Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/380

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
352
Chriſtelig Tidsregning.

rimeligt[1]. Dan mikillaate ſtaar for ſig ſelv og hører til Sagnkredſen om det danſke Riges Stiftelſe og Kongenavnets Indførelſe[2]. Fridleif, Frode frøkne, Ingjald Starkadarfoſtre og Aale frøkne høre ſammen, og vedkomme Starkadſagnenes Kreds Helge, Roar og Rolf Krake, maaſkee og Helges og Roars Fader Halfdan, danne en Gruppe for ſig, nøje forbundne med Sagnene om Adils. Rørek Sløngvanbauge, Frode, Halfdan og Harald Hildetand danne ligeledes en egen Gruppe.

Vi vide for lidet om de gamle haaleygſke Jarler til at kunne paaviſe de enkelte Beſtanddele af deres Slægtregiſter, ſaaledes ſom her er ſkeet med Ynglingernes og Skjoldungernes Ættetal.

Da Chriſtendommen indførtes i Norge ved angelſaxiſke Misſionærer, bleve de norſke og islandſke Hiſtorikere ogſaa bekjendte med de angelſaxiſke Slægtregiſtre, der allerede i det 9de Aarhundrede vare bragte iſtand, og ſom udledede de meeſt anſeede angelſaxiſke Kongeætters Herkomſt ej alene fra Woden eller Odin, men ogſaa fra dennes foregivne Stamfader Geát eller Gaut (hvilken ogſaa Goterne, ifølge Jornandes, anſaa ſom deres Helteætters Stamfader) og derved igjen fra Noah, idet Gaut ſagdes at nedſtamme fra Sceaf, der udgaves for den ſamme ſom Sem, Noah’s Søn[3]. Der er al Sandſynlighed for at disſe Slægtregiſtre ere dannede paa ſamme Maade, ſom Ynglinge- og Skjoldunge-Rækkerne, nemlig ved at ſætte uafhængige, ſamtidige Rækker ved Siden af hinanden. Det var naturligviis de angelſaxiſke Gejſtlige magtpaaliggende at give Landets egne Konge- og Høvdinge-Stammer en ſaa lidet hedenſk og med Bibelens Ord ſaa meget ſtemmende Herkomſt ſom muligt, de paatoge ſig derfor den vanſkelige Opgave at viſe, hvorledes Woden og Gaut, deres Høvdingeætters foregivne Stamfædre, nedſtammede fra Bibelens Erkefædre. Forſøget lykkedes dem heller ikke ſyn-

  1. Se ovenfor, S. 243, hvor det paaviſes, at Sagnet om Vermund og Offa er et angliſk Sagn.
  2. Muligt, at Olaf litillaate og Dan mikillaate tidligt have været ſammenſtillede ſom Modſætninger i et gammelt Sagn, hvilket, ſom man ſeer, Saxo og har kjendt.
  3. Beda, der ſluttede ſin Kirkehiſtorie i Aaret 731, udleder (I. 15) Hengeſts Herkomſt fra Woden, men kjender intet til dennes Nedſtammelſe fra Geát. Han lægger til paa dette Sted, at mange af Provindskongerne nedſtamme fra Woden, men udfører dog ſelv ikke nogen ſaadan Genealogi. I den med Alfred (Slutn. af 9de Aarhundrede) ſamtidige Asſers Verk findes dog allerede de wesſexiſke Kongers Æt opført lige til Noah, og her ſætter han ligefrem Sem, hvor Saxerkrøniken har Sceaf. Ædhelweard ſpringer, ſom vi have ſeet, over Ledene mellem Sceldwa, hvilken han kalder Scyld, og Sceaf; da han derhos veed mere at fortælle om Sceaf, end de øvrige, ſkulde man næſten formode, at han meddeler det oprindelige Sagn, og at dette, ligeſom Beowulf-Digtet, ingen Led har indſkudt mellem Skjold og Sceaf, men at de Mellemled, der ellers opføres, ſenere ere indkilede for at gjøre Slægtregiſtret længere.