Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/420

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
392
Konger i Sønderjylland.

opholdt ſig hos Sviarne, men nu fik ſaadant Tilløb fra Danernes hele Land, at de med ringe Møje overvandt hine og fordreve dem fra Riget[1]. Man maa heraf ſlutte, at Olaf, Gudrøds Søn, ikke ſaa fredeligt, ſom det efter Ynglingaſaga ſynes, fik Veſtfold i Beſiddelſe efter Faderens Død, men at Harald og Ragnfrid havde fordrevet ham derfra, og nødt ham og hans Brødre til at ty til Sviakongen, deres Overherre, hos hvem de et Par Aars Tid maatte opholde ſig i Landflygtighed. Dette forklarer ogſaa, hvorledes Kongerne i Alfheim og paa Oplandene ſtrax efter Gudrøds Død ſaaledes ſpille Meſter. Ragnfrid og Harald ſamlede imidlertid Folk paa ny og angrebe Gudrøds Sønner det følgende Aar (814), men bleve ſlagne, og Ragnfrid faldt, dog faldt ogſaa den ældſte af Gudrøds Sønner. Harald, Ragnfrids Broder, opgav nu Haabet om at kunne hjelpe ſig ſelv, og tyede til Kejſer Ludvig den Fromme, der i dette Aar havde beſteget Thronen efter ſin Fader. Kejſeren modtog ham venligt og bød ham at opholde ſig i Saxland, indtil han kunde ſkaffe ham Hjelp. Han gav ogſaa Saxerne og Abotriterne Befaling at udruſte ſig til et ſaadant Tog, og allerede ved Vintertid forſøgte man to Gange forgjæves paa at kunne komme over Iſen paa Elben. Endelig kom Toget iſtand midt i Mai Maaned (815); de ſaxiſke Grever og Abotriternes Hær rykkede under den kejſerlige Hærfører Baldrik over Eideren ind i Sinlendi, og ſlog Leje ved Havbredden. Gudrøds Sønner havde imidlertid ogſaa ſamlet en ſtor Hær og en Flaade af 200 Skibe, med hvilke de lagde ſig ved en Ø i tre Miles Afſtand fra Faſtlandet uden at vove at angribe den kejſerlige Hær. Da denne havde ventet i tre Dage, herjede den de nærmeſte Hereder, tog 40 Giſler af Indbyggerne, og vendte tilbage, uden forreſten at have udrettet noget ſynderligt for Harald. Denne vedblev, ſom det ſynes paa egen Haand, vel og med nogen Underſtøttelſe fra Saxland, at forurolige Gudrøds Sønner, ſom derfor ſendte Geſandter til Kejſeren og bade om Fred, hvilken de lovede at holde. Men da man ikke troede paa deres Oprigtighed, ænſede man ej deres Anmodning, og underſtøttede fremdeles Harald. Gudrøds Sønner fik imidlertid en uventet Bundsforvandt i Abotriternes Fyrſte Sklaomir, der efter Traſikos Død havde herſket alene, men nu fik den Befaling af Kejſeren, at han ſkulde dele Riget med Traſikos Søn Keadrog. Herover blev han ſaa vred, at han ſvor, at han aldrig mere ſkulde gaa over Elben eller indfinde ſig hos Kejſeren, ſendte Geſandter „hiinſides Havet“ til Gudrøds Sønner, ſluttede Forbund med dem,

  1. Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 200. Der ſtaar udtrykkeligt: „qui (Harald og Ragnfrid) tamen eo tempore domi non erant, sed ad Westerfoldam cum exercitu profecti, quæ regio ultima regni eorum inter septembrionem et occidentem sita, contra aquilonalem Britanniæ summitatem respicit“. Her kan der ej være nogen Tvivl om at Veſtfold er meent, og nordmanniſke Vikinger kaldes ſenere i Frankrig ved 813 Vestfaldingi, ſe nedenfor § 8.