Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/417

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
389
Gudrød Vejdekonge.


Ynglingasaga og Thjodolf give Gudrød Tilnavnet mikilláti eller göfugláti (den overmodige eller højsindede), hvilket passer godt med den Maade, paa hvilken han optraadte lige over for den mægtige Kejser; han kaldes tillige „den sterke“ og „Vejdekongen“ (d. e. Jagtkongen), rimeligviis fordi han var en ivrig Jæger, hvilket ogsaa Santgallermunkens Fortælling synes at antyde[1]. Naar de frankiske Annaler fortælle, at han i Aaret 804 kom med sin Hær til Slesvig, og i 809, efter at være kommen tilbage fra sit Herjetog i Abotriternes Land, kun opholdt sig der indtil han havde sat Befæstningsarbejderne i Gang, og derpaa rejste hjem, saa seer man heraf, at heller ikke Tydskerne have antaget Slesvig for hans egentlige Hjem, men at dette maa søges i Skiringssal, hvorhen han sandsynligviis efter hvert Krigstog drog tilbage, og opholdt sig om Vinterne. Dette forklarer, hvorfor han ikke hvert Aar mellem 804 og 810 nævnes hos de frankiske Skribenter, men kun een Gang imellem kommer tilsyne. I Mellemtiden, rimeligviis ogsaa i de nærmeste Aar før 804, har han været hjemme, eller paa Tog andensteds. Stedet, hvor han blev dræbt, synes efter den Santgalliske Munk at skulle være i det Moselske (Maasiske?), hvor han just befandt sig paa sit store Krigstog; de paalideligere frankiske Annaler antyde dog umiskjendeligt, at han da var hjemme, eller hjemkommen fra Frisland, og endnu ikke havde begyndt det store Krigstog, hvormed han truede. Den kortere norske Beretnings Udsagn, at han blev dræbt i Stiflusund ved Geirstad, altsaa i Skiringssal, har derfor meest for sig. Yngligasaga og Thjodolf nævne vel Stiflusund, men ikke, hvor dette „Stiflusund“, der maaskee, naar alt kommer til alt, kun skal betegne „det trange Sund“ eller „det tillukkede Sund“[2], var beliggende.

Saxo forvexler Gudrød med den allerede forhen[3] omtalte fabelagtige Kong Gautrek den gavmilde, gjør ham til Danmarks Konge, og henfører Historien om Gave-Ref fra Thelemarken til ham. Han fortæller ogsaa at han paalagde Saxerne en Skat, bestaaende deri at deres Høvdinger ved hvert Kongeskifte skulde sende den nye Konge hundrede snehvide Heste. Hvorvidt dette virkelig grunder sig paa et Sagn, om Gudrød, eller det kun har staaet i det Æventyr om Gautrek og Ref, som Saxo benyttede, lader sig vanskeligt bestemme. Det sidste synes dog al være det rimeligste, da Saxo ogsaa taler om en særegen Skat, Svenskerne maatte udrede fordi de havde dræbt Ref ved at slippe en Møllesteen ned paa ham, medens han sov[4]. Disse

  1. Under Navnet „Vejdekonge“ forekommer han og hvor hans Navn nævnes i Slægtrækker. I Historia Norvegiæ kaldes han Gunthrodus rex Venator.
  2. Stifla er maaskee beslægtet med det engelske stifle, tilsnøre, kvæle. Hvis „Stiflusund“ ej skulde være at søge ved Geirstad, men i Sønderjylland, maatte man tænke paa Meesund (Mjósund, det trange Sund) i Slien.
  3. Se ovf. S. 341.
  4. Skatten bestod ifølge Saxo af 12 Pund Guld for hver af Gjerningsmændene, og een Øre Guld for hver af de øvrige i det svenske Folk. De kaldte det, siger Saxo, vulpeculæ pensionem, et Udtryk, der i Olddansk maa have lydt Refgjeld. (Saxo 8de B. S. 435). Dette Udtryk maa have forekommet i gamle svenske Retsvedtægter eller Sagn, men man finder det nu ingensteds nævnt uden her hos Saxo.