Kongetitel og forresten nydt Anseelse blandt sine nærmeste Omgivelser. Som hans Søn og Efterfølger nævnes Ragnvald med det besynderlige Tilnavn heiðumhærri[1]. Han var, heder det, Konge paa Vestfold, eller maaskee rettere paa Grenland[2], men ellers veed man intet om ham, og man maa formode at han aldrig vilde have været nævnt, hvis det ikke tilfældigviis var ham, til hvem Skalden Thjodolf digtede sit Ynglingatal og derved reddede hans Navn fra at gaa i Forglemmelse. Man maa ligeledes formode, at hans Besiddelser efter hans Død tilfaldt Halfdan Svarte[3].
Med Halfdan Svarte begynder et nyt Afsnit i den vestfoldske Kongeæts Historie. Vi finde den ikke længer i etslags Fællesbesiddelse af Vestfold og Sønderjylland, men derimod deelt i to Linjer, hvoraf den ene udelukkende tilhører Norge, den anden udelukkende tilhører Danmark; den første, der stadigt tiltager i Magt og Anseelse, indskrænker sin Virkekreds til Norge, men erhverver ogsaa Overherredømmet i dette Land, medens den anden, løsreven fra Forbindelsen med Moderlandet, omsider maa bukke under for de rette Danekongers Overmagt.
Halfdan Svarte var, som ovenfor nævnt, en Søn af Gudrød og dennes anden nødtvungne Hustru Aasa, Datter af Harald den granraude, Konge paa Agder. Ved Faderens Drab var han ifølge vore egne Sagaer kun eet Aar gammel, og blev strax af sin Moder bragt til Agder, hvor hun opdrog ham, og hvor han, som det fortælles, i sit 19de Aar selv tog ved Kongedømmet. Da der senere tales om uafhængige Konger paa Agder[4], maa man formode at Halfdans saakaldte Kongedømme kun har udgjort den østlige Deel, eller maaskee endog blot bestaaet i endeel Odelsgods. Han gik strax, som vi have seet, til Vestfold, hvor hans Broder Olaf maatte skifte Riget med ham og kun beholdt den sydligste Deel. Derfra hjemsøgte han Kong Gandalf paa Vingulmark, og nødte ham efter mange Fegtninger, hvori Lykken var forskjellig, til at indgaa et Forlig, hvorved han afstod Halvdelen af Vingulmark til Halfdan Rimeligviis opgav Gandalf ogsaa ved samme Lejlighed sine Fordringer paa Raumarike, som han og hans Fader Alfgeir tidligere havde underkastet sig, og Halfdan drog derop for at gjøre sig til Herre
- ↑ Dette Ord betyder ligefrem „højere end Heider (Bjerge)“. Den nærmere Betydning deraf eller Anledning dertil kjendes ej.
- ↑ Snorre Yngl. Saga Cap. 55.
- ↑ Da Halfdans Hoved eller i alle Fald en Deel af hans Legeme blev begraven i Skiringssal, maa han ved sin Død have besiddet det; og dog var det just Skiringssal, som havde tilhørt Olaf Geirstad-Alf.
- ↑ Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 19.
