Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/423

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
395
Hamburgs Ødelæggelſe.

Rige, foretagne af Gudrøds Sønner ſelv. Derimod er der al Grund til at tro, at de mange og ødelæggende Angreb, ſom i denne Tid fandt Sted paa Frisland, iſær det blomſtrende Doreſtad, udgik fra Sønderjylland, og vare en Følge af det ſpændte Forhold, hvori Kong Erik og hans Brødre befandt ſig til Kejſeren. I Aaret 830, ſom det ſynes, bleve nogle Nordmænd, Erik havde ſendt for at underhandle med Kejſeren, dræbte i Köln. Sex Aar efter, da Nordmændene havde herjet Frisland og Doreſtad, ſendte Erik Geſandter til Kejſeren paa Rigsmødet i Worms, for at fralægge ſig al Skyld i dette Herjetog, og tillige for at klage over hine Udſendingers Drab. Kejſeren ſtraffede ogſaa virkelig Gjerningsmændene, og to Aar efter finde vi atter et Geſandtſkab hos ham fra Erik, der tilmeldte Kejſeren, at han, af ſin tro Hengivenhed for ham, havde ladet de fornemſte af de Vikinger, der ſaa længe havde herjet paa det frankiſke Rige, dræbe; men forreſten bad han ogſaa om at man vilde afſtaa ham Frisland og Abotriternes Land. Denne Anmodning, heder det, fandt Kejſeren uforſkammet, og behandlede den derfor med Foragt. Erik ſynes ogſaa at have givet efter, thi i det følgende Aar ſendte han et nyt Geſandtſkab, hvoriblandt hans fornemſte Raadgiver og en af hans Frænder, med Gaver og Fredstilbud, hvilket Kejſeren tog imod, og afſendte ſtrax Befuldmægtigede, der, ſom det beder, ſluttede en uopløſelig Fred[1]. Denne Fred varede dog ikke længe. Thi efter Ludvigs Død og Rigets Deling mellem hans Sønner, optraadte Erik ſom en aabenbar Fiende af Ludvig den tydſke. Han ſendte nemlig i Aaret 845 en Flaade paa hundrede Skibe opad Elven imod ham. Denne Flaade blev vel ſlagen af Saxerne, men paa Tilbagevejen indtog og plyndrede den en, ſom det heder, Slaverne tilhørende By, men ſom efter Beliggenheden neppe kan være nogen anden end Hamburg. Thi man har en udførlig Beretning om, hvorledes den netop i dette Aar bleve herjet af Nordmændene[2]. De omgav, fortælles der, Byen ſaa pludſelig, at Indbyggerne ej fik Tid til at ſamle ſig til Modværge, og Ansgar, der nu i ti Aar havde reſideret her ſom Erkebiſkop i det nys oprettede Erkeſtift, der ſkulde omfatte hele Norden, maatte redde ſig ved Flugten tilligemed ſit Preſteſkab. Baade Kirken og Kloſteret blev opbrændt, hvorved flere Bøger tilintetgjordes; af Indbyggerne ſelv bleve flere fangne og dræbte, og med Hamburg, idetmindſte med dets Erkeſæde, var det nu for en Tidlang ganſke forbi. Det fortælles dog, at Erik i dette ſamme Aar, ængſtet ved et Uheld, ſom rammede en fra et Plyndringstog tilbagevendende Vikingeflaade, ſendte Freds-Sendebud til Kong Ludvig med Tilbud om at ſætte de Fangne paa fri Fod og erſtatte det røvede Gods. Dette

  1. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. p. 430, 436.
  2. Prudentius af Troyes (Pertz. I. 441, 442), jvf. Rudolf af Fulda, (Pertz. I. 364) og de metziſke Annaler (Pertz. I. 336). Jvfr. Vita Ansgarii Cap. 21.