Charakter, og røbe alle een og samme Herkomst[1]. De nærme sig i en ikke ringe Grad det Oldindiske, eller Sanskrit, og de have tillige meget tilfælles med de Sprog, der af alle europæiske nu staa Sanskrit nærmest, nemlig de lettiske (i Preussen og Littauen) og de slaviske (i Bøhmen, Mähren, Polen, Rusland, Servien, Kroatien og Illyrien m. m.)[2]. Allerede Homer omtaler Thrakerne; Skytherne nævnes som Hovedfolket indtil de sidste Aarhundreder f. Chr.; efter hvilken Tid Sarmaterne, og allersidst Slaverne eller Venderne indtage deres Plads. Dette er neppe saameget at forklare ved formelige Folkevandringer, som mere ved Anvendelsen af forskjellige Benævnelser til forskjellige Tider, uagtet vistnok de her nævnte Folks særegne ustadige Leveviis – de skildres nemlig alle som Rytterfolk, der førte Kvinder og Børn med sig paa tjeldede Vogne – maatte frembringe hyppige Bopælforandringer, og give Anledning til, at fremmede Rejsende ofte traf en Nation med et nyt Navn i Egne, hvor man tidligere havde trusset en anden. Men dette har dog ingen synderlig Indflydelse paa Udstrækningen af de skytho-sarmatiske Nationers Tumleplads i det Hele taget, og saaledes kan man antage det for vist, at der lige indtil de senere Folkevandringstider boede en Række af thrakiske, eller om man heller vil kalde dem skythosarmatiske Folk, ligefra Donau og Karpaterne til hiinsides det kaspiske Hav, af hvilke de nuværende Slavers Stamfædre vistnok stedse have holdt sig længst mod Nordvest og saaledes Kelterne nærmest. For de ældste Germaner bliver der altsaa ikke Rum i det egentlige Mellemeuropa i hine fjerne Tider, men man maa søge deres Hjem nordenfor de skythosarmatiske Folk, neppe sydligere end i de øvre Volga- og Don-Egne.
Vi have paa den anden Side seet, at Finner og Lapper, altsaa tschudiske Folkefærd, beboede Norden, maaskee endog Nordeuropa, før Kelternes end sige Germanernes Ankomst; vi vide at en Række af tschudiske Folkefærd har beboet det nuværende Nordrusland saa langt mod Syd, som de i Nordiishavet strømmende Floders Kilder naa, ligetil længst ind i Sibirien; at de nordligst boende tschudiske Folk endog have været længe nok i hine Egne til at antage Præget af Polarfolk, hvilket vidner om en Beboelse fra umindelige Tider, især da allerede ældgamle Forfattere beskrive Finnerne ganske som de nuværende. Der var saaledes ikke Plads for Germanerne nordligere end Dvina’s Kilder, og vi kunne derfor som deres gamle Hjem kun holde os til Strøget omkring øvre Volga og dens Bifloder.
Spørgsmaalet bliver nu, ad hvilken Vej Germanerne ere vandrede ind
