rimeligt[1]. Dan mikillaate staar for sig selv og hører til Sagnkredsen om det danske Riges Stiftelse og Kongenavnets Indførelse[2]. Fridleif, Frode frøkne, Ingjald Starkadarfostre og Aale frøkne høre sammen, og vedkomme Starkadsagnenes Kreds Helge, Roar og Rolf Krake, maaskee og Helges og Roars Fader Halfdan, danne en Gruppe for sig, nøje forbundne med Sagnene om Adils. Rørek Sløngvanbauge, Frode, Halfdan og Harald Hildetand danne ligeledes en egen Gruppe.
Vi vide for lidet om de gamle haaleygske Jarler til at kunne paavise de enkelte Bestanddele af deres Slægtregister, saaledes som her er skeet med Ynglingernes og Skjoldungernes Ættetal.
Da Christendommen indførtes i Norge ved angelsaxiske Missionærer, bleve de norske og islandske Historikere ogsaa bekjendte med de angelsaxiske Slægtregistre, der allerede i det 9de Aarhundrede vare bragte istand, og som udledede de meest anseede angelsaxiske Kongeætters Herkomst ej alene fra Woden eller Odin, men ogsaa fra dennes foregivne Stamfader Geát eller Gaut (hvilken ogsaa Goterne, ifølge Jornandes, ansaa som deres Helteætters Stamfader) og derved igjen fra Noah, idet Gaut sagdes at nedstamme fra Sceaf, der udgaves for den samme som Sem, Noah’s Søn[3]. Der er al Sandsynlighed for at disse Slægtregistre ere dannede paa samme Maade, som Ynglinge- og Skjoldunge-Rækkerne, nemlig ved at sætte uafhængige, samtidige Rækker ved Siden af hinanden. Det var naturligviis de angelsaxiske Gejstlige magtpaaliggende at give Landets egne Konge- og Høvdinge-Stammer en saa lidet hedensk og med Bibelens Ord saa meget stemmende Herkomst som muligt, de paatoge sig derfor den vanskelige Opgave at vise, hvorledes Woden og Gaut, deres Høvdingeætters foregivne Stamfædre, nedstammede fra Bibelens Erkefædre. Forsøget lykkedes dem heller ikke syn-
- ↑ Se ovenfor, S. 243, hvor det paavises, at Sagnet om Vermund og Offa er et anglisk Sagn.
- ↑ Muligt, at Olaf litillaate og Dan mikillaate tidligt have været sammenstillede som Modsætninger i et gammelt Sagn, hvilket, som man seer, Saxo og har kjendt.
- ↑ Beda, der sluttede sin Kirkehistorie i Aaret 731, udleder (I. 15) Hengests Herkomst fra Woden, men kjender intet til dennes Nedstammelse fra Geát. Han lægger til paa dette Sted, at mange af Provindskongerne nedstamme fra Woden, men udfører dog selv ikke nogen saadan Genealogi. I den med Alfred (Slutn. af 9de Aarhundrede) samtidige Assers Verk findes dog allerede de wessexiske Kongers Æt opført lige til Noah, og her sætter han ligefrem Sem, hvor Saxerkrøniken har Sceaf. Ædhelweard springer, som vi have seet, over Ledene mellem Sceldwa, hvilken han kalder Scyld, og Sceaf; da han derhos veed mere at fortælle om Sceaf, end de øvrige, skulde man næsten formode, at han meddeler det oprindelige Sagn, og at dette, ligesom Beowulf-Digtet, ingen Led har indskudt mellem Skjold og Sceaf, men at de Mellemled, der ellers opføres, senere ere indkilede for at gjøre Slægtregistret længere.
