Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/408

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
380
Skiringsſal.

ſkerne, men virkelig den førſte, ſom erhvervede Beſiddelſer eller grundlagde Riget i Sønderjylland, ſkjønnes deraf, at der før hans Tid ikke er Tale om Nordmænd, og at disſe andenſteds netop paa denne Tid omtales ſom et Folk, med hvilket Frankerne gjorde Bekjendtſkab for førſte Gang[1]. Halfdans Krigstog have altſaa fornemmelig beſtaaet i at erobre Sønderjylland i Forening med Sigfrid. Af den Omſtændighed, at baade Eyſtein og Halfdan bleve højlagte paa Borro, ikke i Skiringsſal, ſkulde man næſten formode, at de ej have været i Beſiddelſe af dette Sted, men at det ved Deling mellem Brødrene eller Frænderne er kommet til at tilhøre Sigfrid. At vore Oldſkrifter tie herom, er ej at undres over, da den eneſte Kilde, man foruden dunkle Sagn havde at holde ſig til, Thjodolfs Ynglingatal, følger Ætten i lige nedſtigende Linje fra Fader til Søn, uden at tale om Brødre eller Fættere. For den Sags Skyld kan altſaa Ætten gjerne have haft langt flere Medlemmer, end dem, han nævner.

I Skiringsſal, hvor der foruden Kongsgaarden ogſaa var et anſeet Tempel, hvortil Folk ſøgte ſammen fra hele Viken, maatte der nødvendigviis tillige opſtaa en Handelsplads. Denne omtales ogſaa endnu inden Udgangen af det 9de Aarhundrede, efter Nordmanden Ottars Beretning, af den engelſke Konge Alfred, og der kan ingen Tvivl være om, at den allerede var til paa Eyſteins, Halfdans og Sigfrids Tider. Om dens Beliggenhed vidner endnu Navnet Kaupang (d. e. Kjøbſtad) paa et Par Gaarde ved den ſaakaldte Viggsfjord, der fra Laarvigsfjorden ſkærer ſig ind mod Øſt. Her er der en god Havn, og i Nærheden vrimler der ſaaledes af Gravhøje, at man tydeligt kan ſee at mange Familier her maa have boet tilſammen. Noget længere fra Søen ligger nu paa en aaben Plads den ældgamle Thjøling (fordum Þjóðalyng) Kirke; paa denne Plads (Þjóða-lyng d. e. Folke-Lynget, Folke-Heden) er der endnu Spor af en ſtor Steenſætning, rimeligviis en Dom-Ring; at Templet har ſtaaet hvor Kirken nu ſtaar, og at altſaa denne Plads, Thjoda-Lynget, er den, paa hvilken Folk fra alle Kanter i Viken kom ſammen for at forrette deres Andagt, er ſandſynligt. Længer mod Veſt laa den gamle Kongsgaard Geirſtad (nu Gjerſtad).

Som den fornemſte, maaſkee den eneſte Søhandelsplads i Nordmændenes ſønderjydſke Rige nævnes meget tidligt (804) det ved Bunden af Fjorden Slie eller Slen beliggende Slesvig, og der kan neppe være nogen Tvivl om, at det allerede fra Sigfrids Tid var de herværende Nordmanna-Kongers Hoved-Opholdsſted. Det forekommer allerførſt under Benævnelſen

  1. Nemlig i St. Liudgers Levnetsbeſkrivelſe, hvor han forudſiger de Ulykker, Nordmannerne ſkulde bringe over Tydſkland (Pertz II. 412), og i den Sant-galliſke Munks gesta Karoli II. Cap. 14, hvor Kejſeren, ligeledes omtrent paa ſamme Tid, foregives at ſpaa om den ſtore Skade, Nordmannerne vilde komme til at udrette. (Pertz II. 757). Se mere herom nedenfor § 7.