beligt, hvorledes flere af de frankiske Annalister, uagtet de kalde Nordmændenes Rige i Sønderjylland Nortmannia, dog kunne kalde Kongerne Daners eller Nordmænds Konger i Fleng. Nordenfor Riget Nortmannia var det egentlige Angel, der dog kun ansaaes for en Deel af Jylland. Vestenfor Nortmannia var Frisernes Land, der i hine Tider ej havde det Udseende, som nu. Store, af Flod-Arme omslyngede Øer, lignende Zeelands Øer i Nederlandene, strakte sig da langt mod Vest, næsten lige til det nuværende Helgoland, der da var større end nu, og kaldtes Fositesland eller Farria. Af de mange Flod-Arme var der især een, ad hvilken man fra de indre Egne sejlede til Havet; det var Egidor (Eideren), eller som vore Forfædre kaldte den, Ogisdyr, Døren til Havet; dens Navn overførtes ogsaa paa dens Kilder inde i Landet baade den egentlige Eider i Syd og Trenen i Nord[1]. I den østlige Deel af Landet, mellem Slien, og den østlige Eider og Kielerfjorden, var der tykke, næsten ugjennemtrængelige Skove. Landet mellem Eideren og Elben, det nuværende Holsten, var paa Østsiden beboet af Slaver, fornemmelig de saakaldte Abotriter; forresten havde det en sparsom Befolkning af Saxer, der vel og for en stor Deel vare blandede med Daner og Friser; de frankiske Annalister kalde dem deels Nordalbinger, deels Nortliudi, deels Markomanner eller Grændseboere, et Navn, som ogsaa udstrækkes til Nordmændene selv, efter at disse begyndte at komme i umiddelbar Berørelse med Frankerne. Thi det nordalbingiske Landskab var, som man kan see, fra den tidligste Tid et Tvistens Æble mellem Nordmændene i Sønderjylland og de frankiske Konger[2].
- ↑ Hos den ravenniske Geograph, der, som det synes, tildeels skriver sig fra det 9de Aarh., kaldes Eideren Dyna eller Lina. Om dette er en Misforstaaelse eller ej, lader sig nu ikke godt oplyse, men merkeligt er det vistnok, at Herv. Saga nævner Dúnheidr og Dýngja tilligemed det nærliggende Myrkvidr som Grændsen mellem Reidgotland og Hunaland, eg at Myrkvidr andetsteds (i Ol. Tr. S. Cap. 62) nævnes som Skoven, der skillede mellem Holsten og Jylland. Og „Eideren“, Œgisdyr, er heller ikke noget egentligt Navn. I „Duna“ har man derimod den gamle keltiske og slaviske Benævnelse, der har ligget til Grund for Donau, Dorin, Don (Tanais), og den bedste Forklaringsgrund til de Forvexlinger, der mellem alle disse Elve have fundet Sted.
- ↑ Hraban Maur, død som Erkebiskop i Mainz 856, bruger Udtrykket Marcomanni eller Norðmanni i Fleng om de nordiske og dansk-gotiske Beboere af Sønderjylland eller maaskee af hele Danmark. Han meddeler nemlig i sit Skrift de inventione literarum et gotisk Runealfabet, og siger derom: „dette er de Bogstaver, der bruges af Markmændene, hvilke vi kalde Nordmændene, og fra hvilke de, der tale det tydske Sprog, have deres Oprindelse. Med disse Bogstaver pleje de, der endnu ere Hedninger, at optegne deres Kvad, deres Galdre og Spaadomme“. For ret at forstaa disse Udtryk maa man tænke sig Forholdet i Sønderjylland Massen af Befolkningen var dansk, medens Høvdingerne vare Nordmænd. Det var den danske Befolkning, der brugte hine Runer, medens naturligviis Krigene mod Tydskland, eller alle politiske Foretagender, gik i Nordmændenes Navn. Saaledes har Hraban kunnet tillægge Nordmændene de Runer, der egentl. tilhørte Danerne. Nortliudi kaldes i de gamle, ved 788 forfattede Lorscher-Annaler stedse de saxiske Beboere af Nordalbingien.
