Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/426

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
398
Olaf Geirſtad-Alf.

kom øſtenfra til Landet, og at dens giftige Aande dræbte en Mængde Menneſker, tilſidſt hans Hird. Han lod derfor ſammenkalde et Thing paa Geirſtad, og udtydede her Drømmen ſaaledes, at den Fred og Lykke, Riget i ſaa lang Tid havde nydt, ſkulde forbittres ved en Peſtſygdom, der fra Øſten af vilde komme i Landet, og førſt angribe en Mængde af Folket, dernæſt Hirden, og endelig ham ſelv. Han befalede, at hele den forſamlede Mængde ſkulde opkaſte en ſtor Høj paa et nærliggende Nes, og gjerde ovenfor tversover Neſet, ſaa at intet Kvæg kunde komme did; i den Høj ſkulde alle de Døde begraves, og enhver mere anſeet Mand ſkulde have en halv Øre Sølv med ſig i Graven. Han forordnede, at man ogſaa ſkulde lægge ham i Højen, men at man ikke maatte blote ham efter hans Død. Hans Drøm, heder det, gik i Opfyldelſe, og han blev højlagt paa den af ham anordnede Maade. Dog afveg man fra hans Forbud, idet man blotede ham ſom Landvætte eller Egnens Skytsaand, hvorfor man ogſaa ſiden kaldte ham Geirſtad-Alf[1]. Den Deel af dette Sagn, ſom vedkommer Drømmen og Peſten, kan neppe være meget gammel, da Thjodolf, der digtede Ynglingatal til hans Søn Ragnvalds Ære, og ſaaledes næſten kan kaldes hans Samtidige, intet veed derom, men kun ſiger at han døde af Fodverk og højlagdes paa Geirſtad. Forreſten har han ganſke viſt været anſeet ſom en Landvætte, og Sagn, om juſt ikke ganſke af ovennævnte Indhold, maa tidligt have knyttet ſig til hans Høj. Thi allerede Sagnet om hvorledes Sverdet Bæſing, der ſiden kaldtes Hneitir, blev opgravet af Olaf Geirſtad-Alfs Høj og foræret Olaf den Hellige af dennes Foſterfader Rane vidførle, ſynes i ſig ſelv neppe at være yngre end Midten af det 11te Aarhundrede[2], og vilde neppe være blevet til, hvis der ikke allerede da i Skiringsſal fortaltes merkelige Ting om Geirſtad-Alfens Høj. Og dertil kommer, at endog Saxo, der henfører alle disſe ældre Veſtfold-Konger og deres Bedrifter til Sjæland, dog fortæller om Olaf Gautreks (d. e. Gudrøds) Søn, der lagdes i en Høj, der ſiden opkaldtes efter ham, ved Hleidr[3]. Det ſynes altſaa, ſom om Sagnet har gjort en ſtørre Mand af Olaf, end han i Virkeligheden var, og at han efter ſin førſte Optræden mod Harald og Ragnfrid har nøjet ſig med en underordnet Stilling ſom Konge paa Grenland tillige med Veſtmare og det ſydlige Veſtfold, eller at han maaſkee endog, ligeſom Sigurd Syr ſenere, kun har været Godsejer med

  1. Flatøbogens Fortælling om Olaf Geirſt. Alf, Fornm. Søg. X. S. 210—212. Olafs Saga hins helga, udg. af Keyſer og Unger, Cap. 2.
  2. Olaf den Hell. Saga Cap. 16 i Fornm. Søg. IV. S. 27.
  3. Saxo, 9de V. S. 439. Saxo henfører fremdeles alle de ældre veſtfoldſke og ſønderjydſke Konger til den danſke Kongeæt. Dog er det tydeligt, at den Kilde, han fulgte, maa have nævnt Olaf ſom Søn af de frankiſke Annalers Godfrid.