Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/412

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
384
Gudrød Vejdekonge.


Halfdan mildes Søn og Efterfølger var Gudrød, eller, ſom han af de frankiſke Annaliſter kaldes, Godfrid. Hans Moder var Lif, Datter af den ovenfor omtalte Dag, Konge paa Veſtmare eller Kyſten mellem Mar (Langeſundsfjorden) og Agder; i Ynglingaſaga nævnes ſom hans Beſiddelſer i Norge, foruden Veſtfold, ogſaa Hedemarken, Thoten og Hadeland, foruden Vermeland i Sverige. Da vi derhos finde hans Søn og Sønneſønner i Beſiddelſe ej alene af den ſydlige Deel af Veſtfold med Skiringsſal, men ogſaa af Veſtmare, maa han have arvet begge Landſkaber, det førſte efter ſine fædrene, det ſidſte efter ſine mødrene Frænder. Ved Giftermaal med Alfhild, Datter af Kong Alfarin fra Alfheime, fik han ogſaa Halvdelen (det vil ſige den nordlige Deel) af Vingulmark; hans Rige i Norge ſtrakte ſig ſaaledes omtrent fra det nuværende Follo langs Chriſtianiafjordens Kyſt opad til Mjøſen og Randsfjorden og videre mod Syd til Rygjarbit. Men med Herredømmet over Skiringsſal fulgte ogſaa Herredømmet over Riget i Sønderjylland, og det er iſærdeleshed ſom Konge her, at Gudrød eller Godfrid har faaet egentlig hiſtoriſk Navnkundighed. I de frankiſke Annaler nævnes han allerførſt ved Aaret 804, og optræder ſom Ven og Forſvarer af de Nordljuder eller nordalbingiſke Saxere, der i 798 havde gjort Oprør mod Karl den ſtore. Denne havde behandlet dem haardt, thi efter at have overvundet dem og gjentagne Gange herjet deres Land, lod han endelig om Sommeren 804 alle de Saxere, der opholdt ſig hiinſides Elben eller i Vindland (Abotriternes Land), med Magt bortføre og fordele paa andre Kanter i ſit Rige, overladende de Strækninger, de hidtil beboede, til Abotriterne, der under deres Fyrſte Traſiko havde ſtaaet hans Feltherrer bi[1]. Men til ſamme Tid kom Gudrød med ſin Flaade og alt ſit Rytteri til Sliesthorp (Slesvig); han har rimeligviis, ved Efterretningen om Karls voldſomme Foranſtaltninger, i Haſt begivet ſig ned fra Veſtfold. Han lovede i Førſtningen at indfinde ſig til en Sammenkomſt med Karl, men udeblev, efter ſine egne Mænds Raad. Kejſeren ventede en Stund paa ham i Holdungſtede ved Elben, og ſendte Geſandter til ham for at forlange de

  1. St. Amands Annaler, Pertz. I. p. 14. Xantenſke Annaler, Pertz. II. p. 284. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 191. Regino’s Annaler, Pertz I. 563. Chron. Moisſiac. Pertz. I. 307. II. p. 258.