Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/388

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
360
Ragnar Lodbrok.

ſidſte Dage begyndte at formindſkes, og at mange Konger i hans egne tidligere Ungdomsdage begyndte at rive Stykker fra Riget, hvilket neppe kan forklares om andre end Underkonger, — maa hans tidligſte Bedrifter have beſtaaet i, ſaavidt muligt, at bringe dem til Lydighed, forſaavidt ikke Vikingetog optoge hans Tid. Men det ſynes næſten, ſom om han for en ſtor Deel har ladet ſig nøje med det blotte Navn af Overherre, for uhindret at kunne ſværme om paa Tog i fremmede Lande. Disſe Tog have dog neppe, ſaameget end baade Sagaerne og Saxo tale derom, gjeldt de britiſke Øer, eller i alle Fald kan han neppe have gjeſtet dem ofte. De engelſke og irſke Beretninger ere, ſom vi allerede have nævnt, enige i, udtrykkeligt at benegte nordiſke Vikingers Ankomſt førend mod Slutningen af det 8de Aarhundrede, og i denne førſte Tid omtale de dem kun faa Gange. I Aaret 787, eller i Kong Beorhtries Tid, heder det, kom de førſte Nordmænd paa tre Skibe fra „Heredhaland“ til England[1]. Efter en Forfatter ſkulle de førſte „Daner“ være ankomne i 791, for ligeſom førſt at underſøge Landets Beſkaffenhed[2]. I Aaret 793 kom de førſt med en ſtørre Flaade og Hær til England, hvor de herjede paa forſkjellige Steder, og i Særdeleshed mishandlede Kirken og Konventet paa Lindisfarena-Øen (nu Holy Island) i Northumberland; de fortſatte Ødelæggelſerne Aaret efter, og plyndrede Ceferths Kloſter ved Wearmouth, hvor de dog tilſidſt vare uheldige, idet en af deres Anførere faldt, og flere af deres Skibe ødelagdes ved Storm, ſaa at mange druknede, og de faa, der kom i Havn, ſtrax bleve overmandede og dræbte[3]. Fra den Tid, heder det udtrykkeligt, ſaa man ikke til dem i England paa 88 Aar[4], Paa Irland og Skotland begyndte de allerførſt at herje 794 eller 795, og fortſatte her deres Angreb i 797, 801 og i flere af de paafølgende Aar[5]. Det er i ſig ſelv ikke umuligt at Ragnar kan have deeltaget i disſe Tog, men i ſaa Fald kan han igjen ikke have været den Høvding, der faldt ved Wearmouth i 794, og da der efter den Tid ligetil 832 ikke engang nævnes nogen Anledning, ved hvilken han kan være bleven fangen og dræbt i Northumberland, maa man enten antage, at Ragnars Tog til Britannien indſkrænker ſig til det ene i 793 og 794, eller at han ſlet ikke har været der, idetmindſte ikke i England, og at Fortællingen om hans Fangenſkab og Død hos Kong Ella er laant fra den yngre Lodbroks Hiſtorie. Dette ſidſte er ſaa meget ſandſynligere, ſom Fortællingen om Ella lige ſaameget knytter ſig til den foregivne Lodbroks-Søn Ivar den beenløſe, ſom

  1. Chron. Sax. o. fl.
  2. Matthæus af Weſtminſter ved 791.
  3. Chron. Sax. o. fl.
  4. Henrik af Huntingdon, i Monum. hist. Brit. I. S. 733.
  5. Se de forſkjellige irſke Annaler i O’Connor: Rerum Hibernicarum Scriptores, jevnfør nedenfor, § 7.