Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/416

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
388
Gudrød Vejdekonge.

Kong Gudrød en Høſt om paa Gjeſteri. Han laa med ſit Skib i Stifluſund; der blev drukket ſterkt, Kongen var ſelv meget drukken. Om Kvelden, da det var mørkt, gik han op fra Skibet, men da han kom til Bryggeſporden, løb en Mand ham imøde, og ſtak et Spyd gjennem ham, hvilket blev hans Bane. Manden blev ſtrax dræbt, og man gjenkjendte ham den følgende Morgen ſom Dronning Aaſas Skoſvend. Hun vedgik ogſaa, at det var ſkeet efter hendes Foranſtaltning“.

Thjodolf, der opholdt ſig hos hans Søn Halfdan, og ſaaledes havde den bedſte Lejlighed til at vide, hvorledes det var gaaet til ved Gudrøds Drab, ſiger ogſaa, at Gudrød blev Offer for lumſk Efterſtræbelſe; at Hevngjerrighed ſmedede Planen til den beruſede Fyrſtes Død, at Aaſas Tjener var hans lumſke Morder, og at han blev gjennemboret paa Stifluſunds gamle Bred[1]. En kort Beretning om Halfdan Hvitbeins nærmeſte Ætlinger fortæller det ſamme ſom Ynglingaſaga, men tilføjer, at Stifluſund, hvor han blev dræbt, laa ved Geirſtad paa Veſtfold[2].

Saxo ſiger kun, at Gudrød faldt ſom et Offer for ſin egen Hirdmands Efterſtræbelſer[3], truffett af det Mordſtaal, Forræderi inden hans eget Huus førte mod ham. Rykloſters Annaler fortælle, at han, efter at have drevet Kejſeren paa Flugt og herjet Saxland, blev ſtukken tvert igjennem Livet af en af ſine egne Krigere[4]. De frankiſke Annaler melde, ſom vi have ſeet, kun at han blev dræbt af en af ſine egne Hirdmænd. Men en Munk i St. Gallen, der mod Slutningen af det 9de Aarhundrede beſkrev Karl den Stores Bedrifter, fortæller[5], at Gudrød, efter at have gjort et Indfald i Karls Rige, og valgt ſig Egnen om Moſel til Kongeſæde, blev, juſt ſom han paa Jagten vilde løsne ſin Falk fra en Vildand, overfalden og huggen i to Stykker af ſin Søn, hvis Moder han juſt havde forſkudt og egtet en anden Kvinde. Hvad der her ſiges om Gudrøds Fremtrængen lige til Moſel, er naturligviis en Overdrivelſe[6], hvori den langt fra Skuepladſen for Gudrøds Virkſomhed levende Santgallermunk let kunde komme til at gjøre ſig ſkyldig. Forøvrigt ſtemme alle Beretninger med hinanden i at lade Gudrød falde for en Forræder i ſin egen Hird; den ſydligſte og den nordligſte, Santgallermunkens og Ynglingaſagas, ere derhos enige i at nævne hans Huſtru ſom den, der egentlig anſtiftede Mordet, kun med den Forſkjel, at hiin lader det ſkee af Skinſyge og ved hendes egen Søn, denne af Hevntørſt, og ved hendes Skoſvend.

  1. Thjodolfs Vers ſammeſteds.
  2. Hauk Erlendsſøn om Oplændingekongerne i Fornald. S. Norðrl. II. S 109.
  3. Saxo, 9de B. S. 438.
  4. Chronicon Erici regis, i Langebeks Scriptores rerum Dan. I. p. 156.
  5. Monachi Sangall. gesta Karoli, I. II. (Pertz. II. p. 757).
  6. Maaſkee dog Santgallermunken har forvexlet Maas med Moſel. At han her ſigter til Frislands Erobring, er aabenbart.