Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/396

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
368
. Ragnar Lodbrok.

Slaget mellem Ragnar og Harald ſtod paa Ulleraker, det ſamme Sted i Svithjod, hvor Eyſtein ifølge Kraakumaal faldt. Det er muligt, at den Kilde, Saxo her har fulgt, ej udtrykkeligt har nævnt Eyſtein ved Navn, men om den end havde nævnt ham, vilde det lige ſaa lidet have afholdt Saxo fra at ombytte Navnet Eyſtein med Harald, ſom han har taget i Betænkning at henføre det bekjendte ſvenſke Ulleraker (i Nærheden af Uppſala), til Skaane eller Jylland[1]. I Hladgerds Tog for at underſtøtte Ragnar ſpore vi umiskjendelige Reminiſcenſer af Aslaugs Tog til Sverige i Forening med hendes Sønner.

Denne Strid med Kong Eyſtein i Svithjod ſynes ſaaledes at være en virkelig hiſtoriſk Begivenhed, og en af de meeſt fremragende i Ragnars Hiſtorie. Saxo veed endnu at fortælle om en Krig, han førte med Herrøds Efterfølger Sørle, der vilde tilvende ſig Thoras Sønners Mødrenearv; i denne, heder det, beſtod Ragnar med tre af ſine Sønner en Kamp med Berſerken Skarde og hans 7 Sønner, der trods deres ſtørre Antal bleve overvundne. Bjørn, Ragnars Søn, ſkal ved denne Lejlighed have faaet Tilnavnet Jernſide, fordi han ikke var bleven ſaaret i Striden[2]. Saxo fortæller ligeledes, hvorledes Ragnar efter at have indſat Bjørn til Konge i Sverige, blev indtagen i Æsberns, en ſimpel Mands Datter, beſøgte hende forklædt ſom Fruentimmer, og havde med hende Sønnen Ubbe[3]. Han har derpaa vidtløftige Beretninger om Ragnars Tog til Helleſponten (Øſterleden). Førſt bekrigede og overvandt han Helleſpontens Konge Dian, der ſelv faldt, ſiden dennes Sønner Dian og Daxon, der havde den rusſiſke Konges Døttre til Egte, og derfor underſtøttedes af ham. Dian faldt, og Daxon flygtede til Skytherne, der ligeledes bleve overvundne, hvorefter Ragnar ſatte ſin Søn Hvitſerk til Konge i Helleſponten. Han overvandt derpaa og fældte Bjarmernes Konge, fordrev hans Ven, Finnekongen Mattull, der havde hjulpet ham, og modtog Kurers og Sembers Hylding. Siden heder det at Daxon overrumplede og fangede Hvitſerk, der herſkede over Sverige. Dette Navn tages her i Betydningen „det kolde eller øſtlige Sverige“ eller Rusland. Af Beundring over den Tapperhed, hvormed Hvitſerk havde forſvaret ſig, tilbød Daxon ham Livet og ſin Datter til Egte med Halvdelen af Riget i Medgift, men Hvitſerk foretrak at dø, og lod ſig brænde med ſine Staldbrødre[4]. Her gjenkjendes atter et Træk af

  1. Saxo omtaler virkelig (S. 464) en „Oſtenus“ i Sverige, ved hvis Ondſkab Erik Vedrhatt blev dræbt, og ſom tillige fældte Agnar, der vilde hevne ſin Broder, men han ſynes ikke at antage Øſten for Konge, og henfører disſe Begivenheder til Tiden efter Ragnars Død.
  2. Saxo, 9de B. S. 450.
  3. S. 451.
  4. S. 451 fgg.