til denne Begivenhed i Kraakumaal, hvor det heder at Kampen var haard, inden Kong Eystein faldt paa Ulleraker[1]. Saxo har ligeledes en forvirret Beretning derom. Han fortæller at Jyder og Skaaninger gjorde Oprør paany, og udraabte en vis Harald til Konge, at Ragnar sendte Bud til Norge efter Hjelpetropper, og at Hladgerd, som imidlertid var bleven gift, for gammel Kjærligheds Skyld kom ham til Hjelp med Mand og Søn og 120 Skibe; at Slaget stod paa Ulleraker, og at Hladgerds Tapperhed og Klogskab omsider skaffede Ragnar Sejren og nødte Harald til at flygte. Det lægges til, at Hladgerd siden, overmodig af Sejren, dræbte sin Mand og selv tog Herredømmet over hans Rige[2]. I dette Slag, heder det ogsaa, fik Sigurd, Ragnars Søn, det Saar, for hvilket Rostar helbredede ham, efterladende Orme-Pletterne i hans Øjne; Harald, fortælles der endvidere, viste sig en Stund efter paany i Spidsen for en Oprørshær, men blev slagen af Ragnar og maatte flygte til Tydskland[3]. Endnu engang gjorde Harald et Forsøg, men blev slagen paany, og flygtede til Kejser Ludvig i Mainz, der tilsagde ham sin Hjelp, hvis han vilde lade sig døbe. Paa denne Betingelse gik Harald ind, blev døbt, og fik saa kraftig Hjelp af Kejseren, at han kunde sætte sig fast i det Slesvigske, bygge en Kirke, og indføre den christelige Gudsdyrkelse. Men det varede dog ikke længe, da Ragnar snart angreb og forjog ham, ødelagde Kirken og gjenoprettede Hedendommen[4].
Det vil nedenfor[5] sees, at denne Harald, som Saxo lader blive døbt i Mainz, er den bekjendte sønderjydske Konge Harald, der allerførst af alle bekjendte nordiske Konger antog Christendommen 826, og hvis Daab gav Anledning til at Ansgar drog til Norden for at prædike Evangelium. Denne Harald havde nogle Stridigheder med en anden Konge ved Navn Ragnfred. Det er her tydeligt nok at Saxo bar benyttet sig af denne Navnlighed til at gjøre Ragnfred og Ragnar til een og samme Mand, og at han paa den vilkaarligste Maade har tillagt Harald, hvad endogsaa hans egne Kilder have fortalt om en svensk Konge, eftersom han udtrykkeligt siger, at
- ↑ Kraakumaal, Str. 7.
- ↑ Saxo, 9de B. S. 444, 445.
- ↑ Saxo, S. 448, 449. Det er ved denne Lejlighed, at Saxo lader Ragnar komme i Konflikt med Karl, „totius pene Europæ domitor“. Det synes forresten at være en Begivenhed paa et senere Normannertog, hvori maaskee en eller anden Ragnar har deeltaget, enten paa Karl den tykkes eller Karl den enfoldiges Tid, som Saxo uretteligen har henført til Ragnar Lodbrok, thi det heder, at da Ragnar paa et hængende Haar havde overfaldt Kejseren, blev denne advaret ved en fremsynet Kvindes Advarsel, at „Sigurds Flaade“ var landet ved Seinemundingerne.
- ↑ Saxo, S. 459, 460.
- ↑ Se nedenfor § 5.
