Gesandtskab traf Ludvig paa et Møde i Paderborn. I det næste Aar sendte Ludvig ham Gjengesandter, og til disse meldte nu Erik, at han havde ladet flere af de farligste Vikinger dræbe. Endnu engang efter at Ludvig og hans to Brødre havde sluttet Forliget i Mersen (847), sendte de i deres fælles Navn et Gesandtskab til Erik, for at faa ham til at holde sine Undersaatter fra at forvolde de Christne Skade. Og fra denne Tid af synes ogsaa Erik selv at have holdt sig rolig. Hertil bidrog vel den Omstændighed, at han foruroligedes af to af sine Frænder, rimeligviis den nys afdøde Haralds Søn Gudrød, og hans Brodersøn Rørek, der gjorde ham Regjeringen stridig, og nødte ham til at give dem Dele af Riget (850)[1]. Der fortælles endog, at han viste megen Venlighed mod Ansgar, som nu atter havde tiltraadt en Missionsrejse til de danske Lande. Han skal endog have brugt at raadspørge ham i Rigets Anliggender, og lod sig endelig (851) overtale af vant til at antage Christendommen og tillade Opførelsen af en Kirke i Slesvig, den første, der oprettedes i de nuværende danske Lande[2]. Eriks Regjeringstid er derfor merkelig som den, under hvilken Christendommen fik sit første, om end svage, Fodfæste i Norden. Thi ogsaa i Sverige lagdes paa samme Tid ved Ansgars Bestræbelser den første Grundvold dertil. Eriks sidste Dage foruroligedes ved Thronstridigheder med hans Brodersøn Guthorm. Det kom tilsidst til et tredages Slag mellem dem (854), hvori baade han selv og Guthorm faldt tilligemed saa mange Medlemmer af Kongeætten, at der af denne nu kun var en Dreng, ved Navn Erik, tilbage[3]. Denne fik nu Kongenavn. Rørek og Gudrød søgte forgjæves at frarive ham Riget (855); to Aar senere (857) tiltvang Rørek sig den Deel af Riget, der laa mellem Eideren og Havet, altsaa de frisiske Øer; forresten herskede Erik, som det synes, nogenlunde fredeligt, og rimeligviis til henved 880. Han var Christendommen gunstig i Førstningen, og tilbød endog Ansgar at lade en Kirke bygge i Ribe[4], men skal senere være falden fra. Det er ikke usandsynligt, at han er bleven overvundet af Gorm den gamle.
- ↑ Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 445.
- ↑ Rembert, Vita Ansgarii Cap. 24. Her omtales Slesvig som en temmelig folkerig, dristig og med alleslags gode Varer velforsynet By.
- ↑ Allerede ved 850 beretter Prudentius af Troyes (Pertz. I. p. 445) om Eriks Strid med hans to „nepotes“. Slaget i 854 omtales hos Rudolf af Fulda (Pertz. I. p. 369), i Remberts Vita Ansgarii Cap. 31, og hos Adam af Bremen (I. 30).
- ↑ Ad. Brem. I. 31. Hvorvidt denne Erik var en Søn af den ældre Erik, omtales ingensteds. Snarest skulde man antage ham for en Sønnesøn af Erik den ældre, og opkaldt efter ham. Saxo, der nu engang har foresat sig at drage den sønderjydske Kongeslægt ind i de danske Overkongers, gjør Erik den ældre til en Broder af Harald, og Erik den yngre derimod til en Søn af Sigurd Orm i Øje og Fader til Hardeknut (9de B. S. 464–466).
