Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/421

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
393
Gudrøds Sønner og Harald.

og fik dem til at sende en Flaade opad Elben til Esesfeld, medens deres Grændsevogter Glum (Gluomi) drog derhen til Lands i Spidsen for en Hær, med hvilken Abotriterne forenede sig. Borgen belejredes, men forsvarede sig tappert, og Angriberne maatte drage bort med uforrettet Sag (817). Noget efter blev dog Sklaomir, som det synes, fordreven af sit Folk, og mellem Gudrøds Sønner opkom der Uenighed, som endtes med at to af dem fordreve de andre to, og tilbøde Harald at gjøre ham deelagtig i Regjeringen. Dette Tilbud ansaaes vel ikke for oprigtigt meent, men Harald tog dog imod det, begav sig gjennem Abotriternes Land til sine Skibe, og sejlede derfra til sit Fædreland[1]. Der fortælles i det følgende Aar (820) om en Flaade af 13 Skibe fra „Nordmannia“, som efter forgjæves Angreb paa Flanderns Kyst og ved Seine-Mundingen, endelig gjorde Landgang i Aquitanien, plyndrede en By, og sejlede tilbage med stort Bytte: efter al Rimelighed tilhørte disse Skibe de to fordrevne Sønner af Gudrød[2]. Et Par Aars Tid var nu alt roligt[3]. Men da Kejseren i November Maaned 823 holdt et Møde i Compiegne, fremstod Harald for ham med Beklagelser over, at Gudrøds Sønner pønsede paa at forjage ham. Kejseren, hvem det nu laa saa meget mere paa Hjerte at faa Rolighed oprettet blandt Nordmændene, som han havde fattet den alvorlige Beslutning at udbrede Christendommen blandt dem, og i den Anledning ej alene forberedet Oprettelsen af et Erkesæde for Norden, men ogsaa faaet Ebo, Erkebiskop i Reims, til at gjøre en Missionsrejse til den danske Grændse, sendte to af sine Grever til Gudrøds Sønner for at undersøge Sagen og indhente alle de Oplysninger, de kunde, om Tilstanden i hele Nordmændenes Rige. Imidlertid søgte han selv at overtale Harald til at antage Christendommen. Afsendingerne kom tilbage, som det synes, med god Besked, og i Følge med dem var Ebo, der havde været ret heldig paa sin Missionsrejse, og døbt mange af Danerne[4]. Da Kejseren siden i August 825 holdt et Møde i Achen, kom der ogsaa Gesandter til ham fra Gudrøds Sønner for at bede ham om Fred, og denne sluttedes ved Grændsen endnu samme Aars Oktober Maaned, rimeligviis paa

  1. Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 201-204. Vita Hludov. Pii, hos Pertz. II. 619–622. Thegan, vit. Hludov. hos Pertz. II. 593. Enhard af Fulda, hos Pertz. I. p. 356. Sigebertus Gembl., hos Pertz. VIII. 357. Mag. Adam af Bremen (I. 17) fortæller alt dette noget kort og tildeels afvigende fra de ovenanførte Kilder, der dog, især den samtidige Einhard, fortjene ubetinget Tiltro.
  2. Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 207. Vita Hludov. imp, hos Pertz. II. p. 625. Jvfr. nedenfor § 8.
  3. Det heder udtrykkeligt at Harald blev gjort deelagtig i Regjeringen, Einhards Annaler, hos Pertz. I. 207, 208.
  4. Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 211.