Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


den og Tydſkland. Disſe Folkeſlag ere Kelter og Vender eller Slaver. De høre begge til den ſamme ſtore Folke-Æt, der ogſaa indbefatter Germanerne, Sydeuropæerne og de ariſke Folkeſlag i Aſien, nemlig den indo-europæiſke. Vi have allerede ſeet, at der findes Levninger fra keltiſk Befolkning i Sydſverige, Danmark og Nordtydſkland, og vide tillige, at Befolkningen i Britannien og Gallien førend Romernes Angreb paa disſe Lande, ja endog fra den førſte Tid, da de bleve bekjendte for Grækerne og Romerne, 5 til 600 Aar før Chriſti Fødſel, ſaagodtſom udelukkende var keltiſk. Man ſkjelner mellem to Afdelinger af de nuværende keltiſke Folk nemlig de ſaakaldte Gaeler, der nu alene findes i Skotland og Irland, altſaa yderſt mod Veſten, og Kymrerne, der indtil det femte og ſjette Aarhundrede efter Chriſti Fødſel beboede hele England, men af de indvandrede Angelſaxer ere blevne indſkrænkede til Englands yderſte Bjergegne mod Veſt, nemlig Wales og Cornwall, og tillige bebo den nordveſtligſte Spidſe af Frankrige eller Bretagne. At Gaelerne og Kymrerne, uagtet deres Slægtſkab, dog ſtaa hinanden langt fjernere end noget af de germaniſke Folk ſtaar ſine Stammefæller, viſer Sammenligningen af deres Sprog, og det er derfor tydeligt, at de hver for ſig repræſentere to Hovedafdelinger, der uafhængigt af hinanden, og til forſkjellige Tider, have vandret ind. Den gjenſidige Beliggenhed af de Egne, begge Afdelinger nu indtage og i ældre Tider indtoge, viſer, at den gaeliſke, ſom den yderſte, tillige er den tidligſt indvandrede, og at den kymriſke ſenere, maaſkee endog flere Aarhundreder ſenere, har fulgt efter. Der mangler ikke paa Sagn blandt Kelterne, ſom bekræfte denne Slutning, idet de antyde en dobbelt Indvandring, en forhiſtoriſk, en anden ſildigere; der tydes endog hen paa, at de ſidſt indvandrede kom fra Nordſøens Kyſter og Rhin-Egnene[1]. Navnet Kimbrer eller Kimrer paa den jydſke Halvøes ældre Hovedbefolkning betegner denne tilſtrækkeligt ſom kymriſk, og de keltiſke Levninger paa hele den nordeuropæiſke Slette hidrøre derfor viſtnok, iſær længſt mod Øſt, fra kymriſke Stammer, der boede adſpredte i de dengang forſtørſtedelen ſkovbegroede Egne. Af den romerſke Hiſtorie erfare vi, at der i Tidsrummet mellem 600 og 400 Aar for Chriſtus ſkete hyppige og voldſomme Indvandringer af keltiſke Galler fra det nuværende Frankrige, hvilke førſt indtog og ſatte ſig faſt i Øvreitalien, ſiden endog ſtrejfede over hele Halvøen, bragte Rom ſin Undergang nær, og førſt efter en flere Aarhundreder vedvarende, haardnakket Kamp bleve undertvungne af Romerne. Denne Folkebevægelſe kan ej have fundet Sted uden Aarſag,

  1. Ammian nævner om et Sagn, bevaret blandt de galliſke Druider: at en Deel af Folket var Landets egne Børn, en anden Deel kommen fra de yderſte Øer og Egnene hiinſides Rhinen, hvorfra Krig og Overſvømmelſer havde drevet dem. (IV. 9.) Kymriſke Sagn fra Wales fortælle om at de førſte Beboere af Britannien kom over „det taagede Hav“ (Nordſøen), og at der ſenere kom andre kymriſke Folkeſværme fra Gallien. (Turner, history of the Anglosaxons I. 95, 55).