Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/391

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
363
Kraaka eller Aslaug.

Nærheden, og gik ind for at bede om Tilladelſe til at bage der. Her traf de en gammel hæslig Kvinde, der kaldte ſig Grima. De ſagde, hvo de vare, og hade hende hjelpe dem. Mine Hænder ere nu ſtive, ſagde Kerlingen, ſkjønt der nok har været den Tid, da jeg godt kunde udføre min Dont, men jeg har en Datter ved Navn Kraaka, der paa Øjeblikket kommer hjem; hun ſkal gaa eder til Haande. Rigtignok er hun nu voxet mig ſaaledes over Hovedet, at jeg neppe kan faa Bugt med hende. Kraaka var gaaet ud om Morgenen at ſee til Fæet. Da hun ſaa, at endeel ſtore Skibe havde lagt ind i Havnen, ſkyndte hun ſig at vaſke ſig, hvilket Kerlingen ſtrengeligen havde forbudt hende, for at ingen ſkulde opdage hvor ſmuk hun var. Hendes Haar var ſaa langt, at det naaede til Jorden, og ſaa fagert ſom den dejligſte Silke. Hun var nemlig ikke Grimas og hendes Mand Aakes Datter, men hendes rette Navn var Aslaug, og hun var, heder det, en Datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild. Hendes Foſterfader Heime havde ved Efterretningen om Sigurds Død flygtet bort med hende ſom et tre Aars Barn, og for at hun kunde undgaa Efterſtræbelſe ſkjult hende tilligemed mange Koſtbarheder i Sangbunden paa en Harpe, han førte med ſig. Paa ſin Vandring var han endelig kommen til Spangereid, hvor han fik Huusly hos Grima og hendes Mand Aake. Men disſe, der gjennem en Sprække i Harpen havde opdaget koſtbare Klædningsſtykker inden i, myrdede lumſkeligen Heime om Natten, og toge Koſtbarhederne, men nænnede dog ej at dræbe Barnet; de kaldte hende Kraaka, udgave hende for deres Datter, klædte hende i ſlette Klæder og lode hende forrette de ringeſte Syſler. — Da Kraaka kom hjem, havde Madſvendene gjort op Ild. De ſpurgte Grima om den vakkre Pige var hendes Datter. Visſelig, ſagde Grima. De forundrede ſig over at hun, ſom var ſaa ſtyg, kunde have ſaa ſmuk en Datter; hun ſvarede dertil, at hun ſelv havde ſeet bedre ud i ſine yngre Dage, men at Aarene havde forandret hendes Udſeende. Kraaka blev nu ſat til at rulle Brødene ud, medens de bagede dem. De kunde dog ikke lade være idelig at ſee paa hende, ſaa at Brødet blev brændt. Da de kom ned til Skibet med Brødet, og alle klagede over at det var ſaa daarligt, ſpurgte Ragnar hvad Aarſagen kunde være dertil. De tilſtode, at Kraakas Skjønhed havde forſtyrret dem, og erklærede paa hans Spørgsmaal, at hun i Skjønhed endog kunde maale ſig med hans afdøde Huſtru Thora. Ragnar ſagde at han vilde ſende paalidelige Mænd op for at ſee, om dette var ſandt; gav disſe dem Ret, ſkulde de ſlippe for al Straf. Han gav Sendemændene den Befaling, at derſom Pigen virkelig var ſaa dejlig, ſom Madſvendene havde ſagt, ſkulde de bede hende komme til ham, hverken klædt eller uklædt, hverken mæt eller umæt, hverken ene eller ledſaget af noget Menneſke. De gik op, fandt at hendes Skjønhed ſvarede til Beſkrivelſen, og fremførte Kongens Anmodning. Grima meente at Kongen ikke maatte være rigtigt forvaret, men Kraaka