Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/426

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
398
Olaf Geirstad-Alf.

kom østenfra til Landet, og at dens giftige Aande dræbte en Mængde Mennesker, tilsidst hans Hird. Han lod derfor sammenkalde et Thing paa Geirstad, og udtydede her Drømmen saaledes, at den Fred og Lykke, Riget i saa lang Tid havde nydt, skulde forbittres ved en Pestsygdom, der fra Østen af vilde komme i Landet, og først angribe en Mængde af Folket, dernæst Hirden, og endelig ham selv. Han befalede, at hele den forsamlede Mængde skulde opkaste en stor Høj paa et nærliggende Nes, og gjerde ovenfor tversover Neset, saa at intet Kvæg kunde komme did; i den Høj skulde alle de Døde begraves, og enhver mere anseet Mand skulde have en halv Øre Sølv med sig i Graven. Han forordnede, at man ogsaa skulde lægge ham i Højen, men at man ikke maatte blote ham efter hans Død. Hans Drøm, heder det, gik i Opfyldelse, og han blev højlagt paa den af ham anordnede Maade. Dog afveg man fra hans Forbud, idet man blotede ham som Landvætte eller Egnens Skytsaand, hvorfor man ogsaa siden kaldte ham Geirstad-Alf[1]. Den Deel af dette Sagn, som vedkommer Drømmen og Pesten, kan neppe være meget gammel, da Thjodolf, der digtede Ynglingatal til hans Søn Ragnvalds Ære, og saaledes næsten kan kaldes hans Samtidige, intet veed derom, men kun siger at han døde af Fodverk og højlagdes paa Geirstad. Forresten har han ganske vist været anseet som en Landvætte, og Sagn, om just ikke ganske af ovennævnte Indhold, maa tidligt have knyttet sig til hans Høj. Thi allerede Sagnet om hvorledes Sverdet Bæsing, der siden kaldtes Hneitir, blev opgravet af Olaf Geirstad-Alfs Høj og foræret Olaf den Hellige af dennes Fosterfader Rane vidførle, synes i sig selv neppe at være yngre end Midten af det 11te Aarhundrede[2], og vilde neppe være blevet til, hvis der ikke allerede da i Skiringssal fortaltes merkelige Ting om Geirstad-Alfens Høj. Og dertil kommer, at endog Saxo, der henfører alle disse ældre Vestfold-Konger og deres Bedrifter til Sjæland, dog fortæller om Olaf Gautreks (d. e. Gudrøds) Søn, der lagdes i en Høj, der siden opkaldtes efter ham, ved Hleidr[3]. Det synes altsaa, som om Sagnet har gjort en større Mand af Olaf, end han i Virkeligheden var, og at han efter sin første Optræden mod Harald og Ragnfrid har nøjet sig med en underordnet Stilling som Konge paa Grenland tillige med Vestmare og det sydlige Vestfold, eller at han maaskee endog, ligesom Sigurd Syr senere, kun har været Godsejer med

  1. Flatøbogens Fortælling om Olaf Geirst. Alf, Fornm. Søg. X. S. 210–212. Olafs Saga hins helga, udg. af Keyser og Unger, Cap. 2.
  2. Olaf den Hell. Saga Cap. 16 i Fornm. Søg. IV. S. 27.
  3. Saxo, 9de V. S. 439. Saxo henfører fremdeles alle de ældre vestfoldske og sønderjydske Konger til den danske Kongeæt. Dog er det tydeligt, at den Kilde, han fulgte, maa have nævnt Olaf som Søn af de frankiske Annalers Godfrid.