den blev derved af uforholdsmæsſig ſtor Udſtrækning, hvilket i Forbindelſe med politiſke Forviklinger, der nedenfor ſkulle omtales, bragte det egentlige Viken, eller Sødiſtrikterne, til at ſlutte ſig nærmere ſammen, hvorved tilſidſt et fjerde Hovedthing opſtod, Borgarthinget, uden at dets Diſtrikt dog anſaaes anderledes end ſom en Underafdeling af Eidſivathingets[3]. Det maa ellers erin-

  1. Snorre, Haakon den Godes Saga Cap. 11. Jevnfør de ovenanførte Steder, og de fortrinlige Bemerkninger ved Cap. 31 i Ólafs Saga helga, udg. af Keyſer og Unger, i denne Udg. S. 105, 106.
  2. I Harald Haarf. Saga Cap. 15, heder det udtrykkeligt, at Bonden Aake i Vermeland, havde været Halfdan Svartes Mand.
  3. Borgarthinget havde viſtnok en Tid ſit eget Thingdiſtrikt, men deres Lov var desuagtet oprindeligt Eidſivathingsloven. Ved at ſammenligne de eneſte Levninger, vi have tilbage af de ældre Eidſivathings- og Borgarthings-Love, nemlig Chriſtenretterne, med hinanden, finde vi Overeensſtemmelſe i alt det væſentlige, og de nærme ſig til hinanden langt mere end til Gulathings- eller Froſtathings-Chriſtenretterne eller disſe til hinanden indbyrdes. Den gautſke Indvirkning viſer ſig ogſaa temmelig kjendeligt i dem, iſær med Henſyn til Valget af enkelte Ord og Talemaader.