Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/410

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
382
Syd-Daner i Sønderjylland.

møringen med Danen og Svenſken; ved Siden af Tougverk af Hvalroshud og Pelsverk fra Nordland kunde man viſtnok ſee Ravſmykker fra Preusſen, koſtbare Tøjer fra Grækenland og Orienten, og byzantinſke og arabiſke Mynter ved Siden af de nordiſke Bauge, medens Havnen laa fuld af ſtore og ſmaa Skibe af forſkjellig Bygningsmaade, af hvilke dog iſær de kongelige Langſkibe maa have tildraget ſig Opmerkſomheden ej alene ved deres Størrelſe, men ogſaa ved deres Pragt[1]. Under disſe Omſtændigheder bliver det ikke længer ſaa beſynderligt, at de veſtfoldſke Konger kunde hæve ſig til ſaa ſtor Magt og Anſeelſe fremfor de øvrige Konger i Norden, og tilſidſt endog fremfor deres egne Overkonger.

Det Folk, der beboede den Deel af Sønderjylland, ſom ſtod under den veſtfoldſke Kongeæts Herredømme, var, ſom det ſynes, fornemmelig Daner, det vil ſige den Afdeling af gotiſke Daner, der allerede ſiden det 5te Aarhundrede havde været boſat i disſe Egne, og tildeels vare adſkilte fra de egentlige Daner paa den nordiſke Halvøs Faſtland og de nærmeſt liggende Øer. Disſe Daner i Sønderjylland kaldes i en geographiſk Overſigt, forfattet af Kong Alfred ſelv, Syd-Danerne, modſatte Nord-Danerne paa Øerne og Faſtlandet; han kalder dem „en Afdeling af Danerne“, og nævner dem i Forbindelſe med Anglerne og Sinlendi[2]. Det er derfor let begri-

  1. Den egentlige Beliggenhed af Handelspladſen ſynes, ſom ovenfor nævnt, at antydes ved Navnet Kaupang paa et Par Gaarde ved Viggsfjorden, i hvis Nærhed der nu findes en liden Halvø, kaldet Lamøen, men ſom for ikke lang Tid tilbage var omflydt, og indenfor hvilken i ældre Tider rimeligviis den egentlige Havn har været. Omkring dette Punkt vrimler der endog i en temmelig viid Omkreds af Gravhøje, i hvilke man fra Tid til anden har fundet Vaaben og Redſkaber af Jern, Levninger af Baade, Glasperler og Smykker, m. m. Foruden den ſtore Steenſætning ved Thjodalyng findes her nede ved Havnen ogſaa en mindre. Eftergravninger vilde her viſtnok give merkelige Reſultater.
  2. Alfreds Ord i den geogr. Beſkr. ere følgende: „Veſtenfor Oldſaxerne (de egentl. Saxer i Tydſkland, modſat Angelſaxerne) er Mundingen af Elben, og Frisland. Nordveſt derfra er det Land, man kalder Angel, og Sillende, og en Deel af Danernes nordenfor dem (Oldſaxerne) ere Abotriterne, nordøſt Vilterne, hvilke man kalder Æſælderne, øſtenfor disſe er Vinedernes (Vendernes) Land … Veſtenfor Syd-Danerne (den nys omtalte Deel af Danerne) er den Arm af Havet, der omgiver Britanniens nordenfor dem er den Arm af Havet, der kaldes Øſterſøen. Øſten og nordenfor dem er Nord-Danerne, baade paa Faſtlandet og Øerne; øſtenfor dem ere Abotriterne, og ſøndenfor dem er Elbmundingen og en Deel af Oldſaxerne. Nord-Danerne have nordenfor ſig den ſamme Arm af Havet, der kaldes Øſterſøen; øſtenfor dem ere Oſterne (Eſterne), og ſøndenfor ere Abotriterne …“ (Barringtons udg. S. 20, 21). I Gjengivelſen af Ottars Rejſeberetning heder det: „Søndenfor Skiringsſal gaar en ſtor Sø op i Landet, bredere end at Nogen kan overſee den; paa den ene Side er Gotland (Jylland) lige overfor, derpaa Sillende; den Sø gaar mange hundrede Mile op i Landet … Fra Skiringsſal ſejlede Ottar paa flere Dage til den Havn, ſom kaldes Hede (Slesvig), den ligger mellem Vender, Saxer og Angel, og hører til Danerne. Da han ſejlede hid fra Skiringsſal, havde han i tre Dage Danmark til Bagbord og det aabne Hav til Styrbord; de følgende to Dage havde han til Styrbord Gotland, Sillende og mange Øer, til Bagbord de Øer, der høre til Danmark“. (Barr. udg. S. 25).