Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/422

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
394
Erik Gudrødsſøn.

det Vilkaar, at de igjen ſkulde modtage Harald ſom Medregent. Denne havde nu beſluttet ſig til at antage Chriſtendommen, og blev i Mai 826 tilligemed ſin Huſtru, ſin Søn Gudrød, ſin Broderſøn Rørek, en og heel Deel Daner døbt i Mainz, medens Kejſeren holdt et Rigsmøde ved det nærliggende Ingelheim[1]. Her var det og, at Ansgar, Nordens førſte Apoſtel, beſluttede ſig til at følge med Harald for at prædike Chriſtendommen for Danerne. Ludvig, ſom med Rette befrygtede, at Haralds Overgang til Chriſtendommen vilde udſætte ham for at blive fordreven paa ny, gav ham et Landſkab i Frisland, kaldet Hriuſtri (Ruſtringen) ſom et Tilflugtsſted i Nødsfald, ligeledes forlenede han ham med et Stykke Land hiinſides Elben[2]. Harald begav ſig endnu ſamme Høſt (826) hjem over Doreſtad og Frisland. Men det gik, ſom Kejſeren forudſaa, at hans hedenſke Frænder ej kunde taale ham. Allerede det følgende Aar joge de ham ud af Riget, og kom derved paany i et fiendtligt Forhold til Kejſeren, ſom i den Anledning holdt et Møde i Nimwegen for at raadſlaa om, hvad man ſkulde foretage mod Kong Erik, Gudrøds Søn, der havde lovet at indfinde ſig hos Kejſeren, men nu udeblev[3]. Freden var imidlertid endnu ikke formeligt brudt. Dette ſkede, da Harald, juſt ſom et nyt Møde fandt Sted for at man kunde træffe mindeligt Overlæg, gjorde et uoverlagt Angreb paa Nordmændenes Rige og opbrændte flere af deres Gaarde. Denne Overilelſe hevnede Gudrøds Sønner ved et Overfald paa Saxerne hiinſides Eideren, og uagtet de ſendte Geſandter til Kejſeren for at undſkylde ſig, heder det dog ſenere, at det Rygte gik, at de tænkte paa et Tog ind i det egentlige Saxland[4]. Heraf blev imidlertid intet, og der tales ikke om nogen umiddelbare Angreb paa det frankiſke

  1. Herom ſe mere nedenfor, hvor der handles om Chriſtendommens Udbredelſe i Norden.
  2. Kilderne yttre ſig her noget forſkjelligt. Einhard (p. 214) og „Vita Hludovici“ lade Harald forlenes med Hriuſtri, medens derimod Remberts „Vita Ansgarii“ Cap. 7, kun nævner et Lehn hiinſides Elben Mag. Adam (I. 17) ſiger udtrykkeligt at Harald fik ſit Lehn hiinſides Elben, og Rørek (urigtigt ſkrevet Horuch) derimod et Lehn i Frisland. Endelig ſiger Rudolf af Fulda (ved 850), at Rørek tilligemed Harald havde faaet Doreſtad-Diſtriktet i Frisland til Lehn. Dette Doreſtad (Wyck te Duurſtede i Prov. Utrecht, ſe nedenf. S. 413) er dog temmelig langt fra Ruſtringen. Imidlertid ſynes det rimeligſt, at Harald virkelig er bleven forlenet med Ruſtringen og en Deel af Nordalbingen, og Rørek med Doreſtad, men at enten Harald ſidenefter ogſaa har overladt Ruſtringen til Rørek, eller at enkelte Forfattere ej have fundet det Umagen værdt at omtale hans Forlening med Ruſtringen, da den vigtigſte Forlening aabenbart var den nordalbingiſke; den indbefattede rimeligviis Eſesfeld med Diſtrikt. Rørek kaldes ſnart Broder, ſnart „nepos“ (Frænde? Broderſøn?) af Harald.
  3. Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 216. Eriks Navn ſkrives af Frankerne Oric, Horich, Horuch.
  4. Einhards Annaler, hos Pertz. I. 217, 219. Vita Hludowici, hos Pertz. II. 631, 632.