Rige, foretagne af Gudrøds Sønner selv. Derimod er der al Grund til at tro, at de mange og ødelæggende Angreb, som i denne Tid fandt Sted paa Frisland, især det blomstrende Dorestad, udgik fra Sønderjylland, og vare en Følge af det spændte Forhold, hvori Kong Erik og hans Brødre befandt sig til Kejseren. I Aaret 830, som det synes, bleve nogle Nordmænd, Erik havde sendt for at underhandle med Kejseren, dræbte i Köln. Sex Aar efter, da Nordmændene havde herjet Frisland og Dorestad, sendte Erik Gesandter til Kejseren paa Rigsmødet i Worms, for at fralægge sig al Skyld i dette Herjetog, og tillige for at klage over hine Udsendingers Drab. Kejseren straffede ogsaa virkelig Gjerningsmændene, og to Aar efter finde vi atter et Gesandtskab hos ham fra Erik, der tilmeldte Kejseren, at han, af sin tro Hengivenhed for ham, havde ladet de fornemste af de Vikinger, der saa længe havde herjet paa det frankiske Rige, dræbe; men forresten bad han ogsaa om at man vilde afstaa ham Frisland og Abotriternes Land. Denne Anmodning, heder det, fandt Kejseren uforskammet, og behandlede den derfor med Foragt. Erik synes ogsaa at have givet efter, thi i det følgende Aar sendte han et nyt Gesandtskab, hvoriblandt hans fornemste Raadgiver og en af hans Frænder, med Gaver og Fredstilbud, hvilket Kejseren tog imod, og afsendte strax Befuldmægtigede, der, som det beder, sluttede en uopløselig Fred[1]. Denne Fred varede dog ikke længe. Thi efter Ludvigs Død og Rigets Deling mellem hans Sønner, optraadte Erik som en aabenbar Fiende af Ludvig den tydske. Han sendte nemlig i Aaret 845 en Flaade paa hundrede Skibe opad Elven imod ham. Denne Flaade blev vel slagen af Saxerne, men paa Tilbagevejen indtog og plyndrede den en, som det heder, Slaverne tilhørende By, men som efter Beliggenheden neppe kan være nogen anden end Hamburg. Thi man har en udførlig Beretning om, hvorledes den netop i dette Aar bleve herjet af Nordmændene[2]. De omgav, fortælles der, Byen saa pludselig, at Indbyggerne ej fik Tid til at samle sig til Modværge, og Ansgar, der nu i ti Aar havde resideret her som Erkebiskop i det nys oprettede Erkestift, der skulde omfatte hele Norden, maatte redde sig ved Flugten tilligemed sit Presteskab. Baade Kirken og Klosteret blev opbrændt, hvorved flere Bøger tilintetgjordes; af Indbyggerne selv bleve flere fangne og dræbte, og med Hamburg, idetmindste med dets Erkesæde, var det nu for en Tidlang ganske forbi. Det fortælles dog, at Erik i dette samme Aar, ængstet ved et Uheld, som rammede en fra et Plyndringstog tilbagevendende Vikingeflaade, sendte Freds-Sendebud til Kong Ludvig med Tilbud om at sætte de Fangne paa fri Fod og erstatte det røvede Gods. Dette
