Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/397

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
369
Ragnar Lodbrok.

Sagaens Fortælling om Eriks Kamp med Kong Eyſtein Ved Efterretningen om hans Endeligt blev Ragnar førſt ſaa bedrøvet at han lagde ſig til Sengs for at dø, men hans Huſtru fik ham til at opmande ſig og bekrige Daxon for at hevne Hvitſerks Drab. Han drog over til Rusland, fangede Daxon, og ſendte ham i Forvaring til Utgard; ſiden ſkjenkede han ham hans Rige tilbage mod en aarlig Tribut Derpaa, ſiger Saxo, der ſynes at have glemt, hvad han forud har berettet, udnævnte han ſin Søn Erik Vedrhatt til Konge i Sverige, og Bjørn til Konge i Norge[1].

Iſtedetfor disſe Begivenheder omtaler Ragnars Saga et ſtort Tog, hans Sønner foretoge i Syden, og paa hvilket de førſt underkaſtede ſig Wiflisburg i Helvetien[2], ſiden Luna i Italien[3]. Dette omtaler den kortere Bearbejdelſe førſt efter Ragnars Død[4]. Dette Tog er øjenſynligt det ſamme, ſom frankiſke Skribenter tillægge Nordmannahøvdingen Haſting i Aaret 857 (859), og vi have ſaaledes her et fortrinligt Exempel paa hvorledes vore Oldſkrifter henføre Begivenheder fra forſkjellige Generationer og udførte af forſkjellige Mænd, til Ragnar og hans Sønner[5]. Blandt disſe, den egentlige Ragnar Lodbrok uvedkommende, Bedrifter regne vi derfor ogſaa alt hvad Saxo fortæller om hans Tog til Skotland, Pettland[6], Suderøerne, Orknøerne og Island[7]; og endelig den baade hos Saxo og i Oldſkrifter forekommende, bekjendte Fortælling om hans ſidſte Tog til England og heltemodige Død. Det er ſandſynligt nok, at Ragnar har foretaget

  1. S. 456—458. Navnene Dian og Daxon have en beſynderlig Form, der have en ſterk Lighed i Klang med de i Sagaerne opbevarede oldlettiſke Navne Klerkon og Reas. Ogſaa Hervararſaga nævner, at Hvitſerk ved Delingen af Ragnars Lande fik „Auſtrriki“.
  2. Wiflisburg (Avenche) laa i den nuværende Kanten Vaud, hvis Diſtrikt derfor og kaldtes Wiflisburgergau. At en nordiſk Vikingeſkare ſkulde kunne komme did, er en Urimelighed; men rimeligviis ſigtes her til Tog, ſom Nordmændene i 859 og 860 foretoge i Middelhavet og til den franſke og italienſke Kyſt, hvorved de og ſejlede opad Rhonefloden, og maaſkee længere end til Valence. Se nedenf. § 7.
  3. Ragnars Saga, Cap. 12, 13.
  4. Fortæll. om Ragnars Sønner, Cap. 3.
  5. Dudo, hos Duchêne Script. rer. Norm. S. 64, 65.
  6. Ved Péttland (Pikternes Land) forſtod man næſten ligetil 10de Aarhundrede det nordlige, af Pikter beboede, Skotland, medens Skotland egentlig var den ſydveſtlige Deel, beboet af Skotter fra Irland, der ogſaa undertiden kaldtes Skotland.
  7. Saxo fortæller, (S. 448), at Ragnar efter Thoras Død bekrigede Britannien (Bretland), dræbte dets Konge Hama, Ellas Fader, fældte Høvdingerne over Skotland, Pettland og Syderøerne, og ſatte ſine Sønner Sigurd og Radbard til Konger derover, medens hans og Hladgerds Søn Fridleif blev Konge i Norge og paa Orknø. Et nyt Tog til Bretland, og derfra til Irland omtales S. 458, 459.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. I.