Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ſom Findingsſteder for Rav og Diamanter. Den græſke Forfatter Diodor, der levede paa Auguſtus’s Tider, nævner ogſaa om Øen Baſilia, ovenfor Galatien (ɔ: Gallien) og ligeoverfor Skythien, hvor Ravet opſkylledes.

Vi faa af alle disſe Beretninger, trods deres Dunkelhed, det beſtemte Indtryk, at germaniſke Folk, fornemmelig Goterne, paa Pytheas’s Tid virkelig boede ved Øſterſøens Kyſter, men vi erfare endnu ikke, om det var paa Nordſiden eller Sydſiden af denne, langt ude eller langt inde. Navnet Baſilia (udtalt Vaſilia) og Oſerikta har man, ej uden Grund, antaget for en Forvanſkning af Navnet Osilia, hvormed man i Middelalderens Skrifter finder Øen Øſel benævnet[1]. Plinius ſiger vel, at Timæus kalder den ſamme Ø Baſilia, hvilken Pytheas kalder Abalus, men ſiden lader han dog Pytheas kalde den Ø Baſilia, ſom Xenophon kaldte Baltia, altſaa har dog Pytheas ſelv gjort Forſkjel paa Baſilia og Abalus. Naar det af Guttonerne beboede Mentonomons Kyſter ſkulde ligge en Dagsrejſe fra den ſtore Rav-Ø, kan man ikke, hvor man end lægger denne, andet end tænke paa et Sted i Danmark eller Skaane. I disſe Egne var altſaa Goterne boſatte paa Pytheas’s Tid.

I flere Aarhundreder treffe vi nu ingen Meldelſe om Folk, der med Sikkerhed kunne kaldes germaniſke, førend hos Cæſar, ved hvis galliſke Krige Romerne lærte Germanerne umiddelbart at kjende. Cæſar finder allerede Germanerne boſatte hiinſides Rhinen, men kun i Nord- og Mellem-Tydſkland; galliſke Folkeſlag boede endnu paa hans Tid i Helvetien og de øvre Donau-Egne. Han nævner om ældre Tider, i hvilke Gallerne vare langt mægtigere end Germanerne, og Tacitus, ſom paa en vis Maade udfylder denne Notits, lægger til, at den hele Strækning mellem den herkyniſke Skov og Main langt tilbage i Tiden var beboet af de galliſke Folkeſlag: Helvetier i Veſt og Bojer i Øſt, om hvilke ſidſte Navnet Bojhemum (Böhmen) mindede og endnu i vore Dage minder. Fra Romernes Standpunkt maatte dette Forhold fremſtille ſig ſom om Gallerne havde foretaget Indvandringer fra Veſten til Landene øſtenfor Rhinen; og dette er i og for ſig heller ikke ſaa uſandſynligt, hvad Donau-Egnene angaar, i hvilke, ſom bekjendt, galliſke Vandringshobe i Begyndelſen af det 3die Aarhundrede før Chriſtus arbejdede ſig lige ned mod det ſorte Hav, og videre til Makedonien, Grækenland og Lilleaſien. Men Hovedretningen af de ſtore nationale Vandringer i Europa, nemlig fra Øſt mod Veſt, viſer dog, at enhver Bevægelſe

  1. Øſel kunde viſtnok ogſaa ſynes at være en Forvanſkning aſ det oldnordiſke Eysýsla, med hvilket Navn Nordboerne benævnte Øſel i Modſætning til Eſtlands Faſtland, ſom de kaldte Aðalsýsla. Men underligt vilde det dog være, om Øen blot ſkulde have været benævnt med det nordiſke Navn. Rimeligere er det, at dette allerede tidligt er fremkommet ſom et Forſøg paa at forklare det nationale Navn. Ptolemæos omtaler Oſyler i disſe Egne.