Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/417

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
389
Gudrød Vejdekonge.


Ynglingaſaga og Thjodolf give Gudrød Tilnavnet mikilláti eller göfugláti (den overmodige eller højſindede), hvilket pasſer godt med den Maade, paa hvilken han optraadte lige over for den mægtige Kejſer; han kaldes tillige „den ſterke“ og „Vejdekongen“ (d. e. Jagtkongen), rimeligviis fordi han var en ivrig Jæger, hvilket ogſaa Santgallermunkens Fortælling ſynes at antyde[1]. Naar de frankiſke Annaler fortælle, at han i Aaret 804 kom med ſin Hær til Slesvig, og i 809, efter at være kommen tilbage fra ſit Herjetog i Abotriternes Land, kun opholdt ſig der indtil han havde ſat Befæſtningsarbejderne i Gang, og derpaa rejſte hjem, ſaa ſeer man heraf, at heller ikke Tydſkerne have antaget Slesvig for hans egentlige Hjem, men at dette maa ſøges i Skiringsſal, hvorhen han ſandſynligviis efter hvert Krigstog drog tilbage, og opholdt ſig om Vinterne. Dette forklarer, hvorfor han ikke hvert Aar mellem 804 og 810 nævnes hos de frankiſke Skribenter, men kun een Gang imellem kommer tilſyne. I Mellemtiden, rimeligviis ogſaa i de nærmeſte Aar før 804, har han været hjemme, eller paa Tog andenſteds. Stedet, hvor han blev dræbt, ſynes efter den Santgalliſke Munk at ſkulle være i det Moſelſke (Maaſiſke?), hvor han juſt befandt ſig paa ſit ſtore Krigstog; de paalideligere frankiſke Annaler antyde dog umiskjendeligt, at han da var hjemme, eller hjemkommen fra Frisland, og endnu ikke havde begyndt det ſtore Krigstog, hvormed han truede. Den kortere norſke Beretnings Udſagn, at han blev dræbt i Stifluſund ved Geirſtad, altſaa i Skiringsſal, har derfor meeſt for ſig. Yngligaſaga og Thjodolf nævne vel Stifluſund, men ikke, hvor dette „Stifluſund“, der maaſkee, naar alt kommer til alt, kun ſkal betegne „det trange Sund“ eller „det tillukkede Sund“[2], var beliggende.

Saxo forvexler Gudrød med den allerede forhen[3] omtalte fabelagtige Kong Gautrek den gavmilde, gjør ham til Danmarks Konge, og henfører Hiſtorien om Gave-Ref fra Thelemarken til ham. Han fortæller ogſaa at han paalagde Saxerne en Skat, beſtaaende deri at deres Høvdinger ved hvert Kongeſkifte ſkulde ſende den nye Konge hundrede ſnehvide Heſte. Hvorvidt dette virkelig grunder ſig paa et Sagn, om Gudrød, eller det kun har ſtaaet i det Æventyr om Gautrek og Ref, ſom Saxo benyttede, lader ſig vanſkeligt beſtemme. Det ſidſte ſynes dog al være det rimeligſte, da Saxo ogſaa taler om en ſæregen Skat, Svenſkerne maatte udrede fordi de havde dræbt Ref ved at ſlippe en Mølleſteen ned paa ham, medens han ſov[4]. Disſe

  1. Under Navnet „Vejdekonge“ forekommer han og hvor hans Navn nævnes i Slægtrækker. I Historia Norvegiæ kaldes han Gunthrodus rex Venator.
  2. Stifla er maaſkee beſlægtet med det engelſke stifle, tilſnøre, kvæle. Hvis „Stifluſund“ ej ſkulde være at ſøge ved Geirſtad, men i Sønderjylland, maatte man tænke paa Meeſund (Mjósund, det trange Sund) i Slien.
  3. Se ovf. S. 341.
  4. Skatten beſtod ifølge Saxo af 12 Pund Guld for hver af Gjerningsmændene, og een Øre Guld for hver af de øvrige i det ſvenſke Folk. De kaldte det, ſiger Saxo, vulpeculæ pensionem, et Udtryk, der i Olddanſk maa have lydt Refgjeld. (Saxo 8de B. S. 435). Dette Udtryk maa have forekommet i gamle ſvenſke Retsvedtægter eller Sagn, men man finder det nu ingenſteds nævnt uden her hos Saxo.