Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/411

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
383
Nortmannia.

beligt, hvorledes flere af de frankiſke Annaliſter, uagtet de kalde Nordmændenes Rige i Sønderjylland Nortmannia, dog kunne kalde Kongerne Daners eller Nordmænds Konger i Fleng. Nordenfor Riget Nortmannia var det egentlige Angel, der dog kun anſaaes for en Deel af Jylland. Veſtenfor Nortmannia var Friſernes Land, der i hine Tider ej havde det Udſeende, ſom nu. Store, af Flod-Arme omſlyngede Øer, lignende Zeelands Øer i Nederlandene, ſtrakte ſig da langt mod Veſt, næſten lige til det nuværende Helgoland, der da var ſtørre end nu, og kaldtes Foſitesland eller Farria. Af de mange Flod-Arme var der iſær een, ad hvilken man fra de indre Egne ſejlede til Havet; det var Egidor (Eideren), eller ſom vore Forfædre kaldte den, Ogisdyr, Døren til Havet; dens Navn overførtes ogſaa paa dens Kilder inde i Landet baade den egentlige Eider i Syd og Trenen i Nord[1]. I den øſtlige Deel af Landet, mellem Slien, og den øſtlige Eider og Kielerfjorden, var der tykke, næſten ugjennemtrængelige Skove. Landet mellem Eideren og Elben, det nuværende Holſten, var paa Øſtſiden beboet af Slaver, fornemmelig de ſaakaldte Abotriter; forreſten havde det en ſparſom Befolkning af Saxer, der vel og for en ſtor Deel vare blandede med Daner og Friſer; de frankiſke Annaliſter kalde dem deels Nordalbinger, deels Nortliudi, deels Markomanner eller Grændſeboere, et Navn, ſom ogſaa udſtrækkes til Nordmændene ſelv, efter at disſe begyndte at komme i umiddelbar Berørelſe med Frankerne. Thi det nordalbingiſke Landſkab var, ſom man kan ſee, fra den tidligſte Tid et Tviſtens Æble mellem Nordmændene i Sønderjylland og de frankiſke Konger[2].

  1. Hos den ravenniſke Geograph, der, ſom det ſynes, tildeels ſkriver ſig fra det 9de Aarh., kaldes Eideren Dyna eller Lina. Om dette er en Misforſtaaelſe eller ej, lader ſig nu ikke godt oplyſe, men merkeligt er det viſtnok, at Herv. Saga nævner Dúnheidr og Dýngja tilligemed det nærliggende Myrkvidr ſom Grændſen mellem Reidgotland og Hunaland, eg at Myrkvidr andetſteds (i Ol. Tr. S. Cap. 62) nævnes ſom Skoven, der ſkillede mellem Holſten og Jylland. Og „Eideren“, Œgisdyr, er heller ikke noget egentligt Navn. I „Duna“ har man derimod den gamle keltiſke og ſlaviſke Benævnelſe, der har ligget til Grund for Donau, Dorin, Don (Tanais), og den bedſte Forklaringsgrund til de Forvexlinger, der mellem alle disſe Elve have fundet Sted.
  2. Hraban Maur, død ſom Erkebiſkop i Mainz 856, bruger Udtrykket Marcomanni eller Norðmanni i Fleng om de nordiſke og danſk-gotiſke Beboere af Sønderjylland eller maaſkee af hele Danmark. Han meddeler nemlig i ſit Skrift de inventione literarum et gotiſk Runealfabet, og ſiger derom: „dette er de Bogſtaver, der bruges af Markmændene, hvilke vi kalde Nordmændene, og fra hvilke de, der tale det tydſke Sprog, have deres Oprindelſe. Med disſe Bogſtaver pleje de, der endnu ere Hedninger, at optegne deres Kvad, deres Galdre og Spaadomme“. For ret at forſtaa disſe Udtryk maa man tænke ſig Forholdet i Sønderjylland Masſen af Befolkningen var danſk, medens Høvdingerne vare Nordmænd. Det var den danſke Befolkning, der brugte hine Runer, medens naturligviis Krigene mod Tydſkland, eller alle politiſke Foretagender, gik i Nordmændenes Navn. Saaledes har Hraban kunnet tillægge Nordmændene de Runer, der egentl. tilhørte Danerne. Nortliudi kaldes i de gamle, ved 788 forfattede Lorſcher-Annaler ſtedſe de ſaxiſke Beboere af Nordalbingien.