Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


fra Veſt mod Øſt maa være ſekundær, og en Følge af en eller anden ſtørre Vandring, der har foranlediget et Tryk fra Nordøſten eller Norden. Hvis det altſaa forholder ſig ſaaledes, at Helvetier og Bojer virkelig ere indvandrede fra Gallien til det nuværende Mellemtydſkland, kan denne Indvandring kun være at tilſkrive et Tryk, enten fra kymriſke eller fra germaniſke Folk. Den romerſke Forfatter Livius meddeler[1] et gammelt galliſk Sagn om Anledningen til den ovenfor omtalte Udvandring, der tilſkrives Overbefolkning, og henføres til Tarqvin den ældres Tid, altſaa Begyndelſen af det 6te Aarhundrede. En Afdeling gik, heder det, til Italien, en anden til de herkyniſke eller mellemtydſke Skovegne. Den i Sagnet opgivne Aarſag til Udvandringen kan man naturligviis ikke betragte anderledes, end de lignende Aarſager, der ſædvanligviis i Folkeſagnet ſættes i Forbindelſe med Udvandringer, nemlig ſom ſildigere Tiders Verk. Hvad Tidsangivelſen angaar, da er deri vel heller ikke ſynderligt at ſtole paa; dog viſer Tiden, da Gallerne hjemſøgte Rom, at Bevægelſen mod Italien allerede længe før Aar 400 f. Chr. maa være begyndt, og at den, ſaaledes ſom vi allerede have anført, med ſtørſt Sandſynlighed tilſkrives kymriſke Nationers Tryk. Om Bevægelſen mod Mellemtydſkland er ſamtidig med den mod Italien, hvilket Sagnet beretter, er mere tvivlſomt. I alle Fald ſporede man ikke nogen Bevægelſe af galliſke Folk ned gjennem Donaudalen førend efter Aar 300 f. Chr.; og denne Bevægelſe kan neppe længer tilſkrives Kymrer, men ſnarere Germanerne, der vel omtrent paa denne Tid beſatte Nordtydſkland, hvilket ogſaa af Pytheas’s Angivelſe beſtyrkes. Cæſars Beretninger viſe forreſten, hvorledes Germanerne paa hans Tid allerede vare blevne de herſkende i Nordtydſkland, og hvorledes de allerede yttrede Tilbøjelighed til at ſkride ud over deres Grændſer, hvilket iſær Arioviſts Indtrængen i Gallien lægger for Dagen.

Et Par Generationer før Cæſars galliſke Krig havde den bekjendte, for Romerne ſaa farlige, Fremſtormen af Kimbrer og Teutoner i Sydgallien og Øvreitalien fundet Sted. Man har, iſær fra tydſk Side, været meget tilbøjelig til at anſee begge Folkeſlag for tydſke, fordi ſildigere latinſke Forfattere efter Auguſts Tid have opregnet Kimbrer og Teutoner blandt det nordligſte Tydſklands Nationer. Men at idetmindſte Kimbrerne med langt ſtørre Rimelighed kunne antages at have været Kymrer, altſaa Kelter, have vi ovenfor viiſt, ligeſom det er vel at merke, at de ældre romerſke Skribenter, der levede Kimbrerkrigen nærmere, kaldte baade dem og Teutonerne tilſammen Galler[2], at de kæmpede i Forening med det galliſke

  1. Livius. V. 31, 35.
  2. Salluſt. bell. Jugurth. Cap. 114 omtaler Manlius og Cæpios Nederlag mod Kimbrer og Teutoner ſom en Kamp med Gallerne. Ogſaa Florus (III, 3) lader Kimbrerne komme fra Gallien.