Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/388

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
360
Ragnar Lodbrok.

sidste Dage begyndte at formindskes, og at mange Konger i hans egne tidligere Ungdomsdage begyndte at rive Stykker fra Riget, hvilket neppe kan forklares om andre end Underkonger, – maa hans tidligste Bedrifter have bestaaet i, saavidt muligt, at bringe dem til Lydighed, forsaavidt ikke Vikingetog optoge hans Tid. Men det synes næsten, som om han for en stor Deel har ladet sig nøje med det blotte Navn af Overherre, for uhindret at kunne sværme om paa Tog i fremmede Lande. Disse Tog have dog neppe, saameget end baade Sagaerne og Saxo tale derom, gjeldt de britiske Øer, eller i alle Fald kan han neppe have gjestet dem ofte. De engelske og irske Beretninger ere, som vi allerede have nævnt, enige i, udtrykkeligt at benegte nordiske Vikingers Ankomst førend mod Slutningen af det 8de Aarhundrede, og i denne første Tid omtale de dem kun faa Gange. I Aaret 787, eller i Kong Beorhtries Tid, heder det, kom de første Nordmænd paa tre Skibe fra „Heredhaland“ til England[1]. Efter en Forfatter skulle de første „Daner“ være ankomne i 791, for ligesom først at undersøge Landets Beskaffenhed[2]. I Aaret 793 kom de først med en større Flaade og Hær til England, hvor de herjede paa forskjellige Steder, og i Særdeleshed mishandlede Kirken og Konventet paa Lindisfarena-Øen (nu Holy Island) i Northumberland; de fortsatte Ødelæggelserne Aaret efter, og plyndrede Ceferths Kloster ved Wearmouth, hvor de dog tilsidst vare uheldige, idet en af deres Anførere faldt, og flere af deres Skibe ødelagdes ved Storm, saa at mange druknede, og de faa, der kom i Havn, strax bleve overmandede og dræbte[3]. Fra den Tid, heder det udtrykkeligt, saa man ikke til dem i England paa 88 Aar[4], Paa Irland og Skotland begyndte de allerførst at herje 794 eller 795, og fortsatte her deres Angreb i 797, 801 og i flere af de paafølgende Aar[5]. Det er i sig selv ikke umuligt at Ragnar kan have deeltaget i disse Tog, men i saa Fald kan han igjen ikke have været den Høvding, der faldt ved Wearmouth i 794, og da der efter den Tid ligetil 832 ikke engang nævnes nogen Anledning, ved hvilken han kan være bleven fangen og dræbt i Northumberland, maa man enten antage, at Ragnars Tog til Britannien indskrænker sig til det ene i 793 og 794, eller at han slet ikke har været der, idetmindste ikke i England, og at Fortællingen om hans Fangenskab og Død hos Kong Ella er laant fra den yngre Lodbroks Historie. Dette sidste er saa meget sandsynligere, som Fortællingen om Ella lige saameget knytter sig til den foregivne Lodbroks-Søn Ivar den beenløse, som

  1. Chron. Sax. o. fl.
  2. Matthæus af Westminster ved 791.
  3. Chron. Sax. o. fl.
  4. Henrik af Huntingdon, i Monum. hist. Brit. I. S. 733.
  5. Se de forskjellige irske Annaler i O’Connor: Rerum Hibernicarum Scriptores, jevnfør nedenfor, § 7.