Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/395

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
367
Danſke Beretninger.

til denne Begivenhed i Kraakumaal, hvor det heder at Kampen var haard, inden Kong Eyſtein faldt paa Ulleraker[1]. Saxo har ligeledes en forvirret Beretning derom. Han fortæller at Jyder og Skaaninger gjorde Oprør paany, og udraabte en vis Harald til Konge, at Ragnar ſendte Bud til Norge efter Hjelpetropper, og at Hladgerd, ſom imidlertid var bleven gift, for gammel Kjærligheds Skyld kom ham til Hjelp med Mand og Søn og 120 Skibe; at Slaget ſtod paa Ulleraker, og at Hladgerds Tapperhed og Klogſkab omſider ſkaffede Ragnar Sejren og nødte Harald til at flygte. Det lægges til, at Hladgerd ſiden, overmodig af Sejren, dræbte ſin Mand og ſelv tog Herredømmet over hans Rige[2]. I dette Slag, heder det ogſaa, fik Sigurd, Ragnars Søn, det Saar, for hvilket Roſtar helbredede ham, efterladende Orme-Pletterne i hans Øjne; Harald, fortælles der endvidere, viſte ſig en Stund efter paany i Spidſen for en Oprørshær, men blev ſlagen af Ragnar og maatte flygte til Tydſkland[3]. Endnu engang gjorde Harald et Forſøg, men blev ſlagen paany, og flygtede til Kejſer Ludvig i Mainz, der tilſagde ham ſin Hjelp, hvis han vilde lade ſig døbe. Paa denne Betingelſe gik Harald ind, blev døbt, og fik ſaa kraftig Hjelp af Kejſeren, at han kunde ſætte ſig faſt i det Slesvigſke, bygge en Kirke, og indføre den chriſtelige Gudsdyrkelſe. Men det varede dog ikke længe, da Ragnar ſnart angreb og forjog ham, ødelagde Kirken og gjenoprettede Hedendommen[4].

Det vil nedenfor[5] ſees, at denne Harald, ſom Saxo lader blive døbt i Mainz, er den bekjendte ſønderjydſke Konge Harald, der allerførſt af alle bekjendte nordiſke Konger antog Chriſtendommen 826, og hvis Daab gav Anledning til at Ansgar drog til Norden for at prædike Evangelium. Denne Harald havde nogle Stridigheder med en anden Konge ved Navn Ragnfred. Det er her tydeligt nok at Saxo bar benyttet ſig af denne Navnlighed til at gjøre Ragnfred og Ragnar til een og ſamme Mand, og at han paa den vilkaarligſte Maade har tillagt Harald, hvad endogſaa hans egne Kilder have fortalt om en ſvenſk Konge, efterſom han udtrykkeligt ſiger, at

  1. Kraakumaal, Str. 7.
  2. Saxo, 9de B. S. 444, 445.
  3. Saxo, S. 448, 449. Det er ved denne Lejlighed, at Saxo lader Ragnar komme i Konflikt med Karl, „totius pene Europæ domitor“. Det ſynes forreſten at være en Begivenhed paa et ſenere Normannertog, hvori maaſkee en eller anden Ragnar har deeltaget, enten paa Karl den tykkes eller Karl den enfoldiges Tid, ſom Saxo uretteligen har henført til Ragnar Lodbrok, thi det heder, at da Ragnar paa et hængende Haar havde overfaldt Kejſeren, blev denne advaret ved en fremſynet Kvindes Advarſel, at „Sigurds Flaade“ var landet ved Seinemundingerne.
  4. Saxo, S. 459, 460.
  5. Se nedenfor § 5.