Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og denne Aarſag har ganſke viſt neppe været nogen anden end de yngre keltiſke eller kymriſke Folkehobes Indtrængen fra Nordøſten. Nu erfarer man tillige, at de ſaakaldte Kimmerier, hvilke Homer omtaler ſom Beboerne af Egnene nord for det ſorte Hav, og tidligere end hvilke ingen Beboere af disſe Egne kjendes, henimod Begyndelſen af det 6te Aarhundrede f. Chr. fortrængtes af de fra Øſten fremſtyrtende Skyther, og ſplittedes i to Afdelinger, af hvilke den ene mindre, fulgte det ſorte Havs Kyſter mod Syd, den anden og ſtørre, drog ſig hen til de veſtligere Egne mod Oceanet; der tilføjes endog udtrykkeligt, at de vare Kimbrernes Stamfædre. Vi finde ſaaledes temmelig nøjagtigt angivet, baade naar og hvorledes den kymriſke Vandring fandt Sted. Fra Ukraines Stepper har den gaaet langs de ſtore øſterſøiſke Floder til Øſterſøen, og videre langs den nordeuropæiſke Slette til Nordſøen og de af Gaeler (Galler) og andre Folk allerede beboede Egne. Naar derimod den tidligſte keltiſke, eller gaeliſke (galliſke) Indvandring ſkete, kan ej engang tilnærmelſesviis angives, thi den ligger forud for alle hiſtoriſke Traditioner[1].

Vi ſee altſaa de ſaakaldte Skyther, i umiddelbar Berørelſe med Kymrerne; vi finde deres yderſte Led mod Veſt der, hvor Kelternes yderſte Led mod Øſt ophører. Hvor langt de af Kymrerne beſatte nye Landſtrækninger naaede mod Øſten, hvor langt Skytherne fulgte dem mod Veſt, om de fremdeles vedbleve at ſtaae i umiddelbar Berørelſe med Kymrerne eller om andre Nationer eller Ødeſtrækninger adſkilte dem, lader ſig ikke med Beſtemthed angive. Det bliver dog ſaare vanſkeligt, ja endog umuligt, at gjette paa, hvilke Nationer det ſkulde være, der ſaaledes havde kilet ſig ind mellem Kelterne og Skytherne, med mindre det ſkulde være nogle faa Finner eller Tſchuder. Herodot omtaler desuden Skythernes Stamme ſom boende langt op mod det nuværende Polen[2], medens der endog i det nuværende Tydſklands øſtligſte Egne boede Kelter[3]; der er ſaaledes neppe engang Plads for Mellemnationer, thi Strækningen mellem Oderens og Dneprs Kilder maa i hiin fjerne Tid have beſtaaet i ubeboelige Urſkove og Moradſer.

Under Navnet Skyther forſtode de gamle græſke og romerſke Forfattere ikke ſaameget et enkelt Folk, ſom et Indbegreb af flere beſlægtede Folkeſlag, der ſtrakte ſig i en Række ligefra Thrakien forbi Kaukaſus til de ariſke Fjeldegne i Aſien, hvor de berørte de ariſke Folk (Zendfolk og Hinduer), med hvilke de ſtod i det nærmeſte Slægtſkab. De Navne og andre Ord ſom de ſydlandſke Forfattere hiſt og her anføre af de thrakiſke, getiſke, ſkythiſke, ſarmatiſke og masſagetiſke Sprog, have alle een og ſamme

  1. Beda, Hist. eccl. I. 1, udleder dog de gaeliſke Pikter fra Skythien.
  2. Herodot, 4de Bog. Pytheas (320 f. Chr.) ſætter Skyther lige ved det nordl. Ocean, ſe nedenfor S. 12, 13.
  3. Tacitus, Germ. Cap. 28.