som Findingssteder for Rav og Diamanter. Den græske Forfatter Diodor, der levede paa Augustus’s Tider, nævner ogsaa om Øen Basilia, ovenfor Galatien (ɔ: Gallien) og ligeoverfor Skythien, hvor Ravet opskylledes.
Vi faa af alle disse Beretninger, trods deres Dunkelhed, det bestemte Indtryk, at germaniske Folk, fornemmelig Goterne, paa Pytheas’s Tid virkelig boede ved Østersøens Kyster, men vi erfare endnu ikke, om det var paa Nordsiden eller Sydsiden af denne, langt ude eller langt inde. Navnet Basilia (udtalt Vasilia) og Oserikta har man, ej uden Grund, antaget for en Forvanskning af Navnet Osilia, hvormed man i Middelalderens Skrifter finder Øen Øsel benævnet[1]. Plinius siger vel, at Timæus kalder den samme Ø Basilia, hvilken Pytheas kalder Abalus, men siden lader han dog Pytheas kalde den Ø Basilia, som Xenophon kaldte Baltia, altsaa har dog Pytheas selv gjort Forskjel paa Basilia og Abalus. Naar det af Guttonerne beboede Mentonomons Kyster skulde ligge en Dagsrejse fra den store Rav-Ø, kan man ikke, hvor man end lægger denne, andet end tænke paa et Sted i Danmark eller Skaane. I disse Egne var altsaa Goterne bosatte paa Pytheas’s Tid.
I flere Aarhundreder treffe vi nu ingen Meldelse om Folk, der med Sikkerhed kunne kaldes germaniske, førend hos Cæsar, ved hvis galliske Krige Romerne lærte Germanerne umiddelbart at kjende. Cæsar finder allerede Germanerne bosatte hiinsides Rhinen, men kun i Nord- og Mellem-Tydskland; galliske Folkeslag boede endnu paa hans Tid i Helvetien og de øvre Donau-Egne. Han nævner om ældre Tider, i hvilke Gallerne vare langt mægtigere end Germanerne, og Tacitus, som paa en vis Maade udfylder denne Notits, lægger til, at den hele Strækning mellem den herkyniske Skov og Main langt tilbage i Tiden var beboet af de galliske Folkeslag: Helvetier i Vest og Bojer i Øst, om hvilke sidste Navnet Bojhemum (Böhmen) mindede og endnu i vore Dage minder. Fra Romernes Standpunkt maatte dette Forhold fremstille sig som om Gallerne havde foretaget Indvandringer fra Vesten til Landene østenfor Rhinen; og dette er i og for sig heller ikke saa usandsynligt, hvad Donau-Egnene angaar, i hvilke, som bekjendt, galliske Vandringshobe i Begyndelsen af det 3die Aarhundrede før Christus arbejdede sig lige ned mod det sorte Hav, og videre til Makedonien, Grækenland og Lilleasien. Men Hovedretningen af de store nationale Vandringer i Europa, nemlig fra Øst mod Vest, viser dog, at enhver Bevægelse
- ↑ Øsel kunde vistnok ogsaa synes at være en Forvanskning as det oldnordiske Eysýsla, med hvilket Navn Nordboerne benævnte Øsel i Modsætning til Estlands Fastland, som de kaldte Aðalsýsla. Men underligt vilde det dog være, om Øen blot skulde have været benævnt med det nordiske Navn. Rimeligere er det, at dette allerede tidligt er fremkommet som et Forsøg paa at forklare det nationale Navn. Ptolemæos omtaler Osyler i disse Egne.
