Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/430

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
402
Halfdan Svarte.

(Eiðsvellir) nævnt som fælles Thingplads for den oplandske Thingforening i dens videste Udstrækning; saa meget mere maa den have været det, da Foreningen talte færre Fylker. Dette Thing paa Eid eller Eidsvold kaldte man Eidsivathing, og den Lov, der gjaldt for de Fylker, der vare fælles om Eidsivathinget, Eidsiva-Lov[1]. At Fylkesforeningen allerede længe før Halfdan Svartes Tid havde en saadan fælles Eidsiva-Lov, kan ikke betvivles, og denne Lov eller disse Retsvedtægter have naturligviis de Raumer, der gjorde sig til Herrer over Alfheime, Raumarike, Hadafylke, Vestfold og Grenland vedblevet at følge og saaledes indført i disse Landskaber. Men vi have seet, hvorledes disse sydligere Landskaber snart vare forenede med de nordligere, snart vare adskilte fra dem, hvorledes Fylkeskongerne her som oftest stode fiendtlige imod hinanden, og hvorledes Danevældet desuden i den allersydligste Deel stundom gjorde sig gjeldende. Det lykkedes først Halfdan Svarte at forene alle disse Landskaber med hinanden. Det maatte være ham magtpaaliggende, saa vidt det lod sig gjøre, at forene dem til et organisk Heelt. Derved vilde ikke alene hans Magt i og for sig tiltage, men det var ogsaa den eneste Maade, hvorved hans Riges Uafhængighed af de danske eller svenske Overkonger kunde sikkres. Men til en saadan organisk Forening udfordredes først og fremst Fællesskab i Lovgivning og Thing, eller hvad man kunde kalde en politisk Amalgamation. Nu finde vi lige fra de første Tider, hvor Norges Lovgivning omtales, kun tre Hovedlove nævnte,

  1. Om Oprindelsen til Navnet Eiðsivar er man ikke ganske paa det Rene. Da det synes at staa i Forbindelse med Distriktets Navn Eið, og da man tillige finder den ovenanførte Form Sefslög (Olafs Saga helga, udg. af Keyser og Unger Cap. 31), synes det at ligge nærmest at tænke sig Sef beslægtet med Sif, Slægtskab og Sefi, Frænde, saa at altsaa Sefslög skulde være „Staldbrødrenes Lov“, og Eiðsivar „Eids-Fællerne, Eids-Foreningen“. Denne Mening hyldes ogsaa af Olafssagas Udgivere, se S. 106. I alle Haandskrifter af den nyere Eidsiva-Lov findes Navnet skrevet Eiðsivaþing. Men i Kongesagaerne finder man Heiðsævislög, Heiðsævisþing (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11, Olaf H. S. Cap. 120, i Fornm. S. Cap. 109., Sigurd Jors. S. Cap. 31, 32). Dette Navn synes at være udledet af Heið og Sævi, der er afledet af Sær, Sø, og bruges i Sammensætninger, som grunnsævi, et Sted hvor Vandet er grundt. Ordet heið- maatte man, hvis det ikke ligefrem kan ansees for urigtigt skrevet, antage for et gammelt digterisk Ord for Kostbarheder, Guld o. a. d. Nu fortælles der i Historia Norvegiæ Fol. 2 b., at Vormen etsteds indeholder Guldsand; dette Sted kan alene være ved Eidsvold, hvor der, som bekjendt, ogsaa i nyere Tider har været fundet Guld. Heiðsævi kunde saaledes forklares „det guldholdige Sted i Søen eller Elven“. Imidlertid smager dog dette Navn sterkt af en uheldig Lyst til at ville etymologisere, opstaaet hos en senere Afskriver. Eidsivathings-Lovbøgerne selv blive her stedse den bedste Autoritet. Et andet er, at Sef og Sivar maaskee kunne have en fra vor oven opstillede Formodning forskjellig Betydning. Sef kan betyde „Siv“, og Eiðsivi kunde maaskee være „det sivbevoxte Sted paa Eid“.