Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/416

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
388
Gudrød Vejdekonge.

Kong Gudrød en Høst om paa Gjesteri. Han laa med sit Skib i Stiflusund; der blev drukket sterkt, Kongen var selv meget drukken. Om Kvelden, da det var mørkt, gik han op fra Skibet, men da han kom til Bryggesporden, løb en Mand ham imøde, og stak et Spyd gjennem ham, hvilket blev hans Bane. Manden blev strax dræbt, og man gjenkjendte ham den følgende Morgen som Dronning Aasas Skosvend. Hun vedgik ogsaa, at det var skeet efter hendes Foranstaltning“.

Thjodolf, der opholdt sig hos hans Søn Halfdan, og saaledes havde den bedste Lejlighed til at vide, hvorledes det var gaaet til ved Gudrøds Drab, siger ogsaa, at Gudrød blev Offer for lumsk Efterstræbelse; at Hevngjerrighed smedede Planen til den berusede Fyrstes Død, at Aasas Tjener var hans lumske Morder, og at han blev gjennemboret paa Stiflusunds gamle Bred[1]. En kort Beretning om Halfdan Hvitbeins nærmeste Ætlinger fortæller det samme som Ynglingasaga, men tilføjer, at Stiflusund, hvor han blev dræbt, laa ved Geirstad paa Vestfold[2].

Saxo siger kun, at Gudrød faldt som et Offer for sin egen Hirdmands Efterstræbelser[3], truffett af det Mordstaal, Forræderi inden hans eget Huus førte mod ham. Ryklosters Annaler fortælle, at han, efter at have drevet Kejseren paa Flugt og herjet Saxland, blev stukken tvert igjennem Livet af en af sine egne Krigere[4]. De frankiske Annaler melde, som vi have seet, kun at han blev dræbt af en af sine egne Hirdmænd. Men en Munk i St. Gallen, der mod Slutningen af det 9de Aarhundrede beskrev Karl den Stores Bedrifter, fortæller[5], at Gudrød, efter at have gjort et Indfald i Karls Rige, og valgt sig Egnen om Mosel til Kongesæde, blev, just som han paa Jagten vilde løsne sin Falk fra en Vildand, overfalden og huggen i to Stykker af sin Søn, hvis Moder han just havde forskudt og egtet en anden Kvinde. Hvad der her siges om Gudrøds Fremtrængen lige til Mosel, er naturligviis en Overdrivelse[6], hvori den langt fra Skuepladsen for Gudrøds Virksomhed levende Santgallermunk let kunde komme til at gjøre sig skyldig. Forøvrigt stemme alle Beretninger med hinanden i at lade Gudrød falde for en Forræder i sin egen Hird; den sydligste og den nordligste, Santgallermunkens og Ynglingasagas, ere derhos enige i at nævne hans Hustru som den, der egentlig anstiftede Mordet, kun med den Forskjel, at hiin lader det skee af Skinsyge og ved hendes egen Søn, denne af Hevntørst, og ved hendes Skosvend.

  1. Thjodolfs Vers sammesteds.
  2. Hauk Erlendssøn om Oplændingekongerne i Fornald. S. Norðrl. II. S 109.
  3. Saxo, 9de B. S. 438.
  4. Chronicon Erici regis, i Langebeks Scriptores rerum Dan. I. p. 156.
  5. Monachi Sangall. gesta Karoli, I. II. (Pertz. II. p. 757).
  6. Maaskee dog Santgallermunken har forvexlet Maas med Mosel. At han her sigter til Frislands Erobring, er aabenbart.