Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/421

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
393
Gudrøds Sønner og Harald.

og fik dem til at ſende en Flaade opad Elben til Eſesfeld, medens deres Grændſevogter Glum (Gluomi) drog derhen til Lands i Spidſen for en Hær, med hvilken Abotriterne forenede ſig. Borgen belejredes, men forſvarede ſig tappert, og Angriberne maatte drage bort med uforrettet Sag (817). Noget efter blev dog Sklaomir, ſom det ſynes, fordreven af ſit Folk, og mellem Gudrøds Sønner opkom der Uenighed, ſom endtes med at to af dem fordreve de andre to, og tilbøde Harald at gjøre ham deelagtig i Regjeringen. Dette Tilbud anſaaes vel ikke for oprigtigt meent, men Harald tog dog imod det, begav ſig gjennem Abotriternes Land til ſine Skibe, og ſejlede derfra til ſit Fædreland[1]. Der fortælles i det følgende Aar (820) om en Flaade af 13 Skibe fra „Nordmannia“, ſom efter forgjæves Angreb paa Flanderns Kyſt og ved Seine-Mundingen, endelig gjorde Landgang i Aquitanien, plyndrede en By, og ſejlede tilbage med ſtort Bytte: efter al Rimelighed tilhørte disſe Skibe de to fordrevne Sønner af Gudrød[2]. Et Par Aars Tid var nu alt roligt[3]. Men da Kejſeren i November Maaned 823 holdt et Møde i Compiegne, fremſtod Harald for ham med Beklagelſer over, at Gudrøds Sønner pønſede paa at forjage ham. Kejſeren, hvem det nu laa ſaa meget mere paa Hjerte at faa Rolighed oprettet blandt Nordmændene, ſom han havde fattet den alvorlige Beſlutning at udbrede Chriſtendommen blandt dem, og i den Anledning ej alene forberedet Oprettelſen af et Erkeſæde for Norden, men ogſaa faaet Ebo, Erkebiſkop i Reims, til at gjøre en Misſionsrejſe til den danſke Grændſe, ſendte to af ſine Grever til Gudrøds Sønner for at underſøge Sagen og indhente alle de Oplysninger, de kunde, om Tilſtanden i hele Nordmændenes Rige. Imidlertid ſøgte han ſelv at overtale Harald til at antage Chriſtendommen. Afſendingerne kom tilbage, ſom det ſynes, med god Beſked, og i Følge med dem var Ebo, der havde været ret heldig paa ſin Misſionsrejſe, og døbt mange af Danerne[4]. Da Kejſeren ſiden i Auguſt 825 holdt et Møde i Achen, kom der ogſaa Geſandter til ham fra Gudrøds Sønner for at bede ham om Fred, og denne ſluttedes ved Grændſen endnu ſamme Aars Oktober Maaned, rimeligviis paa

  1. Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 201-204. Vita Hludov. Pii, hos Pertz. II. 619—622. Thegan, vit. Hludov. hos Pertz. II. 593. Enhard af Fulda, hos Pertz. I. p. 356. Sigebertus Gembl., hos Pertz. VIII. 357. Mag. Adam af Bremen (I. 17) fortæller alt dette noget kort og tildeels afvigende fra de ovenanførte Kilder, der dog, iſær den ſamtidige Einhard, fortjene ubetinget Tiltro.
  2. Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 207. Vita Hludov. imp, hos Pertz. II. p. 625. Jvfr. nedenfor § 8.
  3. Det heder udtrykkeligt at Harald blev gjort deelagtig i Regjeringen, Einhards Annaler, hos Pertz. I. 207, 208.
  4. Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 211.