møringen med Danen og Svensken; ved Siden af Tougverk af Hvalroshud og Pelsverk fra Nordland kunde man vistnok see Ravsmykker fra Preussen, kostbare Tøjer fra Grækenland og Orienten, og byzantinske og arabiske Mynter ved Siden af de nordiske Bauge, medens Havnen laa fuld af store og smaa Skibe af forskjellig Bygningsmaade, af hvilke dog især de kongelige Langskibe maa have tildraget sig Opmerksomheden ej alene ved deres Størrelse, men ogsaa ved deres Pragt[1]. Under disse Omstændigheder bliver det ikke længer saa besynderligt, at de vestfoldske Konger kunde hæve sig til saa stor Magt og Anseelse fremfor de øvrige Konger i Norden, og tilsidst endog fremfor deres egne Overkonger.
Det Folk, der beboede den Deel af Sønderjylland, som stod under den vestfoldske Kongeæts Herredømme, var, som det synes, fornemmelig Daner, det vil sige den Afdeling af gotiske Daner, der allerede siden det 5te Aarhundrede havde været bosat i disse Egne, og tildeels vare adskilte fra de egentlige Daner paa den nordiske Halvøs Fastland og de nærmest liggende Øer. Disse Daner i Sønderjylland kaldes i en geographisk Oversigt, forfattet af Kong Alfred selv, Syd-Danerne, modsatte Nord-Danerne paa Øerne og Fastlandet; han kalder dem „en Afdeling af Danerne“, og nævner dem i Forbindelse med Anglerne og Sinlendi[2]. Det er derfor let begri-
- ↑ Den egentlige Beliggenhed af Handelspladsen synes, som ovenfor nævnt, at antydes ved Navnet Kaupang paa et Par Gaarde ved Viggsfjorden, i hvis Nærhed der nu findes en liden Halvø, kaldet Lamøen, men som for ikke lang Tid tilbage var omflydt, og indenfor hvilken i ældre Tider rimeligviis den egentlige Havn har været. Omkring dette Punkt vrimler der endog i en temmelig viid Omkreds af Gravhøje, i hvilke man fra Tid til anden har fundet Vaaben og Redskaber af Jern, Levninger af Baade, Glasperler og Smykker, m. m. Foruden den store Steensætning ved Thjodalyng findes her nede ved Havnen ogsaa en mindre. Eftergravninger vilde her vistnok give merkelige Resultater.
- ↑ Alfreds Ord i den geogr. Beskr. ere følgende: „Vestenfor Oldsaxerne (de egentl. Saxer i Tydskland, modsat Angelsaxerne) er Mundingen af Elben, og Frisland. Nordvest derfra er det Land, man kalder Angel, og Sillende, og en Deel af Danernes nordenfor dem (Oldsaxerne) ere Abotriterne, nordøst Vilterne, hvilke man kalder Æsælderne, østenfor disse er Vinedernes (Vendernes) Land … Vestenfor Syd-Danerne (den nys omtalte Deel af Danerne) er den Arm af Havet, der omgiver Britanniens nordenfor dem er den Arm af Havet, der kaldes Østersøen. Østen og nordenfor dem er Nord-Danerne, baade paa Fastlandet og Øerne; østenfor dem ere Abotriterne, og søndenfor dem er Elbmundingen og en Deel af Oldsaxerne. Nord-Danerne have nordenfor sig den samme Arm af Havet, der kaldes Østersøen; østenfor dem ere Osterne (Esterne), og søndenfor ere Abotriterne …“ (Barringtons udg. S. 20, 21). I Gjengivelsen af Ottars Rejseberetning heder det: „Søndenfor Skiringssal gaar en stor Sø op i Landet, bredere end at Nogen kan oversee den; paa den ene Side er Gotland (Jylland) lige overfor, derpaa Sillende; den Sø gaar mange hundrede Mile op i Landet … Fra Skiringssal sejlede Ottar paa flere Dage til den Havn, som kaldes Hede (Slesvig), den ligger mellem Vender, Saxer og Angel, og hører til Danerne. Da han sejlede hid fra Skiringssal, havde han i tre Dage Danmark til Bagbord og det aabne Hav til Styrbord; de følgende to Dage havde han til Styrbord Gotland, Sillende og mange Øer, til Bagbord de Øer, der høre til Danmark“. (Barr. udg. S. 25).
