det Vilkaar, at de igjen skulde modtage Harald som Medregent. Denne havde nu besluttet sig til at antage Christendommen, og blev i Mai 826 tilligemed sin Hustru, sin Søn Gudrød, sin Brodersøn Rørek, en og heel Deel Daner døbt i Mainz, medens Kejseren holdt et Rigsmøde ved det nærliggende Ingelheim[1]. Her var det og, at Ansgar, Nordens første Apostel, besluttede sig til at følge med Harald for at prædike Christendommen for Danerne. Ludvig, som med Rette befrygtede, at Haralds Overgang til Christendommen vilde udsætte ham for at blive fordreven paa ny, gav ham et Landskab i Frisland, kaldet Hriustri (Rustringen) som et Tilflugtssted i Nødsfald, ligeledes forlenede han ham med et Stykke Land hiinsides Elben[2]. Harald begav sig endnu samme Høst (826) hjem over Dorestad og Frisland. Men det gik, som Kejseren forudsaa, at hans hedenske Frænder ej kunde taale ham. Allerede det følgende Aar joge de ham ud af Riget, og kom derved paany i et fiendtligt Forhold til Kejseren, som i den Anledning holdt et Møde i Nimwegen for at raadslaa om, hvad man skulde foretage mod Kong Erik, Gudrøds Søn, der havde lovet at indfinde sig hos Kejseren, men nu udeblev[3]. Freden var imidlertid endnu ikke formeligt brudt. Dette skede, da Harald, just som et nyt Møde fandt Sted for at man kunde træffe mindeligt Overlæg, gjorde et uoverlagt Angreb paa Nordmændenes Rige og opbrændte flere af deres Gaarde. Denne Overilelse hevnede Gudrøds Sønner ved et Overfald paa Saxerne hiinsides Eideren, og uagtet de sendte Gesandter til Kejseren for at undskylde sig, heder det dog senere, at det Rygte gik, at de tænkte paa et Tog ind i det egentlige Saxland[4]. Heraf blev imidlertid intet, og der tales ikke om nogen umiddelbare Angreb paa det frankiske
- ↑ Herom se mere nedenfor, hvor der handles om Christendommens Udbredelse i Norden.
- ↑ Kilderne yttre sig her noget forskjelligt. Einhard (p. 214) og „Vita Hludovici“ lade Harald forlenes med Hriustri, medens derimod Remberts „Vita Ansgarii“ Cap. 7, kun nævner et Lehn hiinsides Elben Mag. Adam (I. 17) siger udtrykkeligt at Harald fik sit Lehn hiinsides Elben, og Rørek (urigtigt skrevet Horuch) derimod et Lehn i Frisland. Endelig siger Rudolf af Fulda (ved 850), at Rørek tilligemed Harald havde faaet Dorestad-Distriktet i Frisland til Lehn. Dette Dorestad (Wyck te Duurstede i Prov. Utrecht, se nedenf. S. 413) er dog temmelig langt fra Rustringen. Imidlertid synes det rimeligst, at Harald virkelig er bleven forlenet med Rustringen og en Deel af Nordalbingen, og Rørek med Dorestad, men at enten Harald sidenefter ogsaa har overladt Rustringen til Rørek, eller at enkelte Forfattere ej have fundet det Umagen værdt at omtale hans Forlening med Rustringen, da den vigtigste Forlening aabenbart var den nordalbingiske; den indbefattede rimeligviis Esesfeld med Distrikt. Rørek kaldes snart Broder, snart „nepos“ (Frænde? Brodersøn?) af Harald.
- ↑ Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 216. Eriks Navn skrives af Frankerne Oric, Horich, Horuch.
- ↑ Einhards Annaler, hos Pertz. I. 217, 219. Vita Hludowici, hos Pertz. II. 631, 632.
