Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/392

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
364
Ragnar Lodbrok.

ſagde at han kun havde villet ſætte hende paa Prøve, hvorvidt hun forſtod hvad han meente, og lovede at komme næſte Morgen. Hun tog nu et Ørred-Net, ſvøbte ſig ind deri, og lod ſit Haar hænge ned: ſaaledes var hun hverken nogen eller klædt; hun bed i en Løg, ſaa at man ej kunde negte at hun havde ſmagt Mad, uden dog at være mæt; hun medtog en Hund, altſaa var hun ikke ene, ſkjønt intet Menneſke fulgte. Hun kom til Skibet, og var fager at ſee til, thi hendes Haar var blankt ſom Guld. Ragnar ſpurgte hvo hun var. Hun ſagde det, og lagde til, at hun bogſtaveligt havde opfyldt hans Anmodning. Han bad hende komme ombord. Herpaa vilde hun dog ikke indlade ſig, førend Kongen havde tilſagt hende og hendes Følgeſvend Sikkerhed. Dette Tilſagn blev kun daarligt holdt, thi da hun kom til Forrummet, og Kongen gik hende i Møde, bed Hunden ham i Haanden og blev ſtrax dræbt af hans Folk. Han lod hende ſætte ſig hos ham, ſamtalede med hende og ſyntes godt om hende, men kunde ej bevæge hende til at forblive der paa Skibet om Natten. Om Giftermaal vilde hun intet høre, førend han kom tilbage fra ſin Rejſe, og endnu ikke havde forandret Sind. Heller ikke var hun at formaa til at modtage en guldſømmet Serk, Thora Borgarhjort havde ejet; ſlige prægtige Klæder, ſagde hun, ſkikkede ſig ikke for den ringe Kraaka, ſaa længe hun opholdt ſig hos Aake og Grima, og vogtede Geder ved Søen. Hun gik nu hjem, og Ragnar fortſatte ſit Tog. Paa Tilbagevejen lagde han ind til Spangereid, og ſendte ſtrax Bud efter Kraaka, thi han havde ikke forandret ſit Sind. Kraaka traadte den følgende Morgen for Aakes og Grimas Seng, og ſagde at hun nu vilde drage bort, at hun meget vel vidſte at de havde myrdet hendes Foſterfader, men at hun dog ikke vilde tage nogen Hevn derover, fordi hun ſaa længe havde været hos dem. Hun gik til Ragnars Skib og blev vel modtagen, men var dog ej at formaa til at ſkjenke ham noget yderligere Kjærlighedsbeviis, førend han var kommen hjem, og havde holdt ordentligt Bryllup med hende. De fik flere Børn. Den ældſte, ved Navn Ivar, havde, ſom det fortælles, ikke Been men kun Bruſk i ſit Legeme, ſaa at han ej kunde gaa, men maatte bæres; derimod var han overmaade viis[1]. Deres øvrige Sønner hed Bjørn, Hvitſerk, Ragnvald og Sigurd; den ſidſte fik Tilnavnet „Orm i Øje“, fordi det ſaa ud, ſom om der laa en Orm omkring hver af hans Øjeſtene[2].

  1. Den foregivne Aarſag til at Ivar ej havde Been i ſit Legeme, nævnes i Ragnars Saga Cap. 5, 6.
  2. Ragnars Saga, Cap. 8. Denne Saga fortæller i Cap. 7 om et Tog, Ragnars og Aslaugs Sønner, den endnu ikke føde Sigurd undtagen, foretoge til et Sted, kaldet Hvitaby, hvorfra Ragnar tidligere havde maattet vende tilbage med uforrettet Sag, men ſom de ved Ivars Klogſkab betvang, dog førſt efterat Ragnvald var falden. Saxo lader Ragnar, endnu førend han fælder Ormen, overvinde de oprørſke Skaaninger ved Hvitaby (S. 442, 443).