Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/430

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
402
Halfdan Svarte.

(Eiðsvellir) nævnt ſom fælles Thingplads for den oplandſke Thingforening i dens videſte Udſtrækning; ſaa meget mere maa den have været det, da Foreningen talte færre Fylker. Dette Thing paa Eid eller Eidsvold kaldte man Eidſivathing, og den Lov, der gjaldt for de Fylker, der vare fælles om Eidſivathinget, Eidſiva-Lov[1]. At Fylkesforeningen allerede længe før Halfdan Svartes Tid havde en ſaadan fælles Eidſiva-Lov, kan ikke betvivles, og denne Lov eller disſe Retsvedtægter have naturligviis de Raumer, der gjorde ſig til Herrer over Alfheime, Raumarike, Hadafylke, Veſtfold og Grenland vedblevet at følge og ſaaledes indført i disſe Landſkaber. Men vi have ſeet, hvorledes disſe ſydligere Landſkaber ſnart vare forenede med de nordligere, ſnart vare adſkilte fra dem, hvorledes Fylkeskongerne her ſom ofteſt ſtode fiendtlige imod hinanden, og hvorledes Danevældet desuden i den allerſydligſte Deel ſtundom gjorde ſig gjeldende. Det lykkedes førſt Halfdan Svarte at forene alle disſe Landſkaber med hinanden. Det maatte være ham magtpaaliggende, ſaa vidt det lod ſig gjøre, at forene dem til et organiſk Heelt. Derved vilde ikke alene hans Magt i og for ſig tiltage, men det var ogſaa den eneſte Maade, hvorved hans Riges Uafhængighed af de danſke eller ſvenſke Overkonger kunde ſikkres. Men til en ſaadan organiſk Forening udfordredes førſt og fremſt Fællesſkab i Lovgivning og Thing, eller hvad man kunde kalde en politiſk Amalgamation. Nu finde vi lige fra de førſte Tider, hvor Norges Lovgivning omtales, kun tre Hovedlove nævnte,

  1. Om Oprindelſen til Navnet Eiðsivar er man ikke ganſke paa det Rene. Da det ſynes at ſtaa i Forbindelſe med Diſtriktets Navn Eið, og da man tillige finder den ovenanførte Form Sefslög (Olafs Saga helga, udg. af Keyſer og Unger Cap. 31), ſynes det at ligge nærmeſt at tænke ſig Sef beſlægtet med Sif, Slægtſkab og Sefi, Frænde, ſaa at altſaa Sefslög ſkulde være „Staldbrødrenes Lov“, og Eiðsivar „Eids-Fællerne, Eids-Foreningen“. Denne Mening hyldes ogſaa af Olafsſagas Udgivere, ſe S. 106. I alle Haandſkrifter af den nyere Eidſiva-Lov findes Navnet ſkrevet Eiðsivaþing. Men i Kongeſagaerne finder man Heiðsævislög, Heiðsævisþing (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11, Olaf H. S. Cap. 120, i Fornm. S. Cap. 109., Sigurd Jorſ. S. Cap. 31, 32). Dette Navn ſynes at være udledet af Heið og Sævi, der er afledet af Sær, Sø, og bruges i Sammenſætninger, ſom grunnsævi, et Sted hvor Vandet er grundt. Ordet heið- maatte man, hvis det ikke ligefrem kan anſees for urigtigt ſkrevet, antage for et gammelt digteriſk Ord for Koſtbarheder, Guld o. a. d. Nu fortælles der i Historia Norvegiæ Fol. 2 b., at Vormen etſteds indeholder Guldſand; dette Sted kan alene være ved Eidsvold, hvor der, ſom bekjendt, ogſaa i nyere Tider har været fundet Guld. Heiðsævi kunde ſaaledes forklares „det guldholdige Sted i Søen eller Elven“. Imidlertid ſmager dog dette Navn ſterkt af en uheldig Lyſt til at ville etymologiſere, opſtaaet hos en ſenere Afſkriver. Eidſivathings-Lovbøgerne ſelv blive her ſtedſe den bedſte Autoritet. Et andet er, at Sef og Sivar maaſkee kunne have en fra vor oven opſtillede Formodning forſkjellig Betydning. Sef kan betyde „Siv“, og Eiðsivi kunde maaſkee være „det ſivbevoxte Sted paa Eid“.