kalde den germaniske; denne deler sig i to Stammer, den nordiske og den tydske, eller, som nogle holde det for rigtigere, i tre, den nordiske (nordgermaniske), den tydske (sydgermaniske) og den gotiske (østgermaniske), hvilken sidste ellers plejer at regnes ind under den tydske. Den nordgermaniske Stamme repræsenteres nu ved Nordmænd, Svenske og Danske; den sydgermaniske ved Tydskere, Hollændere, Englændere o. a. fl.; den østgermaniske eller gotiske er forsvunden i Tidens Løb. Til den nordgermaniske Stamme hørte i den fjerne Oldtid utvivlsomt Nordmændene (Norðmenn), de Svenske (Svéar eller Sviar) og Russerne, der endnu i det 10de Aarhundrede talte det samme Sprog som vore Forfædre eller et lignende, og beboede Slette-Egnene ved Ladoga og Ilmen, og de øvre Dnepr-Egne i det nuværende Rusland. Om de ældste Daner, der i historiske Skrifter omtales, hørte til den nordgermaniske Stamme, er ikke ganske sikkert; de senere Daner, især fra det 8de Aarhundrede af, vare Nordgermaner. Den sydgermaniske Stamme deelte sig i den nordligere eller den nedre, og den sydligere, eller øvre Green; til den første hørte især Saxer og Friser. Den gotiske Stamme bestod af de egentlige Goter, Gepider, Vandaler, Burgunder, o. fl.
Mellem de nordgermaniske Grenes Sprog var Ligheden i Oldtiden ikke mindre, men snarere større, end nu; og engang, langt op i Tiden, maa der kun have været eet fælles nordgermanisk Sprog. Men endnu længere tilbage i Tiden maa der have været en Periode, hvor der heller ikke har været Forskjel mellem nordgermanisk og sydgermanisk, men hvor der kun taltes et eneste fælles germanisk Ursprog; nemlig førend det germaniske Urfolk endnu havde afdeelt sig i særegne Stammer og Grene. Dette germaniske Urfolk kan ikke i denne Tilstand have boet i de af dets Ættefolk nu optagne Lande, der ligge altfor spredte fra hinanden til at kunne have været beboede af et eneste Folk; de egentlige Urgermaner maa have boet i en tættere Klynge og paa et Sted, hvorfra deres enkelte Afdelinger omtrent med samme Lethed kunde komme til den nordiske Halvø, som til Tydskland. Da nu de europæiske Indvandringers Hovedretning stedse gik fra Øst mod Vest, eller fra Asien, Menneskeslægtens Vugge, kan Urgermanernes Hjem heller ikke vel søges andensteds end i Østen, rimeligviis i de indre Dele af det nuværende Rusland, henimod Volga og Ural.
Et Blik paa de Folkeslag, med hvilke Germanerne allertidligst efter deres Indvandring i Syd og Vest kom i Berørelse, kan maaskee lede til en endnu nærmere Bestemmelse ej alene af det Sted, hvor Germanernes ældste Hjem er at søge, men ogsaa af den Vej, ad hvilken de vandrede ind i Nor-
