Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


i deres nuværende Hjemſteder. Dette kan kun beſvares ved at ſammenholde de Steder, hvor de allerførſt omtales hos græſk-romerſke Forfattere, med de dunkle Sagn, ſom de ſelv have opbevaret om deres Udvandring fra Urhjemmet og deres Bofæltelſe i deres nuværende Hjem.

6. Grækernes og Romernes Efterretninger om Norden.

De ældſte Efterretninger, man har om Norden og Germanerne, ere de Brudſtykker af den masſiliſke Græker Pytheas’s Rejſebeſkrivelſer, ſom meddeles af den græſke Geograph Strabo og den romerſke Naturhiſtoriker Plinius[1]. Pytheas gjorde omkring 320 f. Chr., ſom det ſynes, tvende Sørejſer til Nord-Europa, beſøgte Britannien, ſom til det mod det yderſte Norden liggende Thule, og berettede tillige om andre Egne ved Oceanet, fornemmelig Ravkyſten. Men uheldigviis ere hans egne Beretninger tabte; hvad Strabo og Plinius meddele, er ſaare ubetydeligt, og Strabo meddeler det ovenikjøbet med det ubeføjede Tillæg, at han anſeer Pytheas for en ſaare løgnagtig Mand, og hans Angivelſer uefterrettelige.

Pytheas’s Beretning om Thule indſkrænker ſig dertil, at det laa 6 Dages Sejlads i Nord for Britannien, een Dags Sejlads fra det fæſtede eller ſammenløbne (d. e. frosne eller halvfrosne) Hav, der af Nogle kaldtes Mare cronium, et Udtryk der ej kan forklares af Græſken eller Latinen, og ſom man derfor har ſøgt at forklare af det kymriſke croni, ſamle ſammen, ligeſom Iishavet endnu paa Irſk eller Gaeliſk kaldes muir-croinn (egentl. det ſammenløbne Hav, hos Plinius Mare concretum). I disſe Egne var der hverken Land, Hav eller Luft, men en Blanding af alle tre, ligeſom en Lunge (gallertagtig Materie), hvori alle Ting ſvæve, og ſom man ej kan gjennemtrænge. Man ſkulde formode at Pytheas var kommen langt op mod Norden enten paa den Tid, da Froſten indtræder, eller naar Iſen løsner og danner en blød Masſe (Sjap-Iis). Pytheas anſaa Thule for det yderſte Land, og berettede, at der om Sommeren var uafbrudt Dag, om Vinteren uafbrudt Nat i ſex Maaneder. Da Pytheas umuligt kan have været ſaa langt oppe mod Nord, hvor denne Fordeling af Dag og Nat herſker, nemlig under Nordpolen ſelv, maa Angivelſen, der findes hos Plinius, enten grunde ſig paa en Misforſtaaelſe fra dennes Side, eller paa en hos Pytheas ſelv herſkende urigtig Foreſtilling om at Thules yderſte Ende naaede op til Nordpolen. At Pytheas’s Thule virkelig har været Norge, er ikke uſandſynligt, thi den opgivne Afſtand fra Britannien pasſer godt, og Angivelſen, at det ſkulde ligge i Nord for Britannien, er vel ikke at tage ſaa ganſke bogſtaveligt. Paa den anden Side kan det dog heller ikke negtes, at Islands eller Færøernes Beliggenhed ſtemmer endnu bedre

  1. Strabo, I. p. 63, II. 111–115. IV. p. 201. Plinius hist. nat. II. 75, IV, 16.