Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/424

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
396
Erik den unge.

Geſandtſkab traf Ludvig paa et Møde i Paderborn. I det næſte Aar ſendte Ludvig ham Gjengeſandter, og til disſe meldte nu Erik, at han havde ladet flere af de farligſte Vikinger dræbe. Endnu engang efter at Ludvig og hans to Brødre havde ſluttet Forliget i Merſen (847), ſendte de i deres fælles Navn et Geſandtſkab til Erik, for at faa ham til at holde ſine Underſaatter fra at forvolde de Chriſtne Skade. Og fra denne Tid af ſynes ogſaa Erik ſelv at have holdt ſig rolig. Hertil bidrog vel den Omſtændighed, at han foruroligedes af to af ſine Frænder, rimeligviis den nys afdøde Haralds Søn Gudrød, og hans Broderſøn Rørek, der gjorde ham Regjeringen ſtridig, og nødte ham til at give dem Dele af Riget (850)[1]. Der fortælles endog, at han viſte megen Venlighed mod Ansgar, ſom nu atter havde tiltraadt en Misſionsrejſe til de danſke Lande. Han ſkal endog have brugt at raadſpørge ham i Rigets Anliggender, og lod ſig endelig (851) overtale af vant til at antage Chriſtendommen og tillade Opførelſen af en Kirke i Slesvig, den førſte, der oprettedes i de nuværende danſke Lande[2]. Eriks Regjeringstid er derfor merkelig ſom den, under hvilken Chriſtendommen fik ſit førſte, om end ſvage, Fodfæſte i Norden. Thi ogſaa i Sverige lagdes paa ſamme Tid ved Ansgars Beſtræbelſer den førſte Grundvold dertil. Eriks ſidſte Dage foruroligedes ved Thronſtridigheder med hans Broderſøn Guthorm. Det kom tilſidſt til et tredages Slag mellem dem (854), hvori baade han ſelv og Guthorm faldt tilligemed ſaa mange Medlemmer af Kongeætten, at der af denne nu kun var en Dreng, ved Navn Erik, tilbage[3]. Denne fik nu Kongenavn. Rørek og Gudrød ſøgte forgjæves at frarive ham Riget (855); to Aar ſenere (857) tiltvang Rørek ſig den Deel af Riget, der laa mellem Eideren og Havet, altſaa de friſiſke Øer; forreſten herſkede Erik, ſom det ſynes, nogenlunde fredeligt, og rimeligviis til henved 880. Han var Chriſtendommen gunſtig i Førſtningen, og tilbød endog Ansgar at lade en Kirke bygge i Ribe[4], men ſkal ſenere være falden fra. Det er ikke uſandſynligt, at han er bleven overvundet af Gorm den gamle.

  1. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 445.
  2. Rembert, Vita Ansgarii Cap. 24. Her omtales Slesvig ſom en temmelig folkerig, driſtig og med alleſlags gode Varer velforſynet By.
  3. Allerede ved 850 beretter Prudentius af Troyes (Pertz. I. p. 445) om Eriks Strid med hans to „nepotes“. Slaget i 854 omtales hos Rudolf af Fulda (Pertz. I. p. 369), i Remberts Vita Ansgarii Cap. 31, og hos Adam af Bremen (I. 30).
  4. Ad. Brem. I. 31. Hvorvidt denne Erik var en Søn af den ældre Erik, omtales ingenſteds. Snareſt ſkulde man antage ham for en Sønneſøn af Erik den ældre, og opkaldt efter ham. Saxo, der nu engang har foreſat ſig at drage den ſønderjydſke Kongeſlægt ind i de danſke Overkongers, gjør Erik den ældre til en Broder af Harald, og Erik den yngre derimod til en Søn af Sigurd Orm i Øje og Fader til Hardeknut (9de B. S. 464—466).