i deres nuværende Hjemsteder. Dette kan kun besvares ved at sammenholde de Steder, hvor de allerførst omtales hos græsk-romerske Forfattere, med de dunkle Sagn, som de selv have opbevaret om deres Udvandring fra Urhjemmet og deres Bofæltelse i deres nuværende Hjem.
De ældste Efterretninger, man har om Norden og Germanerne, ere de Brudstykker af den massiliske Græker Pytheas’s Rejsebeskrivelser, som meddeles af den græske Geograph Strabo og den romerske Naturhistoriker Plinius[1]. Pytheas gjorde omkring 320 f. Chr., som det synes, tvende Sørejser til Nord-Europa, besøgte Britannien, som til det mod det yderste Norden liggende Thule, og berettede tillige om andre Egne ved Oceanet, fornemmelig Ravkysten. Men uheldigviis ere hans egne Beretninger tabte; hvad Strabo og Plinius meddele, er saare ubetydeligt, og Strabo meddeler det ovenikjøbet med det ubeføjede Tillæg, at han anseer Pytheas for en saare løgnagtig Mand, og hans Angivelser uefterrettelige.
Pytheas’s Beretning om Thule indskrænker sig dertil, at det laa 6 Dages Sejlads i Nord for Britannien, een Dags Sejlads fra det fæstede eller sammenløbne (d. e. frosne eller halvfrosne) Hav, der af Nogle kaldtes Mare cronium, et Udtryk der ej kan forklares af Græsken eller Latinen, og som man derfor har søgt at forklare af det kymriske croni, samle sammen, ligesom Iishavet endnu paa Irsk eller Gaelisk kaldes muir-croinn (egentl. det sammenløbne Hav, hos Plinius Mare concretum). I disse Egne var der hverken Land, Hav eller Luft, men en Blanding af alle tre, ligesom en Lunge (gallertagtig Materie), hvori alle Ting svæve, og som man ej kan gjennemtrænge. Man skulde formode at Pytheas var kommen langt op mod Norden enten paa den Tid, da Frosten indtræder, eller naar Isen løsner og danner en blød Masse (Sjap-Iis). Pytheas ansaa Thule for det yderste Land, og berettede, at der om Sommeren var uafbrudt Dag, om Vinteren uafbrudt Nat i sex Maaneder. Da Pytheas umuligt kan have været saa langt oppe mod Nord, hvor denne Fordeling af Dag og Nat hersker, nemlig under Nordpolen selv, maa Angivelsen, der findes hos Plinius, enten grunde sig paa en Misforstaaelse fra dennes Side, eller paa en hos Pytheas selv herskende urigtig Forestilling om at Thules yderste Ende naaede op til Nordpolen. At Pytheas’s Thule virkelig har været Norge, er ikke usandsynligt, thi den opgivne Afstand fra Britannien passer godt, og Angivelsen, at det skulde ligge i Nord for Britannien, er vel ikke at tage saa ganske bogstaveligt. Paa den anden Side kan det dog heller ikke negtes, at Islands eller Færøernes Beliggenhed stemmer endnu bedre
- ↑ Strabo, I. p. 63, II. 111–115. IV. p. 201. Plinius hist. nat. II. 75, IV, 16.
